Anmeldelse af Lars Muhls bog ‘Lystrilogien’ af Ib Asmusssen

Anmeldelse af Lars Muhls bog ‘Lystrilogien’ af Ib Asmusssen

Artikel af journalist Ib Asmussen, Ulbjerg, november 2020

Lystrilogien – tre profetier

Tre litterære bøger af Lars Muhl handler om at søge spiritualitet og agere nu.

Lige ved at være der. Denne følelse af næsten at kunne nå kvinden, der hele tiden forsvinder ud af periferien netop som hun bliver håndgribelig.
Sådan løber den røde tråd igennem de tre bøger ‘Zoé’, ‘Taxo Luma’ og ‘Lyset i et menneskes hjerte’ skrevet med mange års mellemrum af mystikeren og metafysikeren Lars Muhl.
I jagten på sit indre kvindelige væsen for at nå den rette spirituelle balance i livet iklæder forfatteren sig tre forskellige avatarer i sin efterstræben på dette flygtige begreb og er lige ved at gribe det, før det lige akkurat smutter som sæben i badekarret.

Tærskelvæsenet Zoé

Først i skikkelsen af den livstrætte rocksanger, som kun fornemmer lede ved sin flamboyante og overfladiske tilværelse. I ‘Zoé’ drager hovedpersonen afsted på en vandring ned gennem Europa i jagten på sin anima, som ifølge Jung er den kvindelige side i mandens ubevidste og repræsenterer det billede, han bærer i sig af den kvindelige natur. Først går jagten i sporet af den udstødte Herman Bang, senere et offer for den spanske inkvisition, inden et stykke musik af Olivier Messiaen skærper sanserne hos ham og sender ham i retning af frøken Simone Weil.
Hun er den kvindelige arketype. Uopnåelig for vor helt. Hun har ikke brug for nogen mand, men alle mænd har brug for hende. Hun ligger som prinsessen på bunden af mandens hjerte.

Lars Muhl har en forunderlig evne til at falde ned i og fornemme følelser og tanker hos den person, som han er i hælene af. Han kan sætte ord på deres fortvivlelse og angst. Som arketypen vandreren opsporer han deres modgang og problemer med præcision.

‘Zoé’ er en mystisk bog. Handlingen tager nogle vilde kvantespring og hopper fra sted og person, løber gennem begreberne jeg, han og hun, så man først bliver en smule rundforvirret, men holder man som læser tungen lige i munden, giver det hele god mening til sidst og går op i en højere enhed. Undervejs finder vor hovedperson et apokalyptisk skrift, en snarlig fremskrivning af vor tid, hvor helvede bryder løs, hvis vi som mennesker ikke snart vågner op og stiger ud af vor bevidstløse forbrugerjagt. Kapitlet, som er skrevet på Pathmos i år 0, er en moderne udgave af den lige så hårrejsende Johannes Åbenbaringer. Skriftet er et moderne wake up call med besk styrke.
Vores hovedperson vandreren møder på sin tur ned gennem Europa også sit andet jeg, nemlig Zoé. Han/hun er vor mands spejling og kan se direkte igennem ham. Han/hun kan med få ord pille manden fra hinanden og se hans motivationer og hensigter, så han ligger tilbage på gulvet som en våd klud. Han/hun fortæller den skinbarlige sandhed. Dette forunderlige tærskelvæsen giver manden lov til at slippe fri i egen søgning efter en dybere spiritualitet, og det er den store forløsningen i bogen.

‘Zoé’ er skrevet i 1995 og slår mange af de toner an, som Lars Muhls senere og omfattende forfatterskab beskæftiger sig med. Her kridtes stregerne skarpt op til, hvad senere vil komme.Som læser kan man ikke andet end forbavses over, hvor langt Lars Muhl allerede her er nået i sit eget åndsarbejde. Man støder for eksempel på Sankt Serafim af Sarov, en russisk helgen, der kommunikerede med naturen (gerne i form af en bjørn).
Seeren fra Andalusien, Calle de Montsegur, tog Lars Muhl til sig, efter at have læst netop ‘Zoé’.

Taxo – krads som sandpapir

Smak op i fjæset får man i ‘Taxo Luma’ historien om pigen Taxo, der har en særlig evne og bliver så grumme misforstået. Hun må igennem fysisk fornedrelse og psykisk fortræd, før hun finder sig selv og overgiver sig til sin opgave. Historien kradser som sandpapir.
I første tredjedel af Taxo Luma tegnes et grumt sort-hvidt billede af vort samfund. Selvom handlingen foregår i en ganske nær fortid, er parallellerne ikke til at tage fejl af. I horisonten hober kriserne sig op. Et stort krak har lige fundet sted, og et nyt er uafvendeligt på vej.
Samfundet er stramt styret, uden at folk gør indvendinger, for de er bedøvet af fjernsyn og tom underholdning. Man befinder sig i en evig jagt på adspredelse.
Selv Europas kulturelle elite er fanget i dette paranoide kollaps, hvor ånd er fordrevet med frygt. I Lars Muhls optik er disse mennesker ‘…så bedøvede af magtens og de elitære positioners eufori, at de i sig selv udgjorde den forhindring, der var skyld i, at alt dette næppe nogensinde ville blive anderledes.’
Karikaturen er ætsende og hvas, men ind imellem også overvældende morsom i denne profetiske spændingsroman, hvor handlingen går over stok og sten, og man næppe tør lægge bogen fra sig. Vor hovedperson hedder Barato Beinoni, og undervejs på sin flugt fra myndighederne må han forbi Café Mannegat i Europas hovedstad Metropol Cent. I cafeen vrimler det med selviscenesatte bohemer, kunstnere, journalister og fantaster. Altså mænd, der udtrykker deres maskulinitet for fuld hammer, og det er stærkt underholdende at kigge med på. Man må le højt og ryste på hovedet.
Sandheden, ubehagelig og fascinerende, som den er, beskrives bedst af folk, der tør trodse normen, og det gør Lars Muhl konstant i ‘Taxo Luma’.

I bogen finder forfatteren det tunge skyts frem, når vi taler om spiritualitet og åndsvidenskab. Faktisk lægger han alt frem på bordet, hvad han ved om livets hemmeligheder. Barato Bienoni bliver et eksempel til efterfølgelse. Hans forløb er næsten en anvisning i praksis. Gør som ham, og du opnår at beherske ildvogns teknikken. Det vil sige, at du bliver i stand til at opløse tid og rum.
Bogen er rystende, men også givende og inkluderende.
Centralt og glødende i teksten står ordene: ‘Bogstavet er intet værd, hvis ikke det kan levendegøres.’ Man må lige stoppe op i læsningen og fatte sig. Få øjeblikke senere får vi at vide, at hele verden er skabt af de lysende og vibrerende hebraiske tegn. Det må man lige læse igen. For hvad betyder det? Selvfølgelig at verden er magisk.
Påstanden om, at vi selv er med til at skabe universet i dette øjeblik med vore tanker, får en ny dimension i næste kapitel, hvor vi ikke bare skal tage vor reinkarnation for givet, fordi sjælsblomster vil snart blive fortæret af en rensende ild. Det er afgørende nu. Vær med eller forsvind. Det får næsten tonen af dommedag. Så stærk er tankens kraft.
Taxo Lumas slutning skal ikke afsløres her, men den indeholder alt det håb, denne verden kan mønstre.

Asaph Muzethis udfrielse

I ‘Lyset i et menneskes hjerte’ hedder forfatterens avatar Asaph Muzethi. Endnu en gang stilles ånd op mod materialisme, og det undersøges, hvad den dybere mening med livet er. Bogen peger frem mod, at hver enkelt af os begynder at praktisere det, vi er sat i verden for. Måske handler livet om at se muligheder i det, som vi troede var modstand.
Hvad kunne være mere fantastisk end en bog, som fortæller alt, hvad der er værd at vide? Det må være drømmen for en inkarneret bogelsker som Lars Muhl. Så det er lige præcis, hvad han tryller frem i ‘Lyset i et menneskes hjerte’.
Endnu en rejsende på denne jord, nemlig Asaph Muzethi, opsummerer alt, hvad han har erfaret i Asaphs Bog, som er en levende organisme i fortællingen. Den er bogen i bogen. Og den forandrer sig, efterhånden som læserens indsigt vokser.
Budskabet i Asaphs Bog er, at man skal lade intellektet være intellekt og i stedet begynde at tænke med hjertet. Slip livets drama, glem materialismen og bliv som Jesus så radikalt siger: ‘Vær mennesker, som går forbi.’

Ligesom Paulus, der på sin vej til Damaskus bliver omprogrammeret til at tænke på en ny måde, så han forvandles til den store kærlighedsforkynder, således opfordres læseren i bogen også til at begynde at se verden påny. Vi skal give slip på vores magelighed, der gør, at vi bare bevidstløst køber, forbruger og smider væk. Se indad og find den ultimative frihed. Man får også at vide, hvordan man via bøn kan åbne sit hjerte op og finde vejen til et rigt indre åndeligt liv. At begynde at gå hjertets vej og praktisere det i hverdagen.
Som hver enkelt menneske må vi lære at udvikle både de maskuline og de feminine aspekter i forening. Ellers fejler vi på vores vej.

Undervejs i Lars Muhls rejse til det hellige land manifesterer en Jesus-skikkelse sig, som forfatteren hele tiden er lige ved at indhente, men så smutter mesteren i sidste øjeblik. Også Hildegard von Bingen materialiserer sig i en halvvågen drøm og giver sit besyv med.
Endelig løber forfatteren efter Asaph Muzethi, men han forsvinder i menneskemængden på vej op ad Oliebjerget i Jerusalem. Han er i følgeskab med den tilbagevendte messias.
Det indviede menneske kan via sin intuition og kreativitet være med til at påvirke selve skabelsen, og det er dette kunstgreb, Lars Muhl bruger, når han glimtvis i ‘Lyset i et menneskes hjerte’ ser frem i tiden og forudsiger den førstefødtes meget snarlige genkomst. Han fremmaner øjeblikket på profetisk vis, og det er vor allesammens udfrielse.
Når man lægger Lystrilogien fra sig, kan man kun håbe på, at det sker snart. Det er det, verden trænger til.