Den Aramæiske Himmelbøn og Ildvognen

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 26. oktober 2009

Når man arbejder med den Aramæiske Himmelbøn og har gjort det længe, går det med tiden op for en, at hver eneste linie udgør en potent mulig åbning af æteren ind til højere bevidsthedslag.

I den kabalistiske tradition fortælles det, hvordan tre rabbinere hver for sig, med bøn forsøgte at sætte sig i Ildvognen og via den gennembryde sløret til andre universer. To af dem forbrændte sig i forsøget og mistede forstanden. Den tredje opnåede at besøge Livets Træs sfære, men bortset fra at verificere dette, forblev han tavs om oplevelsen.

Gennem A.M., som jeg mødte for to år siden dybt inde i Pyrenæerne, fik jeg at vide, hvad der i virkeligheden var hændt den før nævnte rabbiner. Når man træder ind på Livets Træs bevidsthedstrin, brændes personligheden op, og kun de, som i deres liv, har formået at leve op til ægte ydmyghed og at udvise taknemmelighed i alt, vil slippe fra sådan et besøg med livet i behold (og her menes liv i det hele taget og på alle planer). Den ovennævnte historie kunne være metafor for den lignelse Yeshjua fortæller i Ny Testamente, om den gode og den dårlige sæd, og hvordan alt ondt (uhensigtsmæssigt, usandt) vil forgå.

Udfordringen til alle os, der ønsker at være med til at tage det kvantespring, som der lægges op til i denne tid, og som er nært forestående er, at vi, når vi fx ønsker at benytte bøn og invokationer i vores bestræbelser, hver i sær og sammen gør vort bedste for at forstå, at nuets kraft handler om en ganske særlig form for nærvær, der må praktiseres og ikke blot tænkes. Vi er så vant til, i vores del af verden, at blot vi forstår alting med hjernen, er den hellige grav velforvaret. Men den intellektuelle forståelse alene, udgør blot det første lille skridt på vejen frem til Ildvognen. Ja, fra det intellektuelle standpunkt alene, er vi ude af stand til overhovedet at se bare skyggen af noget, der kunne pege i den rigtige retning. Intellektet og den rent mentale tilgang er måske i virkeligheden vor tids største forhindring for at vi kan løfte os fra det rent teoretiske til et praktiserende inderligt plan.

Først når den dybeste forståelse, Hjertets vished, bliver virkelighed, kan vi gøre os forhåbninger om at træde ind i forkammeret. Nærvær, dedikation, selvransagelse, vished om egne bevæggrunde, er nøgler, vi ikke kommer uden om, hvis vi vil gå Ildvognens vej.

Opofrelse er den sidste forudsætning for at kunne sætte sig til rette i vogen, men i skrivende stund er vist ikke mange af os for alvor klar over, hvad sand opofrelse i virkeligheden indebærer. Så mindre må gøre det indtil videre.

Alle mystiske bønner og invokationer har flere lag. Ligeså Den Aramæiske Himmelbøn, som jeg har forsøgt at fortolke i flere af mine bøger, senest i ‘Det Aramæiske Mysterium’, men med størst held i min bog ‘Maria Magdalene’, hvor vi følger MMs fyrre dage i ørkenen. og får et eksempel på hvordan HImmelbønnen kan anvendes dag for dag.

Når Himmelbønnens første slør fjernes, afsløres et nyt bevidsthedsplan og en række indgange til finere vibrerende energi. Og der er god grund til at fordybe sig i fortolkning nummer to.

Himmelske Ophav
Du som er overalt.
Velsignet være Din hellige vibration (SHM)
Tænd i os Din klarheds ild
Her og nu i al evighed.
Åbn vore hjerter for medfølelsens kraft
Og løs os af de bånd, vi binder os selv
og hinanden med.
Led os ud af vildfarelse
Lad os hvile i det højere Selv
så vi kan være ét med Dig.
Tilgiv os og lad os tilgive
indtil vore handlinger er ét
med Dit hellige øjeblik.
Amen

Hver eneste linie kan bruges som sædtanke- og følelse for en meditation. Arbejder man i en cirkel (som beskrevet i ‘Det Aramæiske Mysterium’), kan man bruge sætninger fra bønnen, man mener passer bedst til situationen.

Når man i første omgang læser teksten, og efterfølgende ønsker at implementere den i en meditation, er det vigtigt at læse hver linie isoleret og hengive sig til en dyb granskning af den faktiske betydning, samtidig med at man er opmærksom på den betydning, som måtte gemme sig bag det tilsyneladende.

Ord er taknemmelige. Det kræver sober omgang med sproget. Ikke mange tekster kan stå for en nærmere analyse. Ord kan inspirere, men det er op til os som fortolkere, at løfte dem ud af det trivielle. Ligeså når vi læser og efterfølgende mediterer.

Nærvær, nærvær og atter nærvær. Dvæl ved hvert eneste ord. Smag på den enkelte sætning. Før essensen derhen, hvor du har brug for den. Lad teksten være det guddommeliges spejl, og lad hjertet være universets tindrende krystal.