Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 13. maj 2020
Efter en række henvendelser, responderer jeg hermed på læsere og andre interesseredes opfordring om at beskrive min nye bog ‘Guds-formlen’ mere indgående. Det vil jeg hermed forsøge.
Det er vist nok gået op for de fleste, at vi befinder os i en tid, der er under stor forandring. Selvom at mange håber på at kunne vende tilbage til det, man kalder ’normale tilstande’, så rejser spørgsmålet sig, i hvert fald i mig, om der nogensinde har eksisteret noget sådant som ’normale tilstande’? Under alle omstændigheder mener jeg, at det kunne være sundt at tænke nærmere over, hvad man mener med begrebet ’normal’.
Ordet hentyder først og fremmest til det normsæt, der er herskende i et samfund. En slags uskreven lov om, hvad der er accepteret, og hvad der ikke er. Desværre er det også en slags uskreven lov, at disse normer baserer sig på nærmest fastfrosne opfattelser af, hvad virkeligheden er eller ikke er. I et normsæt er der sjældent plads til bevægelse eller fornyelse. Til gengæld har det mange fortalere og forsvarer. Og enhver, der falder uden for normerne, for eksempel gennem nytænkning, stødes ud af samfundet og bliver tit og ofte latterliggjort eller på anden måde marginaliseret.
Dette har også jeg erfaret, og uden at jeg skal beklage noget som helst og allermindst gøre mig til et offer for noget eller nogen, så er det en kendsgerning, at enhver form for nytænkning eller opgør med de gængse normer kræver en form for stamina, tålmodighed og tilgivelse, der kun er for åbne hjerter.
Mange lukker helt af, så snart de for eksempel hører ordet spiritualitet eller religion, uantastet at de samme mennesker er medlem af Folkekirken, er døbt og konfirmeret, lader deres børn døbe og konfirmere, uden at tænke over det misforhold, der er mellem normen, der byder dem at være medlem af en institution, de enten ikke kender indholdet af, eller som de alligevel tager afstand fra. Alt for ofte må jeg indse, at kritikere af mit arbejde intet kender til det, ikke har læst mine bøger, ikke har hørt mine foredrag, men udelukkende baserer deres opfattelse på de herskende og alt for ofte fastlåste fordomme om, hvad spiritualitet er.
Mit ærinde har altid været at dele mine mangeårige studier af de spirituelle og religiøse traditioner, men også at dele de praktiske erfaringer, jeg gjorde mig, da jeg var elev hos seeren Calle de Montségur, og erfaringerne der opstod efterfølgende.
Det undrede ofte Calle, når han betragtede verden og dens indbyggeres neurotiske tilstand, at vi uden videre accepterer, at vi, når vi entrer denne verden, stiller os tilfreds med, at vi her har besluttet kun at bruge det ene ben. Hver gang han nævnte det, så jeg billedet for mig, af os alle sammen, der hopper rundt med det ene ben bundet op. Han sagde tit: ‘Hvornår mon vi vågner op, og beslutter os for at bruge alt, hvad vi er blevet givet?’
Ja, hvornår mon vi vågner op og begynder at tage ansvar for vort eget liv her? Hvornår mon vi har modet til at anerkende, at vi besidder så mange flere kvaliteter, end dem der i dag karakteriserer et succesfuldt menneske? Hvornår mon vi indser, at en af hovedårsagerne til de lidelser, der hærger Jorden, er pengene og deres magt og vores ensidige optagethed af dem? Grådigheden har sat sit tydelige spor overalt i en sådan grad, at vi ikke mere kan stole på de institutioner, der blev oprettet efter 2. Verdenskrig, FN, WHO etc., institutioner, der netop blev oprettet for at sikre borgernes menneskerettigheder og fredelig sameksistens i verden. I dag kan vi konstatere at det industrielle og militære kompleks, som præsident Eisenhower advarede amerikanerne og verden imod i 1950’erne, siden har inficeret alle disse humanitære og fredsbevarende organisationer, nøjagtig som Eisenhower forudsagde.
Spørgsmålet er, hvad der kan gøres. Findes der en eller flere løsninger på problemerne?
For mig er der slet ingen tvivl om, at rejsen starter der, hvor vi hver især tør se dybt i os selv og stille os selv spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad laver jeg her? Hvor er jeg på vej hen?
Når et nyt menneske entrer denne verden, drages det straks ind i det ene drama efter det andet. Og sådan fortsætter det livet igennem. Vi er simpelthen potentielle drama-Queens og Kings alle sammen, og er vi ikke selv i stand til at skabe et drama lige nu, kan vi være sikre på, at der altid er en i nærheden, der kan. Det er min erfaring, at for mange menneskers vedkommende er det disse mange dramaer, der udgør selve livets mening. Jeg kender endda mennesker, for hvem tilværelsen ville forekomme direkte kedelig uden. Og det er da også rigtigt, at vi som individer kan lære meget igennem alle disse følelsesladede dramaer, men på et tidspunkt er vi nødt til at se i øjnene, at for at menneskeheden kan tage det næste skridt på evolutionens stige, er vi nødt til at hæve os op over dramaerne, som jo blot fastholder os i følelsernes vold og i lidelse.
Hver eneste dag fastholdes vi af de samme ensidige fortællinger om kriminalitet, vold, voldtægt og mord, der projiceres ind i vores bevidsthed gennem diverse medier og streaming-tjenester, og det i sådan en grad, at det ikke kan undgå at påvirke os som mennesker. Vi forhærdes umærkeligt og sammen med den opbyggede frygt efterlades vi underligt følelsesløse i forhold til de indre kræfter, vi selv er i besiddelse af, men som alt for længe har levet en usynlig tilværelse som en for længst glemt idé, i en afsides krog af vort sind.
Hvad er det for kræfter?
Det handler først og fremmest om vores måde at opfatte og forstå tilværelsen på. At opøve og at skærpe skelneevnen og begynde at helbrede de neuroser og traumer, vi slæber rundt på.
Det, jeg har at tilbyde, er en indsigt i, at ethvert menneske allerede ER oplyst. At vi hver især er såkaldt guddommelige væsener, der er her på Jorden af en ganske særlig årsag, og at denne er individuel fra menneske til menneske. Mit bidrag er at give en ny oversættelse af, hvad GUD er, og hvad det er for en kraft, dette begreb dækker over. Hvad det betyder, når vi i Første Mosebog kan læse, at vi er skabt i Guds billede.
Disse indsigter bygger på et helt livs spirituelle studier og erfaringer.
Hvis vi allerede er oplyste, hvad er så problemet?
Problemet er at vi, grundet livets før omtalte dramaer, aldrig giver os selv tid til at forene os med det enorme multiuniverselle potentiale, vi bærer rundt på. Og som sagt før kan man sagtens leve et helt liv med ydre succes, uden på noget tidspunkt at komme i nærheden af de kvaliteter, jeg taler om. Spirituelt arbejde består i at gøre rent bord. At få taget livtag med de personlige skygger, og ikke mindst personaen, det lille selv også kaldet egoet. For netop egoet er en tricky fætter. For det kan også tale om lys og kærlighed, kan sagtens yde hjælp til de fattige etc. – egoet har bare altid en skjult agenda med sine forehavender, og ønsker altid kompensation for enhver form for ’hjælp’ det yder.
Personaen består således af vores ofte falske opfattelse af os selv. Opgøret med personaen er derfor altid smertelig. Lige indtil at man slipper taget i de gamle virkelighedsopfattelser og dermed de herskende normer, og så at sige befrier sig fra dem. Det er den første kamp for frihed, der skal vindes.
De fleste mennesker, der opsøger mig, og som søger svar på eksistentielle spørgsmål, søger dem det forkerte sted. For at finde reelle svar på noget som helst, må man søge dem i svarenes verden og ikke i spørgsmålenes. Svarenes verden starter der, hvor intellektet og vores tredimensionelle verden hører op. Det er også der, den spirituelle verden begynder. I al for lang tid har vi mennesker forladt os på den kongstanke, at intellektet var menneskets ypperste erkendelsesapparat. Det er det ikke. Spørgsmålet er, om man som individ har modet til at slippe kontrollen og overgive sig til det højere Selv og dets intuition? Her hersker ingen begrænsende normer, fordi de ikke mere er nødvendige. Her kan man ikke ’regne den ud’ eller kontrollere noget som helst. Normer skabes som regel ud fra frygt. I det højere Selvs verden eksisterer der ingen frygt. Det er her klarheden hersker.
Hvordan opnår man som menneske sådan et skifte fra det lille selv til det højere Selvs verden?
I mine bøger, ‘Lysets Lov’, ‘SHM-Lyset i Mørket’, ‘Det Knuste Hjertes Visdom’ samt i min seneste lille bog ‘Guds-formlen’ deler jeg mine personlige erfaringer i måder og metoder, der er resultatet af 40 års spirituelle erfaringer.
I disse bøger tages menneskets enorme følsomhed og sensitivitet alvorligt. Et menneske udgør simpelthen det mest nøjagtige og vidtgående af alle måleinstrumenter i verden. Ingen former for kunstig intelligens vil nogensinde kunne komme bare nogenlunde på højde med de indre kræfter, mennesket besidder. Det skulle da kun være, såfremt menneskeheden tillader, at det falder endnu dybere, end tilfældet er lige nu. Og læg mærke til udtrykket tillader, for det er det, det handler om; hvad vi vælger at gøre, og hvad vi tillader, der skal ske med os.
Hvis vi var klar over, i hvor stort omfang vi påvirker vores omgivelser og skaber vores virkelighed gennem vores tanker, ord og handlinger, og derfor selv er i stand til at ændre en hvilken som helst fastlåst situation, så ville verden se anderledes ud.
Hvis vi vidste, at vi stort set hver eneste nat forlader vores krop og bevæger os rundt på andre bevidsthedsplaner, ville vi begynde at forstå rækkevidden af de kræfter, vi besidder, såfremt vi var i stand til at beherske dem.
Hvis vi forstod, hvilke selvhelbredende kræfter, vi besidder, og hvordan vi til enhver tid også kan kanalisere disse til benefice for andre mennesker, ville verden være et paradis.
Hvis vi kunne acceptere, at vi som individer er i stand til at kommunikere telepatisk med hinanden, ville de fleste af vores elektroniske opfindelser blive reduceret til det, de er: en gang primitiv tingel-tangel.
Hvis vi vidste, at vi hver gang vi overtræder den lysets lov, der står skrevet i ethvert menneskes hjerte, blot vanskeliggør livet for os selv, ville alle mennesker opføre sig empatisk og indfølende.
I en sådan verden ville det være utænkeligt at dyrke begrænsende idealer som: ’Den kloge snyder den mindre kloge’ etc. For man ville forstå, at alt det man sender ud, altid, på et eller andet tidspunkt, returnerer til en selv.
Første skridt på vejen må være at skabe den rette balance mellem intellekt og hjerte, mellem tanke og følelse, mellem maskulin og feminin. ‘Guds-formlen’ er i sig selv essensen af mine erfaringer på dette felt. Alle steder, uanset tradition, tales der om denne ligeværdighed mellem maskulin og feminin. Som Yeshua siger i Thomasevangeliet: ‘Når de to bliver til ét, da kan de flytte bjerge – da skal de gå ind i Himmeriget’. Og straks må vi huske os selv på, at den samme Yeshua i Lukasevangeliet minder os om, at Himmeriget ikke er et sted, men en indre tilstand i mennesket. Og det er dér, rejsen går hen. Ikke ud, men ind!
Spirituelle praksisser som bøn og meditation har udelukkende den funktion at forbinde os med dette indre potentiale. Bøn handler ikke om, at man vil have dit eller dat. Bøn fungerer som en kniv, der skærer sig igennem enhver form for indre støj, så det forhærdede hjerte kan genåbnes. Hjertet er således en metafor for det spejl, der må holdes pudset og klart, sådan at den engel, der en dag vil kigge forbi, kan spejle sig selv i det uden skygger af nogen slags.
‘Guds-formlen’ giver praktiske anvisninger på bøn, som værende passwords til højere bevidsthedstilstande. Det er bønner og invokationer, som jeg brugte i mine syv intense år som healer, så derfor kan jeg bevidne deres effektivitet.
Til sidst er blot at nævne, at bogen i sig selv er formet som en healende velsignelse, der er skabt til at bruge i enhver form for praksis og healingsarbejde. Spørgsmålet er blot, om vi har mod til at acceptere og tillade disse iboende kræfter at blive aktiverede? Hvad vil vi med vort liv? Det eneste vi jo kan være helt sikre på, når vi fødes er, at vi en dag skal herfra igen. Også det ser ud til at komme bag på mange. Som en ubehagelig overraskelse, fra hvilken ingen forsikring kan redde os.
Men vi kan forberede os. For det, vi kalder døden, er sådan set blot en overgang fra en side af tilværelsen til en anden. Og når vi en dag pludselig vågner op og indser, at vi befinder os på den anden side, vil alle vore jordiske bekymringer være fordampet som dug for solen.
Men en sådan forklarelse af mennesket er mulig her og nu for enhver, der indser at vedkommende selv indeholder svaret på ethvert problem og enhver lidelse.
Alt dette er essentielt indeholdt i ‘Guds-formlen’. At tage sig selv alvorligt som et spirituelt menneske er at tillade det højere Selvs tilstedeværelse i vort liv. At være i stand til at føle det indre lys vågne og mærke dets bestræbelser på at bryde ud af det forhærdede hjertes fængsel, fordi det må ud og virke frit, for at kunne være med til at helbrede en syg verden.
Hvad venter vi egentlig på?