Artikel af Lars Muhl
I 2007 havde jeg en vision på det hellige bjerg Montségur i Pyrenæerne. I visionen befinder jeg mig i Jerusalem. Det er under dommedag, og byen er indhyllet i en hvid sky. Ud af skyen træder pludselig en gammel, mager, hvidhåret rabbiner. Han rækker en stor hvid bog frem mod mig, mens han siger: ‘Nu er det vist på tide, at vi åbner denne her.’
Siden min tidligste barndom har jeg været fascineret af jødernes skæbne og historie. Ikke mindst holocaust. I 1988 begyndte jeg at interessere mig for det aramæiske sprog, af hvilket arabisk og hebraisk udspringer. Dette studium førte direkte ind i studier af Kabbala, jødernes mystiske tradition. Enhver, der kender blot en smule til Kabbala ved, at man i starten af studiet føler at traditionen ikke er andet end slør på slør, gentagelser og banaliteter, der, finder man ud af senere, kun har den funktion, at sortere de useriøse studerende fra de seriøse. Det er sådan, at hvergang en Kabbala-skole er gået for langt i sine åbenbaringer af hemmelighederne, opstår der straks en ny, hvis hensigt er at genoprette et passende værn mod studerende, man mener, endnu ikke er værdige til at betræde de inderste rum.
Gennem mine studier fandt jeg, at der var alt for mange gentagelser, alt for mange slør, og alt for mange dogmer, der havde rod i en tankegang, der ikke mere var tidsvarende. Tanker, som i nyere tid havde fundet vej gennem okkulte kredse i Europa, som The Golden Dawn etc., men som, forstod jeg senere, var en sammenblanding af traditioner, som i grunden intet havde at gøre med den sande Kabbala. Jeg var, af samme grund, ved at opgive at trænge dybere ind i traditionen. Den opfattelse forandrede sig den dag, da jeg læste en lille bog med den vidunderlige titel: ‘The Thirteen Petalled Rose’ af en for mig ukendt rabbiner, Adin Steinsaltz.
Jeg havde ikke læst mere end en side i forordet, før jeg var klar over at her var en kabbalistisk bog, som adskilte sig fra alle andre kabbalistiske bøger, inklusive de kabbalistiske klassikere, jeg havde kendskab til. Jeg læste bogen i én mundfuld og var dybt bevæget. Hvem var denne Adin Steinsaltz. Svaret fik jeg hurtigt på internettet. Steinsaltz var åbenbart en af verdens mest anerkendte rabbinere. Ja, New York Times kaldte ham endda en af århundredets viseste mænd. Steinsaltz havde udmærket sig ved at være den første i nyere tid, der havde oversat og kommenteret hele den babylonske ‘Talmud’, oversat og kommenteret det kabbalistiske værk ‘Tanya’, samt skrevet en lang række bøger om etik og livet i al sin mangfoldighed.
Under en rejse til Israel, spurgte min kvinde, Githa, mig om, hvem jeg mente rabbineren i min drøm var. Uden at betænke mig svarede jeg: ‘Adin Steinsaltz’, idet jeg pegede på mit eksemplar af ‘Den Trettenbladede Rose’.
‘Så lad os ringe ham op’, svarede hun.
‘Det er umuligt, det kan I godt glemme alt om’, var det gentagne råd, vi fik fra Githas israelske veninder.
‘Steinsaltz er ikke en person, men et begreb. Han er elsket af alle, der ønsker fred og frihed, men hadet af de ortodokse, og han er ikke en, man sådan bare får foretræde for. Det ville svare til, at jeg prøvede at opsøge jeres droning Margrethe i Danmark. Nej, vel, det kan man bare ikke.’
Nu kender jeg Githa godt nok til at vide, at det netop er sådan et svar, man aldrig skal give hende, for det animerer hende blot yderligere til at gennemføre det umulige.
Det tog Githa ti minutter at finde Steinsaltz i telefonbogen. Det var hans kone, der tog telefonen.
‘My husbond is on the university. You can call him on this number.’
Det var med sommerfugle i maven, at jeg lidt senere trykkede nummeret og ventede i noget, der mindede om lysår. Endelig, langt om længe, blev røret taget.
To dage efter kørte jeg ind i Jerusalem og fandt 6 Harav Iraki street i bydelen Nahlaot. Det viste sig, at Steinsaltz havde sit helt eget center The Steinzaltz Center. Der var en livlig trafik af unge studerende ind og ud af centeret. I forhallen blev jeg modtaget af en sekretær, der bød på vand og frugt.
‘Rabbi Steinsaltz is having a class’, forklarede han. Jeg var som paralyseret, og sad blot og holdt øje med den dør, bag hvilken begrebet Steinsaltz i dette øjeblik var ved at øse af sin visdom. Men inden jeg fik set mig om, stod en lille hvidhåret mand foran mig og rakte sin hånd frem mod mig.
‘Welcome’, sagde han på umiskendeligt jiddish-engelsk.
Lidt efter sad vi på hver sin side af det kæmpemæssige skrivebord i hans kontor. Lugten af piberøg var ikke til at tage fejl af. Han gik straks i gang med at stoppe en majspibe. Jeg lagde mærke til at hans skæg var misfarvet, nøjagtig ved det sted over munden, hvor han satte piben til rette, mens han bappede veltilfreds som en baby, der sutter på en flaske med mælk.
‘What brings you here?’ spurgte han, mens hans øjne slog smut bag et sæt stærke brilleglas. Jeg forklarede ham om min begejstring for hans bog, om min fascination for jødernes historie, om mit ønske om måske at finde en lærer i ham.
‘Er De en af disse Madonna-kabbalister, De ved, rød tråd og alt det der?’
Det var tydeligt at det ikke var en kabbalistisk fornyelse, Steinsaltz var særligt begejstret for. Jeg forklarede, som sandt var, at den amerikaniserede version af kabbalaen bestemt ikke var min kop te.
Efter at jeg havde fremført mit ærinde, sad vi i stilheden, og det føltes som skulle han bruge lidt tid til at se mig an. Så sagde han:
‘De må undskylde, hvis jeg går over stregen, men jeg fornemmer, at De på Deres egen måde selv er en præst. Der er ingen tvivl om, at De har haft flere jødiske inkarnationer før Deres nuværende. Derfor føler De en dyb tilknytning til Israel. Men der er en vigtig grund til, at De ikke er født ind i det jødiske i Deres nuværende liv. De skal ikke begrænses af at være tilknyttet en bestemt religion.’
Hans ord overraskede mig ikke det mindste. Kun det, at han talte helt frit om reinkarnation kom bag på mig.
‘Er det at være tilknyttet en bestemt religion da en begrænsning’, spurgte jeg nysgerrigt. Dette var noget andet, end jeg havde forventet.
‘Både og’, svarede han med et bredt smil, ‘al religion udgør en fare for at udvikle fundamentalisme. Men det er klart, at der inden for alle religioner findes udøvere, der er klar over fundamentalismens frygtelige begrænsninger, men som alligevel finder den rette vej indefor den pågældende religion.’
‘Har jøderne en bestemt opgave i verden, siden jøderne kalder sig Guds udvalgte folk?’
‘Ja, det har de. Alle folkeslag og alle religioner har en bestemt opgave. Jøderne var udset til at være menneskehedens religiøse ceremoni-mestre. Det var ikke kun jøderne, der modtog Guds bud gennem Moses på Mount Sinai. Det var alle verdens folkeslag. Desværre har jøderne misforstået deres opgave. Derfor har det jødiske folk måttet gennemgå så mange trængsler. Det er det, vi forsøger at råde bod på her på centeret, vi ønsker at gøre de nye generationer af jøder forståeligt, hvori deres sande opgave ligger.’
‘Hvori består det ceremonielle?’
‘Det har altsammen noget med tro at gøre. Ingen tror på noget mere. Jo, på penge, på renten, på materialismen. Det er der intet nyt i. Lad mig fortælle Dem en sjov historie. Den handler om en af Deres egne landsmænd, Niels Bohr, en af århundretes største fysikere. En dag fik han besøg af en studerende, der til sin forbavselse konstaterede, at den store videnskabsmand havde en hestesko hængende over sin dør. På et tidspunkt i deres samtale, spurgte den studerende, ‘Undskyld professor Bohr, men De tror da vel ikke på overtro som hestesko?’ hvortil Bohr svarede: ‘Nej, er De rigtig klog unge mand’. Den studerende var forvirret. Bohr fortsatte: ‘Men jeg har hørt at det skulle virke alligevel, uanset om man tror på det eller ej.’
Det var tydeligt at det morede Steinsaltz at fortælle historien, selvom han sikkert havde fortalt den et utal af gange.
‘Ser De, det er kun de største videnskabsmænd og præster beskåret, at have modet til at oppebære en sådan form for åbenhed. Alt bevæger sig. Hele tiden. Vi kan blot følge med. Vi opfinder intet. Vi kan kun observere. Vi kan modtage. Og i bedste fald transformere. Opmærksomhed er en bøn i sig selv. Hvis ikke vi kan se gennem verdens slør, forbliver vi blinde. Og hvis vi ophører med at gøre forsøget, dør vi.’
Han stirrede intenst på mig, som for at aflæse ordenes virkning på mig. Så fortsatte han:
‘Det er nøjagtig som med Templet, hvilket mange jøder forventer snart skal blive genopbygget på Moriahbjerget. Jøderne ønsker deres helligdom tilbage. De har glemt, at det Helligste af det Helligste aldrig kan forgå. Det vil for altid være dér, hvor det i sin tid blev etableret. Ikke nødvendigvis som en fysisk foranstaltning, men det fysiske er jo dog også kun en bleg skygge af den åndelige manifestation. Det helligste er hævet over det verdslige og det mondæne. Det kan intet bygningsværk ændre. Templets overordnede design, i alle dets detaljer fra den ydre gård til de rituelle objekter og kar, udgør en form for projektion af de højere verdener ind i vor verden. Hver eneste del af Templet kan, set fra et særligt synspunkt, opleves som værende homogen med en lang række ikke fysiske verdener. Eller sagt på en anden måde, Templet er en symbolsk model af Ildvognen; og det Helligste af det Helligste er stedet, hvor den guddommelige manifestation åbenbares, ja, det er selve kontaktpunktet eller centrum for de forskellige verdener og forbindelsesledet mellem ét eksistensplan og et andet. Det Helligste af det Helligste udgør derfor ét specifikt og guddommeligt punkt i vor verden og i andre verdener, samtidig. Derved er det udelukkende underlagt lovene uden for tid og rum. Der var ingen, på nær ypperstepræsten, der havde lov til at betræde dette sted, og det kun på Forsoningens Dag. Så uanset hvor end stedet for Templets opførsel befinder sig, er det dét sted, i al evighed, hvor guddommelig forbindelse kan oprettes, uanset om den fysiske bygning står der eller ej.’
Lyden af den gamles stemme forstummede, men syntes at efterlade sig en mystisk åbning til de højere verdener, han netop havde omtalt.
‘Men, jeg har aldrig helt forstået meningen med, at jøderne påstår at være et af Gud udvalgt folk’, indskød jeg.
‘Jøderne er bestemt et udvalgt folk, men det er alle andre folkeslag også. Problemet er blot, at jøderne helt har glemt den opgave, de er udvalgt til at udføre. Husk, hvad profeten Esajas skriver: ’Mit hus skal være et bedested for alverdens folkeslag’. Som sagt, Israels 12 stammer repræsenterer i virkeligheden samtlige Jordens folkeslag. Men, det er jøderne, der blev udset til at være præster og ceremonimestre i det tempel, som de en dag håber at kunne opføre på Moriahbjerget. Et tempel for alle religioner, for troende som ikke-troende.’
Én ting var sikkert, Adin Steinsaltz var ikke nogen helt almindelig ortodoks rabbiner. Jeg tvivler dog på, at hans tanker nyder opbakning alle steder i det jødiske samfund. Men i mine ører lød hans ord som myrra.
‘De skriver også om engle i Deres bog.’
‘Ja, engle er en fast bestanddel af vores verden. Det er fordi man i jeres del af verden ignorerer englenes tilstedeværelse, at visse dele af kristendommen i dag tilbyder dens menighed en hul religion. De kristne har glemt, eller er uvidende om, at Yeshua var en rabbiner fra Judæa, og som sådan var han selvfølgelig bekendt med englenes virkelighed. At de fleste jøder ikke betragter Yeshua som værende deres messias, betyder ikke, at han ikke var en transformerende kraft, for det var han. Men han var, efter vor mening, ikke den eneste.’
Jeg kunne ikke rigtig greje, om det generede Steinsaltz at tale om Jesus. Jeg skiftede emne.
‘Hvordan blev ‘Den Trettenbladede Rose’ til?’
‘Jeg er ikke stolt af at sige det, men den blev nærmest kanaliseret. Stoffet kom så at sige ned fra oven. Jeg indtalte hele teksten på min diktafon, på én gang. Senere blev den afskrevet direkte, stort set uden efterfølgende rettelser eller tilføjelser. Det er kun i de senere års udgaver, der er kommet et supplerende kapitel til. ‘Den Trettenbladede Rose’ er en meget speciel bog. Det ser ud til, at den finder frem til flere ikke-jøder end til jøder. Den har åbenbart en egen magi, der bevæger mennesker på en helt anden måde, end mine andre bøger. Der er svært at forklare. Jeg ved for en gangs skyld kke, hvad jeg skal sige.’
Tilsidst spurgte jeg ham: ‘Hvad i Deres arbejde sætter De højest?’
Han skiftede pibe og begyndte at stoppe den, mens han grundede over mit spørgsmål. Så sagde han:
‘Jeg har altid været optaget af det hellige øjeblik. At se det udvide sig og omfatte alt. Engang gik jeg efter højdepunktsoplevelser, men på den måde overså jeg alle de små, ubetydelige øjeblikke ind imellem, som i grunden er de vigtigste, fordi de er forudsætningen for de første. Der var engang en 12-årig dreng, der opsøgte mig, for at få et råd. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fortalte ham. Ikke et eneste ord. Jeg kan knap nok huske, hvordan drengen så ud, eller hvor mødet fandt sted. Mange år senere opsøgte denne person mig. Han var i mellemtiden blevet voksen, og fortalte, at mit råd havde reddet hans liv. Men den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad det var for et råd, jeg gav ham. Men, jeg forstår nu, at netop det øjeblik, hvor jeg med forsynets hjælp befandt mig på det rette tidspunkt, og åbenbart gjorde en forskel, måske er det vigtigste øjeblik i mit liv. Ser De, jeg tillagde det ikke dengang særlig betydning. Med årene er jeg begyndt at forstå, hvordan alting hænger sammen og skaber enhed. Men det kræver al vores opmærksomhed og al vor overbærenhed, ikke mindst med os selv, for at forstå, hvor vidtrækkende en sådan erkendelse er.’
Han smilede:
‘Nu forstår De måske, hvorfor jeg ikke altid er populær blandt de meget ortodokse jøder i Israel?’
Rabbi Steinsaltz fulgte mig til døren, hvor vi tog afsked. To en halv timers audiens var til ende.
‘Giv mig et ring næste gang De besøger Jerusalem.’
Ude i haven, plukkede jeg en gren af en ukendt buskeart og lagde den ind i mit nu velsignede eksemplar af ‘The Thirteen Petalled Rose’.