Close
Det Knuste Hjertes Madonna

Det Knuste Hjertes Madonna

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 18. april 2013

Fra en pilgrimsrejse til Syrien 2003.
Bilen hoppede hen over den hullede vej. Foran os kunne vi skimte det imponerende Saydnayakloster dukke frem i horisonten. Vi var på dertil for at deltage i den årlige fest for klosterets berømte Maria-ikon, Shaghoura, som slet og ret betyder ‘kendt’ eller ‘unik’. Ikonen er en kopi af en af de fire ikoner, evangelisten Lukas siges at have malet. Ikonen har mirakuløse egenskaber. Der går historier om pilgrimme, der har opsøgt den og er blevet helbredt for deres sygdomme. På dagen for den årlige fest siges den at have gunstig indflydelse på kvinder, der ikke kan få børn. Kvinderne overnatter i klosteret, og halfems procent af dem bliver efter sigende atter frugtbare. Klosteret er ifølge legenden placeret på det sted, hvor Noah plantede sine vinstokke efter syndfloden.

Da vi ankom, vrimlede det da også med mennesker, hvoraf langt de fleste var kvinder, der skulle overnatte i klosteret. Hver kvadratmeter i de lange gange var dækket af madrasser og sengetøj. I en af gangene var en flok beduinkvinder allerede i gang med festlighederne og alle, der passerede dem, blev drage ind i deres dans. En ældre kvinde greb fat i mig og svingede mig rundt i luften. Det var en fuldstændig overrumplende handling, som må have set temmelig komisk ud. Hun satte mig atter ned, men bibeholdt sit faste greb om min hånd; mens hun begyndte en række bevægelser, som mest af alt mindede om et frugtbarhedsritual. De andre kvinder dannede ring omkring os, mens de udsendte em serie uartikulerede hyl. Der var igen vej udenom. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke fik mulighed for at reflektere over situationen. Det var et veritabelt angreb på min distancerede og autonome holdning. NU måtte jeg slippe den, eller fremstå som en selvretfærdig stivstikker, der har nok i sin egen religiøsitet. Det blev en kort kamp, inden jeg overgav mig uforbeholdent til kvindernes dans og hyl. Den aften fik jeg danset mere, end jeg havde gjort i flere år.

Således befriet for mit vakkelvorne forsvar gled jeg ind i strømmen af mennesker, der var på vej mod det allerhelligste. Det er ikke noget tilfælde, at indgangen til det lille rum, hvor Den Velsignede Madonna hænger, er så lav, at man må bøje sig for at træde ind. Kropsholdningen svarer til den indre holdning, man må indtage, når man står i rummet, hvor så mange troende pilgrimme har bedt og overgivet sig. Rummet er fyldt med levende lys, og man skal ikke opholde sig ret længe der, før en gnist antænder en ild i hjertet. Uanset hvilken tro man bekender sig til, kan man ikke undgå at bevæges af dette sted, hvor så mange forhåbninger er placeret. Her står muslimer og jøder i kø med kristne. Her man ét for Den Eneste.

Efter en kort meditation ved ikonen, trådte jeg atter ind i menneskestrømmen, der førte gennem en åbning i den anden ende af rummet. I en lang gang mellem ikon-rummet og klosterkirken ventede et par sortklædte søstre, af hvem pilgrimmene fik overrakt en lille kuvert med væge til lys. Mens køen bevægede sig langsomt af sted, befandt jeg mig stadig i en kontemplativ tilstand. Mit hjerte var fuldstændig åbent. En dyb følelse af uforbeholden accept boblede op gennem mig og hensatte mig i en tilstand, jeg kun kan beskrive med det fortærskede begreb lykke.

Mellemgangen slog et knæk, og jeg havde netop rundet hjørnet og afsluttet min aramæiske bøn, da en tilskyndelse fik mig til at rette blikket til venstre. Der, i skyggen på væggen, hang en undseelig rød og gylden ikon forestillende Madonna med Jesusbarnet. Af grunde, som jeg stadig ikke er i stand til at give nogen plausibel forklaring på, trådte jeg ud af køen for at betragte denne ikon nøjere. Den viste sig at være det, jeg kalder en vulgær-ikon, hvilket blot betyder, at ikonen er en reproduktion. I tre timer blev jeg stående foran ikonen. Og pludselig fik jeg øje på det. Pludselig så jeg den symbolik, der var så åbenlys, men som alligevel til at begynde med havde været skjult for mig. Selve billedet var knækket, og brudlinjen faldt direkte gennem Madonnaens solar plexus. Hendes venstre hånd, hvormed hun bar barnet, befandt sig under linjen, mens hendes højre hånd befandt sig i hjertehøjde over linjen.

‘You seem to like this madonna very much’. Jeg vendte mig om. Det var klosterets øverste, Søster Theodora, og en anden søster, der henvendte sig til mig. Et kort, intenst øjeblik betragtede hun mig. Så løftede hun ikonen ned fra dets søm på væggen, kyssede og velsignede den, hvorefter hun overrakte den til mig. Sådan. Uden videre. Jeg var fuldstændig målløs. Søster Theodora brød tavsheden:

‘Vi fandt billedet i en krog her i gangen for halvtreds år siden. En eller anden må have tabt det eller smidt det her. En novice reparerede det og lavede denne smukke ikon, som et bevis på sin oprigtighed. Ikonen er døbt ‘Our Lady of The Broken Hearted’ (Det Knuste Hjertes Madonna). Den har hængt på denne plads i alle disse år. Pas godt på hende. Hvor end du bringer hende hen, vil hun passe på dig.’

Da jeg lidt senere blev fulgt til døren af en yngre nonne, kunne jeg se, at der var noget, hun ønskede at sige. Jeg stoppede op, for at indikere, at jeg var lydhør. Hun rømmede sig genert. Så sagde hun, mens hun pegede på min ikon, som nu var behørigt indpakket i groft papir:

‘Jeg synes du skal vide, at den unge novice, som fremstillede ikonen for halvtreds år siden, var Søster Theodora selv, da hun lige var ankommet hertil. Farvel’.

Hun vendte sig resolut, og skyndte sig tilbage. Jeg blev stående og så hende forsvinde ind gennem porten.