Close
Døren til den fjerde himmel

Døren til den fjerde himmel

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 5. december 2010

Om vi vil det eller ej, bevidst eller ubevidst, vil det nye år åbenbare en dør, menneskeheden som helhed aldrig før har trådt igennem.

Hvor fører denne dør hen?
Fra det gamle til det nye.
Ind til det, vi kun kan forstå som fjerde og begyndelsen af femte dimension, som vil vende op og ned på alle gamle og hidtil vedtagne formler for, hvad vi opfatter som normalt.

Uanset om man ønsker at træde gennem denne dør eller ej, vil man fremover komme til at leve med følgerne af at denne dør nu åbnes. Det vil sige, at det lille selvs, egoets julelege en gang for alle bliver synlige. Uanset hvilke illusioner, egoet hidtil har gemt sig bag, står disse illusioner for fald. Dette gælder selvfølgelig også alle os, der mener at have fundet det sande og mere eller mindre føler os frelste eller hævede over alle dem, som ikke har haft travlt med at formulere en spirituel levevis eller et ditto livssyn. Alle er vi i den situation, at vi må være rede til at opgive en hver illusion, som udgør vores vante forestilling om virkeligheden, selv de sindrige konstruktioner om op-og nedstegne mestre, englehierakier samt diverse esoteriske sandheder, uanset hvor bekvemme de end måtte tage sig ud.

Når vi træder gennem den nye dør, vil vi træde ind i en virkelighed, hvor vi ikke mere kan gemme os bag det lille selvs beskyttende og begrænsende vægge. Hvis ikke vi allerede har udviklet vinger, vil det på alle planer være tvingende nødvendigt, at vi folder de vinger ud, vi har, for vi vil ikke mere have fast grund under fødderne.

Hemmeligheden bag alt dette er, at vi selvfølgelig ikke har noget at frygte, og at uanset hvad vi skal gennemgå, er det kun for det fælles bedste. Alt står til at skulle forvandles, selv den helligste ko.

Og mennesket befinder sig på jordplanet for at forvandle. Vi er alle potentielle forvandlere, der skal forvandle mørke til lys, materie til ånd, larm til stilhed, distance til nærvær, vrede til omsorg, sorg til glæde, og had til kærlighed.

Den såkaldt gode gamle hygge må langt om længe lade livet for livets skyld.

Spredt rundt i Gralstrilogien, i Det Knuste Hjertes Visdom og Det Aramæiske Mysterium, vrimler det med oplysninger om alt dette.

Jeg ønsker alle læsere her på sitet samt alle venner og kolleger en fredfyldt jul og et transcenderende nytår, med tak for alt, hvad I har givet i året der gik. Uden jer ville intet være muligt.

Life is short, break the rules. Forgive quickly,
kiss slowly, love truly, laugh uncontrollably,
Live with gratitude and peace in your heart.

Bless You

Lars