Anmeldelse af Greta Thunbergs bog og lidt om Kirsten Birgit og Hella Joof

Anmeldelse af Greta Thunbergs bog og lidt om Kirsten Birgit og Hella Joof

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 20. januar 2020

Greta Thunberg: ‘Scener fra hjertet’ (Politikens Forlag, 2019)
************ (Tolv stjerner ud af seks)

Så har jeg netop afsluttet læsningen af familien Thunberg/Ernmans bog om en hverdag med autisme, Aspergers, mutisme og klimaaktivisme. Og lad det være sagt med det samme, det er en bog, jeg er nødt til at give tolv stjerner ud af seks.

Jeg anser det for at være den mest relevante og vigtige bog, der er udkommet i mands minde. Hvorfor? Fordi den ikke alene handler om alle disse diagnoser eller om klima-problematikken, men om den helt grundlæggende samfundssygdom, som synes at være den mest fremtrædende i vor tid: det vestlige menneskes evne til at fortrænge alt det, der ikke underbygger dets afhængighed af materiel komfort og overforbrug, eller vores uforlignelige evne til at overhøre enhver nyhed, der indebærer en ændring af status quo. Vi vender hellere ryggen til, end ser problemerne i øjnene.

Hele bogens emne og konklusion kan sådan set overføres på snart sagt alt det, der i vores del af verden udfordrer os på komfort-området. Vi lytter hellere til de forskere, der beroliger os med, at tingene ikke er så forfærdelige, som andre forskere forsøger at fortælle os. Og vi ser gerne igennem fingrene med, at nogle af disse beroligende forskere i alt for mange tilfælde er underlagt industrielle og politiske interesser. Man bider ikke den hånd, der fodre én.
Denne tendens har, på alle kritiske områder, medført en apati, der i sig selv er mere alvorlig end de forskellige kriser (klima, medie, sundhed, økonomisk, politisk), vi befinder os midt i. Fordi det er apatien, der står i vejen for enhver form for forandring og reel udvikling.

Og så giver bogen jo et helt unikt indblik i en families liv, hvor diverse diagnoser hersker. Diagnoser, der rammer flere og flere børn og deres familier. Der findes fremtidsforskere, der forudser, at hvis denne tendens fortsætter, vil halvdelen af alle børn og unge i 2050 have en diagnose. Men set i lyset af de faktuelle klimatabeller, kan 2050 synes at være lysår væk.
Den tilbagevendende påstand fra klimabenægtere går på, at borgerne har fået nok af at høre om klimaet. Det kan godt være, men sandheden er, at kun meget få kender til de alvorlige konsekvenser, vi står overfor, ikke om tyve eller tredive år, men allerede nu, hvis ikke vi gør noget virkeligt gennemgribende netop nu.

Inden jeg skrev denne lille anmeldelse, søgte jeg på nettet for at se, hvad avisernes anmeldere skrev, da bogen udkom i Danmark sidste år. Og det var faktisk ret så chokerende. Dagbladet Information fandt den ‘Sympatisk og interessant’, mens Jyllands Posten gav bogen én stjerne med konklusionen ‘Tåkrummende ringe’. Politiken kunne med lidt anstrengelse give bogen tre stjerner og konkludere: ‘Velskrevet, et kampskrift, der udmatter’, mens Kristeligt Dagblad, også med tre stjerner, konkluderede, at bogen ‘beskriver en familie, præget næsten af højtidelig dyrkelse af egen lidelse’.
Tak skal du ellers have. Jeg kom pludselig i tvivl om det er den samme bog, vi har læst og taler om? Kun Femina kunne give fem ud af seks stjerner, samtidig med at anmelderen her afsluttede anmeldelsen med disse meget passende ord: ‘Bevægende læsning, fremragende fortalt’. Det samme kan jeg kun sige. Læs den og bliv klogere på hele klimaproblematikken, men også på dig selv og det samfund, du lever i.

Enhver såkaldt klimafornægter, der påstår at Greta Thunberg er andre menneskers opfindelse, og at hun blot udnyttes af kyniske kræfter, der ønsker at sælge os grøn energi, bør læse bogen, inden man udtaler sig om Greta, hendes familie og deres bevæggrunde. Det er lige før, at man tør sige, at hvis Aspergers kan udmønte sig i en Ted-talk, som den Greta holdt uden manuskript sidste år, så viser det, at børn med den slags diagnoser har noget vigtigt at byde ind med.
Til sammenligning kan vi tage statsministerens nytårstale, hvor Mette Frederiksen nærmest bedøvende stavede sig gennem en tale om børns vilkår, uden på noget tidspunkt at sige noget væsentligt om emnet eller for den sags skyld om klima-problematikken.

Så var der mere bid i Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms nytårstale. Kirsten Birgit er en af vor tids vigtigste samfundskritikere. Mange beklager sig over, at Greta Thunberg er for alvorlig og for sort/hvid, og at vi har brug for humor. Men Kirsten Birgit har, for mig at se, intet med humor eller sarkasme at gøre. I hvert fald ikke hendes nyligt holdt nytårstale. Den var lige så humoristisk som en afskåret fuck-finger i en uoptøet islagkage. Og det er der brug for.
Ligesom at der er brug for Hella Joof og hendes bog ‘Mildhed, Modgang og Mirakler’, i hvilken hun med nærmest zen-agtig visdom små-filosoferer over danskerne og deres absurde gøren og laden, med alt hvad dette medfører. Kun livet er helligt for Hella Joof, alt det ind imellem har mulighed for forbedring.

Så skal vi ikke bare se at komme i gang? Hvis ikke os – hvem så? Hvis ikke nu – hvornår så?