Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 17. februar 2015

– Man kysser da ikke Dalai Lama!

Der er hektisk aktivitet, da jeg ankommer til Bella Centret i København, hvor jeg med en dags varsel har sagt ja til at være vært ved HH Dalai Lama 2-tages seminar i Danmark. Det er den herboende tibetanske Lakha Lama og hans kone Pia, med hvem jeg før har samarbejdet, der står bag invitationen.  Min medvært, skuespilleren Ellen Hillingsø skal tage sig af den danske præsentation, mens jeg skal tage vare på den engelske. Senere på dagen er det meningen jeg skal varetage både det danske og det engelske, da Ellen er optaget af arbejde på teatret.

Arrangøren Birgitte Shultzer og Lakha Lama kigger forbi backstages for at byde Ellen og jeg velkommen. Man mærker forventningerne tage til i takt med at salen fyldes med de 4000 deltagere, der har købt billet til begivenheden. Selv er jeg mere optaget af at få styr på de praktiske oplysninger, det er min opgave at videregive til publikum, end den nervøsitet, jeg først mærker få minutter inden Ellen og jeg skal på scenen.

Det løber som en ild gennem komandolinjen, lige fra PETs agenter, der diskret falder i med interiøret, backstages-arbejdere, Sebastian, Shaun og arrangører, til de lokale buddhistiske munke og Dalai Lamas egne sikkerhedsfolk: ‘Han er på vej, han er på vej’.

Man mærker suset, da vi går på scenen. Resten foregår i en lydløs bevægelse, og før jeg får set mig om, står Ellen og jeg sammen med de to oversættere, Anne Burchardi og Birgit Scott på række, mens Dalai Lama nærmest svæver ind og deler håndtryk ud.

Fra min plads bag scenen er det svært at høre præcist, hvad hans Hellighed siger. Hans engelsk er om end mere gebrokkent end mit. Men der er noget andet på færde. Noget uforklarligt. Talestrømmen afbrydes af og til af en befriende latter. En latter, der får 4000 mennesker til at le med. Mens oversætterne passer deres arbejde, gaber Hans Hellighed højlydt, vinker til publikum, gør tegn til en ældre dame, der er på vej til toilettet, inden han afbryder oversættelsen og fortsætter, hvor han slap. Så bryder han igen ud i latter. Den er ikke en afslutning på noget, den vil ikke afsløre noget eller nogen, den er befriet for sarkasme og evnen til at såre. Jeg ser i et glimt en lysende stråle, eller nærmere en spiralstige, der retter sig op mod himlen, mens tre hvide krystaller danser over Hans Helligheds hoved. Det er kun et glimt, men jeg forstår, at det er sådan den latter fungerer. Den peger op ad. Op mod Himlen.

Senere står vi opmarcherede ude bag ved, mens Dalai lama personligt hilser hver eneste af os. Nogle har gaver med til ham. Jeg har ingenting. Så kommer jeg i tanker om, at jeg har medbragt et par eksemplarer af Lysets Lov på engelsk, og løber ind til min taske for at hente en bog, og når netop tilbage i samme øjeblik, som Dalai Lama vender sig mod mig. Jeg bøjer mig dybt, mens jeg rækker bogen frem mod ham. Vore øjne mødes, og i noget, der forekommer som en evighed, fortaber jeg mig i disse øjne, der som portaler fører ind til et sted hinsides tid og rum. Han griber mine hænder og jeg hvisker ham i øret, at bogen beskriver den aramæiske avatar Yeshua, og at bogen i øvrigt krones af et citat af Hans Hellighed selv. Han vender sig mod fotografen mens han holder bogen op, så alle kan se den. Jeg er fuldstændig fortumlet og i et øjeblik forsøger jeg at finde en grimasse der kan passe. Akavet. Så giver jeg slip, og inden jeg får set mig om, er han videre.

Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at man måtte tilbagelægge en uendelig lang rejse, såfremt man ønskede at bevæge sig uden for tid og rum. Min lærer, seeren Calle Miontsegur, måtte altid udenfor tid og rum, altså kontakte det Akashiske felt, for at hente sine indsigter, nøjagtig ligesom den amerikanske seer Edgar Cayce.

En dag viste han mig så, at tid og rum, er en menneskelig ’opfindelse’, et slør, vi har anbragt mellem os og den guddommelige virkelighed, fordi vi føler os intimiderede af vor egen lidenhed, af vor angst for at skulle tilbringe for lang tid i det multi-dimensionelle Lys, fordi vi i det pludselig ser alle vore fejl. Men denne guddommelige virkelighed er aldrig langt væk. Den er altid indenfor rækkevidde. Den er udtryk for en højere form for erkendelse, et højere bevidsthedstrin, en tilstand. Det handler blot om et valg. Hvilken virkelighed vælger vi?

Dette bevidsthedsplan er Yeshuas, det er Dalai Lamas, og det kan blive vort. Der er ingen begrænsninger for vore muligheder, bortset fra vor umodenheds storhedsvanvid eller ditto mindreværdskompleks. Men ALLE kan nå dette bevidsthedstrin, hvis vi tør. Svaret er om vi mestrer taknemmelighed, tålmodighed, tilgivelse, tillid, tjeneste, troskab, tydelighed, takt, tilstedeværelse og tavshed.

Når vi forstår hvor vigtigt det er at sætte pris på alt det, vi allerede har fået, i stedet for at beklage os over alt det, vi synes vi mangler, da vil dette bevidsthedstrin åbne sig for os. Når vi påtager os vores livsopgave, når vi tager vort kors på os, da finder vi frem til den sande ydmyghed i os. Da kan vi træde indenfor. Uden viden. Det er visdom. Fordi sand viden er mere end kolde facts. Visdom rækker længere end teorier. Visdom er tilstedeværelse. Visdom er absolut væren. Visdom er at vide hvem du er, hvor du kommer fra, hvad du laver her og hvor du er på vej hen. Visdom er medfølelse. Den udelukker ingen. Visdom byder altid de vækkede velkommen.

Næste dag. Samme procedure. På vej ned fra scenen efter første halvleg styrer han tilsyneladende lige imod mig. Da han er ud for mig løfter han armene og jeg træder ham i møde.

Hvad gør man?

Jeg kysser ham på det tredje øje.

Frokost.

Specielt inviterede sidder om samme bord. Dalai Lama sidder i vor midte. Det er uden sidestykke. Han fortæller, at han går i seng kl. 18:00 hver aften og står op kl. 2:00 for at meditere. Efter frokost, på vej op til scenen: ‘En smuk bog’ hvisker han, efter at jeg igen har kysset ham (jeg kan bare ikke lade være). ‘Den beviser, at Jesus er en af verdens største bodhisattvaer,’ siger han.

Senere siger en eller anden mildt irettesættende (eller måske for sjov?): ‘Man kan ikke kysse Dalai Lama!’. Jeg misforstår og svarer lidt for langt fremme i skoene: ‘Jo, jeg kan’. Først senere går det op for mig, at vedkommende mente at det var absolut upassende. At den slags ikke er god tone. Det kan godt være, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Dalai Lama forstod mine hensigter, ikke fordi det var mig, men fordi han et eller andet sted fornemmede, at han har været min helt siden jeg som konfirmand læste hans bog ‘Tibet – Mit land og mit folk’. Og det er NU, jeg har chancen, en chance, der måske aldrig opstår igen. Jeg er nødt til at vise ham min taknemmelighed på den eneste måde, jeg kender. Og så tror jeg, at han grundlæggende ikke bryder sig om alle de normer, der får os andre til at glemme, hvem vi er. Det var tydeligt, at Dalai Lama selv elsker det uforudsigelige. Han har sin egen uskyldige måde at bryde reglerne på, uden at nogen rigtig opdager det. Men Hans Hellighed gør det mere end mesterligt. Det er det, der er så rørende. Og inspirerende. Han er altid med os, han er der altid for dig.

En god ven, den norske instruktør Ole Bernt Frøshaug, fortalte under optagelserne til vores dokumentar om Lysets Lov, at da Dalai Lama for nogle år siden besøgte Norge, var en af hans første reaktioner, da han blev modtaget af norske munke og nonner: ‘Hvorfor klæder I jer som tibetanske buddhister og bygger stupaer, når I har Jesus. Tro ikke at det er et tilfælde at I er født og vokset op i et kristent samfund’.

Og det er præcis en af pointerne bag min bog ‘Lysets Lov’. Problemet er blot, at vi er nødt til at genopdage de hemmelige og dybe indsigter, som ligger gemt ikke alene de gnostiske skrifter, men også i Ny Testamente. Og det er psykologien bag Yeshuas aramæiske sprog, der er nøglen til disse indsigter, nøjagtig som tibetansk rummer en helt speciel nøgle til Buddhas indsigter. Der er så mange lighedspunkter mellem Buddha og Yeshuas visdom, men også en del forskelle. Og netop Shantidevas  ‘Guide to the Bodhisattva’s Way of Life’ er en bog, der ligesom Thomas a Kempis’ ‘Kristi Efterfølgelse’ altid har fulgt mig.

Under seminaret dæmrer det for mig. Hans Hellighed taler nu tibetansk i tyve minutter ad gangen. Derefter engelsk oversættelse, til sidst dansk. De danske oversættere gør det sublimt, men der, hvor jeg står, hægtes man let af. Men så pludselig er den der igen. Latteren. Den lysende stige der peger op, op, op. Jeg glider ind i en dyb meditation og ridder i slowmotion, men alligevel hvirvlende, hen over en tibetansk højslette på en mongolsk hest, mens bedeflagene blafrer fra Ami-chiri, Bjerget der gennemborer Himlen.Og himlen spejler sig i en sø, hvorpå en lotusblomst folder sig ud, en lotus, som jeg nu ser er mit eget åbne hjerte.

Da det hele er forbi, og alle har takket alle fra scenen, står jeg som i trance ved min plads ved trappen, uden at forstå, at det er meningen at også jeg skal velsignes af Hans Hellighed ved en speciel ceremoni ude på scenen, ligesom de andre, oversættere og arrangør. Til gengæld får jeg et sidste kram, inden han går videre, og forsvinder i Bella Sky’s elevator, med kurs mod en anden Himmel.

Stille, stille, hjertesol går ned. I stilhed svæver vi oplyste hjem, på Dalai Lamas helbredende latter.