Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 24. februar 2015
I 2003 besøgte Anders Laugesen og jeg det nu krigshærgede Syrien. Et af de møder, der stadig står stærkest var mødet med en sufimester i Damaskus (se billedet). Jeg husker desværre ikke hans navn. Det var årsdagen for 9/11 og Anders spurgte mesteren hvad han mente om, at det var muslimer, der efter al sandsynlighed stod bag terrorangrebet i USA. Sufimesteren svarede prompte: ‘Der er én ting, jeg med sikkerhed kan sige dig, og det er at de, som er ansvarlige for den afskyelige og krysteragtige handling, hverken er sande kristne, jøder, hinduer, buddhister eller muslimer. For havde de været det, ville en sådan handling være fuldstændig umulig.’
Hvad er det så, der får en stor gruppe mennesker til at kalde sig muslimer, samtidig med at de ønsker at pådutte alle andre deres holdninger og tankegang i 2015?
Vi skal huske, at der var en tid, hvor påståede kristne, i Jesu navn forsøgte at omvende alverdens folkeslag til Kristendommen med vold. Men det er efterhånden længe siden.
Med løfter om at blive modtaget af 70 jomfruer i Paradis, lokkes unge mennesker til at vælge martyrdøden som selvmordsbombere eller terrorister. De, som lokker disse unge, tror åbenbart ikke så meget på dette Paradis, at de selv tilbyder sig.
Hvis disse unge var klar over, hvad der, i efterlivet, venter et menneske, som har taget et andet menneskes liv, er jeg sikker på, at ingen ville være i stand til at overtale nogen til at gå i døden som såkaldt ‘muslimsk martyr’.
Hvorfra stammer egentlig det bizarre ønske, at man med vold vil omvende andre mennesker, som ikke ønsker at blive omvendt? Hvorfor forliger man sig ikke med den mulighed, at vi alle, troende eller ikke-troende, kan leve side om side, mens hver i sær dyrker sin religion eller ateisme i fred og fordragelighed, uden at genere andre mens man gør det?
Det vil selvfølgelig også indebære, at man på alle måder respekterer andres tro eller ikke-tro. At man i ytringsfrihedens navn fortsætter den infantile og misforståede ‘kamp’ for ytringsfriheden ved at trampe på andres tro, er kun benzin på terroristernes bål. Det er lige nøjagtig det, der for disse mennesker legaliserer deres såkaldte ‘frihedskamp’.
Fordi man ikke selv er troende, kan man godt respektere at andre er det. Og hver gang man tegner Profeten, så er det IKKE terroristerne man krænker, men de muslimer, som aldrig kunne forestille sig at tage til genmæle.
Her i Danamark har vi ytringsfrihed. Med den følger også et ansvar. Dette ansvar indebærer at man forstår, at fordi man har retten til at såre, så går respekten for andres følelser og værdier forud for hævdelsen af denne ret. Desværre har vi ikke i Danmark nogen spirituel tradition. Vi har, nøjagtig ligesom jihad-krigerne, smidt vores Guds-forhold overbord. Og det er af denne åndløshed, had og krig opstår. Enhver kan påstå at være muslim eller kristen, enhver kan påstå at være et menneske, men hvis dette ikke kommer til udtryk i et respektfuldt, omsorgsfuldt, ansvarsfuldt og kærlighedsfuldt forhold til andre, uanset hvilken tro, hudfarve, seksuel eller politisk observans, disse end måtte have, så er og bliver man blot primitive barbarer.