Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 15. september 2021
De fleste har hørt om Sommerfugleeffekten. Det er teorien om sommerfuglen, der med sit vingeslag på den ene side af Jorden kan afstedkomme en orkan på den anden. Det er en tankegang, der har rod i taoismen. Hvis vi vidste, at alt, hvad vi mennesker foretager os, tænker, siger og gør – og nogle gange undlader at gøre – påvirker verden på samme måde som sommerfuglens vingeslag, ville vi være mere bevidste i vores gøren og laden.
Desværre har den misforståelse, at der ikke eksisterer en Gud (en overordnet højere form for Skabende Bevidsthed) eller et liv efter døden, afstedkommet, at mange mennesker ikke tillægger egen adfærd nogen større betydning. Man kan omkostningsfrit gøre, hvad man vil. Det drejer sig først og fremmest om en selv og ens nærmeste familie.
Andre mennesker er kun forbigående statister i et privat teaterstykke, så længe de tjener mine interesser og mit velbefindende. Spørgsmålet, vi må stille os selv, er, om vi er blevet så hjerteløse og følelsesløse, at vi ikke ænser de lidelser, vi på den måde, bevidst eller ubevidst, påfører andre?
Der er mennesker, der ikke finder det spor unormalt samvittighedsløst at udnytte andre, som kan stjæle og bedrage, samt lemfældigt omgå sandheden, uden at det rører dem det mindste. På samme vis er der desværre også mennesker, der bevidst eller ubevidst indtager offerollen for at opnå det, de ønsker. Generelt er det efterhånden normalt, at den kloge snyder den mindre kloge, hvilket som oftest betyder, at den samvittighedsløse udnytter den, som helt naturligt har tillid til andre, indtil det modsatte er bevist.
Der findes ligeledes mennesker, der ikke forstår, at den hjælp, de forsøger at pådutte andre, som ikke har efterspurgt en sådan eller simpelthen ikke ønsker denne hjælp, måske ikke udspringer af rene bevæggrunde. Ligesom offeret har gjort det til en vane at gebærde sig gennem livet ved at appellere til andres samvittighed og medfølelse, findes der ’mennesketjenere’, der manipulerer gennem altid at ville ’gøre godt’. Og bliver disse mekanismer eller strategier afsløret eller afvist, resulterer dette ofte i vrede samt nye emotionelle manipulationer. For begge mennesketyper gælder det, at der foregår en skjult kontrol af omgivelserne, som kan være svær at gennemskue.
Vores tid har frembragt en foruroligende mennesketype med sociopatiske og narcissistiske træk, der bevæger sig i alle lag af samfundet, men tilsyneladende føler sig bedst hjemme på de såkaldt bonede gulve, hvor deres maniske karisma fordrejer og forfører de let påvirkelige, som ikke aner uråd, før det er for sent. Man kan også finde sådanne mennesker i religiøse og spirituelle sammenhænge. Men uanset hvor man støder på dem, kan de som regel kendes på frugten af deres foretagsomhed. Meget godt er blevet udrettet af sådanne mennesker, men der ligger altid en skygge over resultatet, en skygge, som ofte betyder, at ’det gode’, som blev udrettet, i sidste ende kuldsejler, fordi der lå en skjult dagsorden bagved.
Dette er ikke en fordømmelse af personlighedsforstyrrede mennesker, men en advarsel til os alle om, at også vi må turde se dybt i os selv, fordi vi måske bærer på skjulte dagsordener, der udspringer af ikke-erkendte, egoistiske motiver. Igen og igen må vi turde spørge os selv, hvad det er, der bevæger os til at tale og handle, som vi gør. Hvad ønsker vi at opnå?
Vismanden og en af psykoterapiens fædre, Carl Gustav Jung, udtrykte det på denne måde: ‘En opblæst personlighed er altid egocentrisk og opfatter kun sin egen tilstedeværelse. Den er ude af stand til at lære af fortiden, begribe nutiden og drage de rigtige slutninger for fremtiden.’
Under nationale eller globale kriser kan en hel befolkning blive hypnotiseret af karismatiske ledere, der forstår at appellere til den laveste fællesnævner, som for eksempel frygt, og derved skabe løsninger og nye normer, som inden krisen blev betragtet som værende helt uacceptable. Først skaber man en krise, hvorefter man appellerer til borgernes moralske ansvarlighed, for derigennem at få dem til at godtage løsninger, der ellers ikke ville kunne gennemføres. Til det bemærker Carl Gustav Jung følgende: ‘Et stort samfund, der er sammensat af lutter fortræffelige mennesker, ligner hvad moral og intelligens angår, et stort, dumt og voldsomt dyr.’
Det er langtfra sådan, at det såkaldt ’normale’ altid er i overensstemmelse med den universelle og uskrevne Lysets Lov. Vi tager for givet, at flertallet altid har ret. Men hvad nu, hvis der har indsneget sig en kollektiv bedøvelse eller fortryllelse, sådan som verden oplevede det før, under og efter de to store verdenskrige? En sådan kollektiv bedøvelse fører som regel til fremmedgørelse i forhold til individets opfattelse af sig selv og omverdenen og dermed til en brudt forbindelse til Gudsbevidstheden.
Den amerikanske historiker Howard Zinn har i forbindelse med situationen i USA engang sagt følgende, som må siges stadig at være aktuel alle steder: ‘Civil ulydighed er ikke vores problem. Vores problem er civil lydighed. Vores problem er, at folk over hele verden har adlydt lederes diktater, og millioner er blevet myrdet grundet denne lydighed. Vores problem er, at folk over hele verden er lydige overfor fattigdom, sult, stupiditet, krig og grusomhed. Vores problem er, at folk er lydige, og at fængslerne er fyldte af småtyve, mens de store tyve leder landet. Dette er vort problem.’
Nutidens menneskes helt store udfordring er, at det må turde handle ud fra sin egen dybeste samvittighed, uanset at denne måske viser væk fra flokken. Enhver form for reaktion, der er afstedkommet af frygt, skaber dissonans i forhold til Gudsbevidstheden. Dette beskriver den jødiske psykolog Viktor E. Frankl i sin dybt bevægende bog ‘Psykologi og Eksistens’, der handler om hans tid som fange i koncentrationslejren i Auschwitz under Anden Verdenskrig, hvor krigen udenfor afspejledes helt ind på mikroplanet i overlevelseskampen fangerne imellem.
I bogen fortæller Frankl, at de fanger, som fandt overskud til at give af det lidt, de havde, til medfanger, som var tættere på døden end de selv, næsten alle overlevede rædslerne; mens de fanger, som så stort på enhver form for værdighed – og fuldstændig blottet for medfølelse var i stand til at tage det sidste tørre stykke brød ud af munden på en døende medfange, og allerede inden denne havde draget sit sidste åndedrag, tilegnede sig den døendes sko – som regel selv blev offer for egen forhærdelse.
Når et menneske ser stort på værdighed og medfølelse, afskærer vedkommende sig fra Gudsbevidstheden. I stedet for resonans er der skabt dissonans. Og dissonans svækker enhver form for stamina og livskraft. Omvendt forholder det sig med den, der har åbnet sig for Gudsbevidstheden og derfor resonerer i overensstemmelse med Lysets Lov. Fra sådan et menneske kan man ligefrem fornemme et forhøjet energi-niveau og af og til se den æteriske udstråling, der står som en glorie omkring det. Udstrålingen aktiverer skjulte potentialer i de personer, som dette menneske møder på sin vej, åbner hjerter og får ubalancer til at opløses. Eksistensen er i sig selv blevet til en levendegjort bøn.
Viktor Frankls beretning er et levende bevis på, at Gudsbevidstheden er virkelig, netop fordi mennesket, uanset de ydre omstændigheder, er i stand til at åbne sit hjerte og forbinde sig med Gudsbevidstheden gennem medfølelsen for et lidende medmenneske. Det er den samme hermetisk lukkede dør i nutidens menneske, der må, skal og kan åbnes. Menneskehedens overlevelse afhænger af, at en sådan hjerteåbnende proces lykkes, så også vi på et tidspunkt, med Nietzsche, kan sige: ‘Den, som ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.’
Spørgsmålet, som nutidens menneske må stille sig selv, er, hvorfor det er her netop nu? De, som har misforstået østens visdom og mener, at tilværelsen er en illusion, og at vores tilstedeværelse her derfor mere eller mindre skyldes en fejltagelse, har en stor overraskelse i vente.
Ja, vi er kommet her for at lære at danse, skabe, helbrede, elske, græde og le. Men det må aldrig ske på bekostning af andre mennesker eller andre levende væsener. Ægte uselviskhed er en tilstand, i hvilken alt og alle betragtes uden nogen reference til gevinst eller tab. Filosoffen og historikeren Thomas Carlyle udtrykker denne holdning om ikke at forlange noget af andre, af livet eller fra naturen på sin egen kompromisløse måde:
‘Bror! Den tapre mand bliver nødt til at give sit liv væk. Giv det, jeg tilråder dig – du forventer vel ikke at kunne sælge det på tilfredsstillende vis? Giv det væk, som et kongeligt hjerte, og lad prisen være ingenting. Således får du på den måde alt for det. Den heltemodige – og er ikke ethvert menneske, takket være Gud, en potentiel helt? – bliver nødt til at handle således, til alle tider og under alle omstændigheder.’
Enhver form for liv, der udfolder sig i universet, er guddommeligt. Den vise ødelægger intet, sårer ingen og beskytter ethvert levende væsens grundfæstede ret til at opfylde sin bestemmelse. Vi dræber småliv ved hvert ubetænksomt skridt og større liv med ethvert ubetænksomt ord. Der findes ikke den tankeløshed, der ikke påfører nogen eller noget smerte. Når vi elsker livet, er det let at være betænksom: Men når vi er ligeglade eller anser os for at være uretfærdigt behandlet, er vi mindre betænksomme. Den smerte, vi afstedkommer, returnerer til os, og vi må når som helst være rede til at stå til regnskab for vores skødesløse ubetænksomhed.
Jeg vil lade den taoistiske mester Chuang Tzu afslutte dette indlæg. I den forbindelse skal nævnes, at de første kristne kaldte sig selv ’De, som går Vejen’ med direkte henvisning til Jesu ord i Johannesevangeliet: ‘JEG ER Vejen, Sandheden og Livet’. I den taoistiske tradition betyder Tao bl.a. Vejen.
‘Den, i hvem Vejen (Tao) udfoldes uden hindringer,
skader ikke andre væsener med sine handlinger.
Alligevel oplever han ikke sig selv
som værende ’god’ eller ’omsorgsfuld’.
Den, i hvem Vejen (Tao) udfoldes uden hindringer,
er ikke optaget af egne interesser
og ser ikke ned på andre, der er.
Han anstrenger sig ikke for at tjene penge
og gør ingen dyd ud af at være fattig.
Han går Vejen uden at støtte sig til andre
og gør sig ikke til af at vandre alene.
Selv om han ikke selv følger flokken,
beklager han sig ikke over dem, som gør.
Rang og belønning frister ham ikke;
vanære og skam afskrækker ham ikke.
Han kigger ikke altid efter rigtigt og forkert
altid optaget af ’Ja’ eller ’Nej’.
Derfor sagde de gamle af dage:
’Den, som går Vejen (Tao-mennesket) forbliver ukendt.
’Ikke selv’ er det ’sande Selv’.
Og det største menneske er ingen.”
Uddrag fra Lars Muhls seneste bog ‘Frihedens Øjeblik’.