Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 18. november 2019
I et ultimativt forsøg på endnu en gang at hvidvaske 5G-teknologien har DR sat to unge journalister på opgaven. Det har resulteret i fem radioudsendelser, der er et mestereksempel på, hvordan man taler ned til borgerne og mildest talt pisser på vores intelligens. Det er faktisk rystende, at det er den slags DDR-journalistik, der efterhånden oftere er normalen end undtagelsen.
Allerede fra starten bekendtgør de to journalister, at de stort set er uden kendskab til teknologien. Det forhindrer dem imidlertid ikke i, allerede tidligt i udsendelserne, at gøre sig til eksperter i, hvem der er dygtige og tillidsvækkende forskere, og hvem der ikke er.
De to ønsker at klarlægge om 5G-teknologien er kræftfremkaldende, men glemmer helt og aldeles alle de andre lidelser, såsom hjerteproblemer, koncentrationsbesvær, søvnløshed, stress etc., 3G og 4G allerede er skyld i, ligesom man slet ikke beskæftiger sig med de danskere, der er ramt af EHS, en lidelse som er stigende.
De to journalister kaster sig over en 1500 sider tyk rapport, der taler imod 5G, og kalder den et resultat af cherrypicking og anklager den for at være biased, men undlader at gøre det samme med den forskning, der taler for 5G, som vel må formodes at kunne anklages for også at være biased og et udtryk for cherrypicking. Specielt når man ikke i udsendelsen beskæftiger sig mere indgående med de 230 internationale forskere, der har udfærdiget et advarende skrift mod netop 5G.
Man henvender sig til IPNIRC, en såkaldt NGO under WHO, for at forhøre sig om foreningens integritet. Det svarer stort set til at ringe til den indbrudstyv, der netop har tømt ens hjem for værdier, og spørger om vedkommende er kriminel. Enhver 9. klasse-elev ville forholdsvis hurtigt have afsløret, at IPNIRC er teleindustriens interesseforening i WHO. Men det kræver selvfølgelig at man letter den dertil indrettede og anstrenger sig en smule. Det kaldes dybdeborende journalistik, men det er åbenart ikke noget, man lærer på Journalisthøjskolen mere?
I Danmark har vi et princip kaldet inhabilitets-princippet. Da jeg i sin tid sad i sangskrivernes og komponisternes interesseforening DJBFAs bestyrelse og skulle bedømme legatansøgninger, måtte jeg selvfølgelig forlade lokalet, mens resten af bestyrelsen bedømte mine venners ansøgninger. Jeg var af åbenlyse grunde inhabil. Dette princip mener de to journalister ikke behøves at gælde, når man spørger en dansk forsker, der samtidig med at han jævnligt udtaler sig og citeres om 5G-teknologiens ufarlighed, også arbejder kommercielt for de store teleselskaber. Og dette på trods af at de to journalister rådfører sig med en dansk forsker, der netop beskæftiger sig med inhabilitets-området og som i udsendelsen kan fortælle, at inhabilitets-problemet i forbindelse med industri og forskere er omfattende og i stigning.
Midt i udsendelsesrækken bekendtgøres pludselig, at den danske forsker Christoffer Johansen har udtalt, at det er umuligt at bevise, at noget er ufarligt. What! Jamen, hvorfor så overhovedet bruge så meget tid på en forskning, der ikke kan bidrage med noget væsentligt i forhold til emnet? Uanset, hvor man i udsendelsen vender sig, konkluderes det, at der mangler mere forskning på området. Det store spørgsmål er, HVORFOR gør der det? Hvorfor har teleindustrien ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge teknologien, inden den markedsføres?
Det forholder sig med denne teknologi, som det engang gjorde med det danske drikkevand, der i årtier blev anset for at være det reneste i verden – lige indtil man begyndte at undersøge det for en række pesticider, man i ligeså mange årtier havde bildt den danske befolkning ind, ikke var farlige.
Hvis der er tvivl om 5G-teknologiens sundhedsskadelige virkning, skal denne tvivl selvfølgelig komme borgerne til gode. End of story! Alt andet vil være en forbrydelse mod befolkningen.
Hver dag kan man i medierne læse, at flere og flere danskere rammes af lidelser, man ikke ved hvor stammer fra. Der findes uafhængig forskning i udlandet, der undersøger cocktaileffekten af forskellige stoffer og teknologier. Noget af denne forskning peger på, at cocktailen tungmetalforgiftning og stråling fra mobiltelefoner, master etc. udgør et alvorligt problem for folkesundheden, og at der er en forbindelse mellem denne cocktail og stigningen af autisme, demens og lignende neurologiske lidelser. Men det er klart, at så længe man her i landet ikke engang vil anerkende, at der eksisterer noget sådant som tungmetalforgiftning, så er der lang vej til målet, med mindre at målet er at forvandle befolkningen til en apatisk masse af umælende får og hovedløse høns.
Hvorfor er der ingen medier eller journalister, der ønsker at beskæftige sig med dette?
Mit bud er, at HELE den danske befolkning er tungmetalforgiftet. Sandsynligvis af kobber og bly. Hvis man ønsker at få vished, om man selv er tungmetalforgiftet, kan man for cirka 1000 kr. få foretaget en test gennem Nordic Lab i København. Efterfølgende kan man så afgifte sig, hvis man ellers kan finde en læge i kongeriget, der har forstand på det.