Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 29. april 2013
Vi lever i en krisetid. Alle steder råbes der op om økonomisk krise, klimakrise, sundhedskrise, fødevarekrise etc. Kun få er tilsyneladende opmærksomme på den virkelige krise, vi befinder os i, og som er den direkte årsag til alle de andre kriser: den ÅNDELIGE KRISE. Det er udelukkende den, vi kan takke for den suppedas, vi har bragt os selv i.
Men der er håb!
Her og nu!
De fleste af vores problemer er opstået, fordi vi har glemt hvem og hvad vi er. Det betyder, at mange fuldstændig har mistet retning i livet, og hylder princippet om at enhver er sig selv nærmest. Derfor hersker ensomhed, håbløshed og lidelse.
Men, hvis vi f.eks. kaster et blik på den visdom, som forskellige bevidste mennesker har akkumuleret gennem tiden, forstår vi, at der er håb:
Tænk engang over, hvilken forskel det ville gøre, hvis alle mennesker vidste, at de er evige væsener, at kroppen er forgængelig, men at Sjælen er evig.
Tænk, hvilken forskel det ville gøre, hvis alle mennesker vidste, at der findes en universel lov, som alt levende er underkastet, en lov, der siger at ALT vender tilbage til sit udgangspunkt. Det vil sige at alt, hvad vi sender ud, på et eller andet tidspunkt vender tilbage til os. Så ville vi betænke os inden vi indgik i relationer og forretninger, hvor man udnytter andre menneskers svagheder, sygdomme etc. Så ville det være nærmest umuligt, bevidst at snyde andre mennesker, eller at gøre dem ondt. Det ville ikke være muligt, at nogen kunne udnytte jord, himmel, hav, planter, dyr eller andre mennesker i forretningsøjemed eller til egen fordel.
Tænk, hvilken forskel det ville gøre, hvis alle mennesker huskede på, at vi ikke kan tage noget med os herfra, når Sjælen forlader kroppen og tager hjem til sit udgangspunkt. Al stræberiet efter social status og materielle ting og sager, ville fuldstændig miste sin tiltrækningskraft, og vi ville begynde at se, hvilke værdier der var værd at opretholde og arbejde for.
Prøv engang at tænk på, at når vi ikke er her mere, så går der ikke længe før vi mere eller mindre er glemt. Andre har overtaget vor bolig, vort tøj er givet til Kirkens Korshær, alle vore elskede ting er spredt for alle vinde, hvis de da ikke bare er smidt ud. Ting og sager har ingen reel værdi. Og alligevel har vi gjort dem til det vigtigste i vore liv.
Tænk, hvis vi i stedet for at acceptere symptomdæmpende medicin, ville eliminere det, der er medvirkende til at mennesker bliver syge. Så ville alle fødevare blive fremstillet efter de bedste forskrifter uden tilsætning af giftige og kunstige fyldstoffer. Al landbrug ville være økologisk. Man ville igen anerkende urters, planters, vitaminers og mineralers forebyggende og helbredende virkning. Integreret medicin og energimedicin ville igen være helt naturlige dele af vort liv.
Tænk, hvis det ikke var nogen sygdom at være ked af det, at det igen blev legalt at græde og le, at kunne udtrykke ægte følelser, fordi det hører menneskets dybeste natur til at kunne udtrykke følelser. Når vi af forskellige årsager undlader dette, opstår lidelse.
Tænk, hvis alle børn fik muligheden for at lære om denne livets lov, så de havde et sandt grundlag at leve ud fra, med indsigt i Sjælen og dens dybe natur. Fysik og metafysik skulle gå hånd i hånd. I stedet for at undertrykke barnets medfødte spirituelle indsigt, blev den understøttet og fremelsket. Så ville der ikke mere være brug for at diagnosticere raske børn og ødelægge dem med medicin.
Tænk, hvis det pludselig var komplet uinteressant at spekulere i penge, aktier og økonomi.
Så ville der ikke findes økonomiske kriser, for økonomi ville ikke mere spille hovedrollen i nogens liv. Så ville vi få tid og resourcer til at beskæftige os med livets virkelige udfordringer, og kunne udforske og udfolde alle menneskets højeste psykiske og åndelige potentialer.
Ingen ville mere kede sig eller ville have behov for at skulle slå tiden ihjel med ligegyldigheder.
For ALT er forbundet med hinanden. ALLE indgår vi i et lysende net af BEVIDSTHED. Og når vi oplever at det kan være tungt at leve på Jorden, skyldes det udelukkende at vi ikke endnu har forstået det, som er beskrevet her i brevet.
Før eller senere er vi nødt til at forstå, at vi ALLE er i familie med hinanden, at vi er søskende på et helt grundlæggende plan. At vi ALLE kommer det samme sted fra og skal det samme sted hen, men at vore veje ikke altid følges ad. Livet er ikke en konkurrence, hvor vi skal sammenligne os med sidemanden. ALLE har vi hver vores unikke opgave, som, selvom den kan ligne andres, udelukkende er vort ansvar og derfor kun kan løses af os. Undlader vi at løse den, kommer der ikke nogen og løser den for os. Hvis vi overgiver os til vort overordnede formål og glemmer vores egne småligheder, får vi hjælp alle steder fra til at lykkes.
Selv oplever jeg det altid sådan, at det er, når min lille person blander sig i mit liv, at der opstår uklarhed og forvirring. Overlader jeg derimod tøjlerne til det højere Selv, som ikke har brug for anerkendelse og bekræftelse, ser jeg i stedet Lyset og alle dets muligheder.
Hvis vi turde stoppe op og tænke og handle livet om, ville det stadig være fyldt af udfordringer, men udfordringer med gaver inden i, som ville løfte os opad mod nye bevidsthedshøjder. INGEN ville mere nogensinde kede sig.
Himmelske Ophav, led mig fra det uvirkelige til det virkelige.
Led mig fra mørke til lys, fra uvidenhed til indsigt.
Led mig fra død til evighed.
Må der altid herske sand fred.
(fra Upanishaderne)
Hvis ikke nu – hvornår så?
