Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 19. marts 2014
18. marts 2014
Netop da jeg var på vej ind til Stilhedens Sted observerede jeg at Forstbotanisk Have åbenbart har fået nyt navn, for over indgangen stod med hvidmalede bogstaver ‘Fredfyldt Park’. Undervejs havde jeg praktiseret den aramæiske hjertebøn, med det bevidstgjorte åndedræt og mantraet ‘Inana Rakhma’ (Jeg er – Kærlighed).
Til at begynde med bemærkede jeg ellers ingen forandring, da jeg trådte gennem porten og ind i parken. Som sædvanlig styrede jeg hen mod Sunyatas sten ved den lille sø, hvor jeg altid sidder på bænken, der står lige ved bredden. Det var først da jeg sad der og mediterede, at jeg så at noget var forandret. Sunyatas Sten var der ikke mere. Jeg ville rejse mig op for at gå over på den anden side af søen for at undersøge stedet nærmere, men opdagede, at jeg ikke var istand til at røre mig. Der er altid stille på dette sted. Også selvom man ofte kan høre børns latter og leg fra skovbørnehaven tæt ved, eller en bil i det fjerne. Men i dette øjeblik var der stille på en måde, jeg aldrig før har oplevet på stedet.
Først da, efter at roen igen var faldet over mig, opdagede jeg at jeg ikke var alene, men at Sunyata og en stor gruppe andre ‘gamle venner’ omgav mig og at haven, ligeså langt jeg kunne se, var gennemstrømmet af et lys, som jeg ikke har ord for. Jeg kan blot sige, at jeg ikke før har følt mig så velkommen, så ‘taget ind’ og elsket som her/der.
Da forstod jeg, at dette øjeblik eksisterede uden for tiden, og at stedet ikke var Stilhedens Sted i Forstbotanisk Have, men det arketypiske Stilhedens Sted i ‘Evigheden’.
Da jeg kom ‘ud på den anden side’ var der gået en halv time, og Sunyatas Sten var tilbage på sin sædvanlige plads.
I nat fortsatte undervisningen på det arketypiske ‘Stilhedens Sted’, og jeg tror, at jeg nu forstår, at visse jordiske ‘steder’, med særlig betydning for den besøgende, er en form for afspejling af ‘himmelske steder’, som er en del af os, og som vi altid kan kontakte. Og på det ‘sted’ findes ingen ensomhed, ingen tomhed, men en fylde af lys og kærlighed, og hvor enhver af os bliver modtaget som en hjemvendt søn eller datter.
Nu kommer foråret. Og måske vi ses på Stilhedens Sted – i enten den ene eller anden version.