Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 26. november 2015
Så er tidspunktet kommet, det tidspunkt, som jeg i årevis har udsat og udsat, fordi jeg troede på og håbede på, at den kirke, Folkekirken, hvori jeg både er døbt og konfirmeret, på et tidspunkt ville finde ind til Yeshua (Jesu hebraiske og rette navn). Desværre bliver det håb gjort mere og mere til skamme, senest i forbindelse med den præst, som er blevet fritstillet fra sit embede, fordi hun har vovet at lufte sin tro på reinkarnation. Folkekirken bevæger sig dag for dag længere væk fra den Yeshua, som både i sit eget og mit hjerte kan rumme ALLE, både syndere og toldere.
Jeg har i mange år undret mig over, hvorfor Folkekirken, i sine fortvivlede forsøg på at forny sig, har haft så svært ved at søge mod hovedstolen, mod selve kilden, altså den tradition, som Yeshua kom af. Vi bliver nødt til at forstå, at kristendommen, som vi kender den i dag, ikke blev opfundet på Yeshuas tid. Og måske er det i virkeligheden Folkekirkens problem. Den baserer sig på en senere version af Yeshuas lære, som kirkens mænd, i dels 325 og 500 år efter Yeshuas død og opstandelse, besluttede skulle være den ‘rigtige’ kristne tros grundlag. Det var først og fremmest politiske beslutninger, som lod en snæversynet teologi vokse frem og distancere sig fra Yeshuas lære. Og den har man så, som et tætsluttende låg, lagt over karret med det livgivende vand, som man ikke selv ønsker at drikke af, men heller ikke tillader andre tørstende at komme i nærheden af.
Når Yeshua siger ‘Følg mit eksempel, og I vil kunne gøre endnu større gerninger end jeg’, betyder det vel at vi som kristne bør tage opfordringen op? Altså, Yeshua helbredte mennesker og gav dem indsigt i altings sammenhæng. Han kendte til elementernes indvirkning på mennesket, til åndedrættets hemmelighed, uddrog onde ånder af de syge, og kendte til urternes kraft etc. I dag bliver naturens medicin og healing betragtet som alternativ.
‘I er alle Guds børn’, siger han et andet sted. Det må betyde, at han ikke er den eneste Guds søn, men at vi alle har samme muligheder som han. Det aramæiske bokhra, som er oversat ved enbåren, betyder retteligt førstfødte, udvalgt, enestående, men ikke i betydningen at være den eneste. Yeshua er altså i højeste grad en foregangsmand og inspirator, en slags storebor, der er kommet for at vise os vores muligheder.
Har vi helt glemt Yeshuas ord: ‘Himmeriget er inden i Jer’, og hvad disse ord indebærer?
Jeg fik min musikalske opdragelse i Folkekirken, da jeg som 14 årig, efter min søsters død, i stedet for at gå i skole søgte ly i Aarhus’ kirker, for der at forsvinde i Bach, Messiaen og Buxtehudes musik, når organisterne øvede. I mange år har jeg derfor følt, at jeg stod i gæld til Folkekirken. Men den gæld er nu udlignet.
I årevis har jeg gennem mine bøger og foredrag forsøgt at inspirere til rummelighed, blandt andet gennem udfoldelsen af Yeshuas esoteriske baggrund og lære set i lyset af det aramæiske sprog, som Yeshua talte, og det er faktisk i vidt omfang lykkedes overfor mennesker, der ligesom jeg selv er tørstige, men ikke velkomne ved Folkekirkens kar; men det er desværre i ringe grad lykkedes overfor den institution, som af berøringsangst er villig til endda at prisgive sine egne.
Spørgsmålene, der står tilbage, og som jeg mener enhver, der stadig er medlem af Folkekirken, bør stille sig selv er: Kan man i al evighed fortsætte med at tjene to herrer? Kan man fortsat være medlem af en institution, som stadig hviler på så fordømmende og snæversynede dogmer, og hvis forkyndere alt for ofte lyder som om de ikke selv tror på det budskab, de forkynder?
Kirken har giftet sig med staten, og de fleste kristne kalder sig nu kulturkristne. Det er en form for kristendom, der giver kejseren alt, så der end ikke er en krumme tilovers til Gud.
Jo, jeg har i Folkekirken oplevet gode forkyndere, der talte rent fra hjertet, men det er ikke mere nok til, at jeg fortsat kan deltage i opretholdelsen af hykleriet, snæversynet og fordømmelserne. Det er ikke kun templets forgård, der trænger en oprydning, det er selve kirkens helligste, dets forkyndelsesgrundlag og liturgien, der trænger til en kraftig revision.
Jeg er kommet dertil, at jeg ikke mere orker at deltage i debatten, hverken om reinkarnation eller hvad som helst andet, Folkekirken nu ikke kan rumme, men må blot erkende, at min tid i Folkekirken er forbi. Mit forhold til Yeshua er til gengæld så meget stærkere. Og den hånd, jeg oplevede, Han lagde på min skulder hin morgen i 1998, da jeg deltog i morgenmessen i Jesu Hjerte Kirke i København, mærker jeg stadig effekten af.
Jeg har i mange år – uanset dens mange begrænsninger og børnesygdomme – kunnet rumme Folkekirken. Men nu må jeg erkende, at den ikke mere kan rumme mig. Jeg kan ikke fortsat tjene to herrer og lade min Yeshuas budskab forkynde og samtidig fornægte de dybeste rødder. Jeg kan ikke mere forsvare den overfladiskhed og hjerteløshed, hvormed man søndag efter søndag postulerer at forkynde Yeshuas budskab.
Jeg gør mig ingen illusioner om, at dette brev afstedkommer andet, end at Folkekirken bliver et medlem mindre. Jeg vil blot bede til, at institutionen en gang vil blive i stand til at åbne sine døre og sit hjerte for den Yeshua, som var, er og altid vil være, og dermed også for alle os, dens forvaltere ikke vil kendes ved.
Lars Muhl
Ur-kristen
PS: For folkeoplysningens skyld, er jeg netop nu, sammen med den norske dokumentarist Ole Bernt Frøshaug, ved at lægge sidste hånd på en dokumentarfilm, ‘YESHUA – Lost in Translation’, som med udgangspunkt i mit mangeårige arbejde med det aramæiske sprog, vil vise hvordan dette sprogs bagvedliggende psykologi udgør den åndsvidenskabelige nøgle til Yeshuas esoteriske lære i Ny Testamente.
