Angående filmen ‘Seeren’ og tilgængelighed

Angående filmen ‘Seeren’ og tilgængelighed

Blogindlæg fra d. 18. august 2016

Her kommer en besked fra Lars Muhl, så det bliver lettere at forstå, hvorfor hans nye film ‘SEEREN’ desværre ikke er så tilgængelig.

Mange har skrevet og spurgt, hvorfor filmen ‘SEEREN’ ikke også kommer til Ålborg, Odense, Esbjerg, Sønderjylland osv. Andre forstår ikke, at en billet er så dyr.

Svaret er, at filmen er blevet til uden nogen former for økonomisk støtte. Den er ikke, ligesom andre film er det, underlagt den danske filmordning, hvor en film sagtens kan vises for halvtomme sale i biografer landet over, uden at de, der har lavet filmen kommer til at betale underskuddet. Sådan forholder det sig ikke med filmen ‘SEEREN’.

Den frihed, det er at være autonom filmmager, betyder, at det er undertegnede, der må leje en biografsal for at filmen kan vises, men også mig, der må betale underskuddet, hvis ikke salen er fyldt op. Endvidere skal der, hver gang filmen vises, betales rettighedsbeløb for brug af musikken etc. Dertil kommer selvfølgelig moms.

Jeg har i første omgang ikke tænkt, at filmen skal kunne streames eller kunne købes på DVD. Dels er der også store udgifter behæftet hermed, men jeg synes også, det er synd, hvis filmen bare ender på Youtube i en dårlig kvalitet, ligesom snart sagt alt andet.
Det er helt i Calles ånd, at man hver især må gøre en ekstra indsats for at få oplevelsen. Det er på en måde fantastisk, at ALT i dag er tilgængeligt. Det er bare trist, at det har afstedkommet, at man knapt nok ved, om man gider. Det er en tendens, der har udviklet en lammende slaphed og total mangel på opmærksomhed, der er i fuldstændig modstrid med filmens ærinde.

Hvis man ønsker, at filmen skal vises i Ålborg, Odense, Sønderjylland eller et hvilket som helst andet sted, så står det enhver frit for at arrangere en sådan forevisning. Man skal blot skrive til Jacob Kleberg på jacob@snowball.management og blive enige med ham om betingelserne. Det kan for eksempel være en forening med medlemmer nok til, at en forevisning kan lade sig gøre.
Jeg indleder enhver forevisning med et kort foredrag om filmen og hvordan den er blevet til.

Så der er altså ikke tale om tilbageholdenhed fra min side. Jeg synes kun, det kunne være fantastisk, hvis filmen vises så mange steder som overhovedet muligt.