Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 10. august 2021
Min første ud-af-kroppen-oplevelse havde jeg i 1969 i Tel Aviv, da jeg var med bandet Daisy på turné i Israel. Det var dagen før hjemrejsen, og jeg var i byen for at gøre de sidste indkøb til turen. På vej tilbage til vores lejlighed satte jeg mig ved en fortovscafe for at nyde en sidste kop kaffe. Pludselig hørte jeg et kort smæld, der kom fra midt på issen, som når man trækker en prop op af en flaske, samt en shysss-lyd, der kan sammenlignes med lyden fra en computer, når man i dag sender en e-mail. I samme sekund fandt jeg mig selv hængende cirka 20 meter oppe i luften, hvorfra jeg kunne se mig selv sidde nede på Ben Yehuda Street med min kaffe. Mens jeg hang deroppe, følte jeg ikke noget, jeg VAR en dybere forståelse af, at det liv, eller den inkarnation, vi befinder os i netop nu, blot er et øjeblik i forhold til vort virkelige liv, der strækker sig over mange inkarnationer, og vil fortsætte i al evighed. Ikke nødvendigvis her på Jorden, men i andre galakser, i andre universer, og på andre, højere bevidsthedsplaner.
Anden gang jeg havde en ud-af-kroppen-oplevelse skete, da jeg i 2006 var på vej hjem fra Montségur-bjerget i de franske Pyrenæer. Jeg havde netop overstået en travl sæson og befandt mig uden for den nordfranske by Dijon, da jeg vågnede efter at have ramt autoværnet med 140 km i timen. I det samme følte jeg, at jeg blev løsrevet fra kroppen og kastet fremad i rasende fart gennem en hvid tunnel. Kroppen blev efterladt til sin egen fortvivlede kamp for at overleve i bilen, der, ifølge vidner, ikke alene rullede sidelæns rundt, men også slog frontale kolbøtter, inden den forvandt gennem et hegn og faldt to meter ned på en mark.
Da jeg kom tilbage til kroppen, skete det gennem kronen midt på issen. Igen med den samme lyd, som jeg havde oplevet i Tel Aviv mange år tidligere. Halvtreds meter væk stod bilen, sammenkrøllet i støvregnen, og det første jeg tænkte var, at jeg var død. Der herskede en forunderlig fredfyldt stilhed. Så løftede jeg blikket. Ti meter fra mig stod en ung pige, lysende og smilende. Om halsen havde hun et ligesidet kors. ‘Når du kan overleve dette, kan du overleve alt!’, sagde hun.
Så opdagede jeg den bekymrede tyske mand, der sad på hug ved min side. Han fortalte, at jeg selv var stået ud af bilen og havde lagt mig et par meter fra den. Han havde hjulpet mig længere væk, af frygt for at bilen skulle eksplodere.
Manden og den unge pige var på intet tidspunkt i kontakt med hinanden. Det var, som om den tyske mand slet ikke bemærkede hende. De sidste ord, jeg hørte, da redningskorpset kom for at hente mig, var den unge pige, der opmuntrende sagde: ‘Du skal ikke bekymre dig, der er taget hånd om alt!’. Det sidste, jeg så gennem bagruden af ambulancen, var hende, der storsmilende vinkede til mig.
På hospitalet kunne man konstatere, at bortset fra musklerne i min krop, der var så ømme, som havde de været udsat for ti omgange med Mike Tyson, havde jeg ikke lidt overlast. Redderne, der havde set bilen, fortalte, at det var et mindre mirakel, at jeg overhovedet havde overlevet ulykken.
For mig er der slet ingen tvivl om, at den unge pige var en manifestation fra et parallelt univers, eller fra et højere bevidsthedsplan. Jeg kalder hende ’min skytsengel’. Siden denne oplevelse har jeg følt hendes nærvær mange gange.
Verden over rapporteres der om ud-af-kroppen-oplevelser, som regel i forbindelse med nær-døds-oplevelser. Beretningerne herom er for det meste samstemmende. Alligevel hersker der generelt stor skepsis over for den slags paranormale hændelser. Således også hos neurokirurgen Eben Alexander, der gennem sit arbejde havde opereret mange patienter, der trods at have været erklæret døde, var vendt tilbage og kunne berette om de mest utrolige ting. Eben Alexander tilskrev imidlertid, ligesom de fleste naturvidenskabeligt orienterede mennesker, sådanne oplevelser til at være hjerneaktivitet, der som en overlevelsesmekanisme igangsættes af livstruende omstændigheder.
Så skete der imidlertid det, at samme Eben Alexander i 2008 selv blev ramt af en sjælden og aggressiv meningitis-form, et forløb, der endte med, at Alexander blev erklæret for hjernedød. Mod alle odds kom Eben Alexander tilbage til livet, hvor han kunne berette om, hvordan han havde oplevet at blive kastet tilbage til en form for mikrobeliv i mudder. Herfra påbegyndte han en rejse, op gennem sfærerne, indtil han omsluttedes af et lys og en bevidsthed, han senere beskrev som værende den bevidsthed, vi kalder Gud. Undervejs havde han en række bevidsthedsudvidende oplevelser, der blandt andet satte ham i forbindelse med en søster, han ikke var klar over han havde. Essensen af erfaringen har Eben Alexander beskrevet i sin bog ‘Til Himlen og tilbage’. Forklaringen om, at sådanne oplevelser blot er hjerneaktivitet, måtte skrottes. Man havde jo ved selvsyn kunnet observere, at der absolut ingen hjerneaktivitet havde været, mens Eben Alexander åbenbart var på ’rejse’ i en højere og ikke kendt form for bevidsthed, der ikke så ud til at være betinget af den fysiske krop.
I dag rejser Eben Alexander rundt i verden og holder foredrag om sin ’rejse’ til Himlen/Himmerige, og hvordan denne hændelse fuldstændigt ændrede hans holdning til, hvad et menneske er og hvilke skjulte evner og muligheder, det er i besiddelse af.
I mit arbejde med det aramæiske sprog, som var det sprog, Jesus talte, har jeg fundet dybere betydninger i nogle af de ord og begreber, som er tillagt Jesus i Ny Testamente. Blandt andet begrebet ‘Himmerige’. Hvad er det for en størrelse, og hvor befinder det sig? Det giver Jesus selv en anvisning på i Lukasevangeliet, hvor han fortæller, at Himmeriget er inden i hver enkelt af os.
Hvad indebærer dette?
For at forstå omfanget af dette udsagn, er man nødt til at ty til den aramæiske oversættelse.
HIMMERIGE på aramæisk lyder således: MALKOOTA D’SHMEYA.
MALKOOTA betyder Kongerige, eller nærmere DRONINGERIGE, mens D’SHMEYA direkte oversat betyder HIMMELSK.
Man er imidlertid nødt til at dykke dybere ind i ordene. Alle aramæiske begreber er udsprunget af såkaldte rod-ord. Roden for MALKOOTA er MLK, hvorfra også MALACHI (Engel, Budbringer) stammer. Rod-ordet for SHMEYA er SHM, som netop betyder LYS, BEVIDSTHED, IDENTITET (Det billede af GUD, hvori vi er skabt), LYD, LIVSKRAFT. Endelsen i D’SHMEYA = EYA, betyder SOM ER FOR EVIGT.
Altså, når Jesus fortæller os, at HIMMERIGET ER INDEN I OS, betyder det, at vi bærer rundt på en evighedskraft, en bevidsthed, der aldrig kan forgå.
Når vi forstår omfanget af sådan en indsigt, bliver vi nødt til at revurdere vores grundlæggende opfattelse af vores eksistens og hvilke muligheder, dette giver os. Vi er kommet langt med vores teknologiske opfindelser. Men i bestræbelserne på at løse alle problemer ad denne vej, har vi mere eller mindre vendt ryggen til menneskets egne iboende, skabende kræfter. Det er klart at for at favne sådan en indsigt, er man nødt til at have modet til at slippe mange af de gamle opfattelser, der fastholder os i gamle vaner og normer, og som begrænser de reelle fremskridt, mennesket er nødt til implementere for at løse de problemer, det har sat sig selv i.
Det er her religion eller spiritualitet i form af åndsvidenskab, kommer ind i billedet. Ikke religion, som vi kender den. Begrebet religion hedder på latin re-ligare, at gen-forbinde. Altså, der er for mig at se, tale om en proces, der indebærer en genforbindelse til den føromtalte bevidsthed, som også blev formuleret således af kvantefysikkens fader, Max Planck: ‘I mit arbejde som fysiker, har jeg erfaret, at der bag alt skabt befinder sig en overordnet intelligent kraft, som styrer alting’.
Måtte sådan en indsigt bringe nyt håb til menneskeheden og de beslutninger, vi tager fremover. At de ikke tages i frygt eller i panik, men i balance, velvidende, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi laver her, og hvor vi er på vej hen.
Et par links om nær-døds-oplevelser
Om Eben Alexanders nær-døds-oplevelse: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/hjernekirurg-sjaelen-er-udoedelig
Jayne Smiths nær-døds-oplevelse: https://youtu.be/vCOpzLBYeto
Foredrag med Eben Alexander: https://youtu.be/qbkgj5J91hE
Eben Alexander: ‘Rejsen til Himlen og tilbage igen’
Raymond Moody: ‘Liv efter Liv’
Lars Muhl: ‘Frihedens Øjeblik’
Raymond A. Moody, Jr. er en filosof, psykolog, læge og forfatter, mest kendt for sine bøger om liv efter livet og nær-dødsoplevelser, et udtryk, som han opfandt i 1975 i sin bedst sælgende bog ‘Life After Life’. Raymond Moodys forskning inkluderer tusindvis af mennesker, der har haft nær-døds-oplevelser, og forsøger at forklare, hvad der sker, når en person dør.