Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 24. marts 2014
Der skrevet bøger, ja, afhandlinger om Brian Wilson, The Beach Boys og mesterværkerne Pet Sounds og Smile. I Danmark, hvor jeg er født og opvokset, udkom amerikanske artister i starten af1960’erne ofte et halvt til et helt år senere end i USA og England, så den første sang med BB, jeg hørte, var I Get Around i 1964. Og på trods af, at vi i efterkrigstidens Europa var blevet opdraget med alt Amerikansk, lige fra Davy Crockett og Walt Disney til Lucy Show, Frank Sinatra og Elvis, stod det klart, at lyden af dette nye band, The Beach Boys, var fuldstændig revolutionerende.
Dengang tænkte jeg ikke dybere over hvad der var på færde i BBs musik, som den manifesterede sig i det ene hit efter det andet, Don’t Worry Baby, Help Me Rhonda, California Girls, Barbara-Ann, Sloop John B og Wouldn’t It Be Nice for bare at nævne nogle få.
Så blev det 1967 og The Beatles var på vej mod uhørte højder, da der i USA skete noget, der på alle måder slog alt, hvad man nogensinde havde hørt før. The Beach Boys udgav singlen Good Vibrations. Det var ikke blot endnu en fantastisk Brian Wilson sang. Den var et statement fra en fremmed verden. Ikke mange var den gang bevidste om, at denne sang ikke blot var et mesterværk, men også noget så fremmedartet som det mest enestående forsøg på at finde Gud i nyere tid. Et forsøg, der så vidt jeg kan se, endnu ikke er blevet overgået, og som sandsynligvis aldrig vil blive det.
Det var først efter denne udgivelse, at jeg blev bekendt med Pet Sounds. Og enhver, der har forsøgt at aflure akkorderne til God Only Knows, ved hvad jeg taler om, når jeg nu siger, at man skal tilbage til Johan Sebastian Bach for at finde en lignende kompleksitet gemt bag en ligeså himmelsk enkelhed, som er tilstede i denne sang. Resten er historie, som man siger. De fleste er bekendte med The Beatles reaktion, da de første gang hørte Pet Sounds, og hvordan det inspirerede dem til at skabe Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band.
Til gengæld er det kun de færreste, der er bekendt med Brian Wilsons næste udspil, albummet Friends fra 1968, som udkom to måneders efter mordet på Martin Luther King og kun få uger efter mordet på Robert F. Kennedy. Måske havde amerikanerne andet at give sig til, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at netop det album, med de sange, de melodier og harmonier, i virkeligheden var hvad ikke alene USA, men resten af verden, havde brug for på netop det tidspunkt. Men kun de færreste registrerede det.
Trommeslageren i mit band Daisy havde en onkel, som havde en pladebutik. En gang imellem drog vi hærgende igennem butikken efter lukketid, og det var ved sådan en lejlighed, at vi hjemførte et eksemplar af Friends. Året var 1968, og det album blev vores musikalske opdragelse. Selv om Daisy spillede en helt anden slags musik, var vi alle fuldstændig bjergtagede af den sound og denne, uforklarlige stemning, som flød ud af højtalerne. Det var simpelthen igennem den, vi fik vores harmonilære.
Siden dengang har Friends fulgt mig overalt. Det er et af de få album, jeg kan spille igen og igen, uden nogensinde at blive træt af det. Som sagt var jeg i begyndelsen ikke klar over, hvad det er der på færde i BB’s musik. Det ved jeg til gengæld nu.
Brian Wilson har fra tid til anden selv pointeret det. Det var og er spirituel kærlighed, der drev og stadig driver værket. Det er én mands uforlignelige evne til at manifestere dét på jorden, som han hører i Himmelen. Men, det er også kombinationen af fem til seks stemmer i et kor, der var utænkeligt, såfremt blot én af stemmerne var fraværende. Beach Boys er på den måde, på det kunstneriske plan, tilsammen en af Guds mest perfekte skaberværker, der fortæller hemmeligheden om resten af skabelsen, at det, som den enkelte ikke kan udfolde alene, kommer til udfoldelse gennem diversiteten og fællesskabet. Carl Wilsons engleagtige klarhed er næsten ikke til at forstå, ligesom Al Jardines nærmest overjordiske ditto er lyden af ultimativ frihed, for ikke at tale om Dennis Wilsons hjertesplintrede råsødme, eller Mike Loves energiske jordbundethed. Det hele er tilstede i denne sound. Specielt fordi det hele, på et tidspunkt, blev kronet af Brian Wilsons fremmedartede instrument af en stemme, der frit var i stand til at bevæge sig fra en hvilken som helst dybde til en ditto højde, alt efter hvad der var behov for. Det er i dét fællesskab, at The Beach Boys musik får og fik vinger. Det kan høres på bandets albums fra sidst i tresserne til begyndelsen af halvfjerserne, Smiley Smile (som efter min mening stadig er mindst ligeså interessant som matricen Smile), Pet Sounds, 20/20, Wild Honey, Sunflower, Surf’s Up, Carl & ThePassions ’So Tough’ og Holland. Alle disse albums er aktstykker i dette vidnesbyrd om hvorfor The Beach Boys har skabt noget vor tids mest spirituelle musik.
Hovedbeviset er imidlertid førnævnte album Friends. Man kan undre sig over, at denne musik er skabt af mennesker, der har skullet gå så mange fortrædeligheder igennem, og for nogle af medlemmernes vedkommende, opleve så megen ufred og misbrug. Men det fortæller os jo blot, at vi mennesker har en personlighed at brydes med, og at det er igennem personligheden og bryderierne at vi udvikler vores evner som mennesker her på Jorden, mens vi gennem vores guddommelige side har muligheder for at nå GUD gennem musikken og fællesskabet.
Nu mere end 45 år efter sin udgivelse, er Friends stadig svaret på menneskets nødråb. Sæt den på og lad dens helstøbte, healende sound med de haikuagtige ord gennemstrømme dig. Så ved du, hvad jeg taler om. Det er ren spirituel kærlighed. Den er også fantastisk at spille for børn. Alle mine børn, papbørn og børnebørn synger disse sange fra hjertet. Beach Boys musik burde spilles alle steder, hvor der er brug for healing. For eksempel på hospitaler af enhver slags, eller i fænglser og på diverse institutioner, skoler inkluderet.
Selve albummet har kun en varighed på 30 minutter, men hvilke 30 minutter. Til gengæld kan Friends købes på CD sammen med albummet 20/20 for 80 kr. Det samme kan de øvrige nævnte albums, som også er sat sammen to og to for denne nærmest symbolske pris. Pet Sounds kan dog kun købes for sig selv, men til gengæld er man sikret noget af det ypperste musik for livet.