Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 10. november 2013
I dag havde jeg fri fra foredrag og workshops, og besøgte et af mine yndlingssteder, Rudolf Steiners bænk i Hyde Park med udsigt op til Prinsesse Dianas tidligere bolig.
Parken vrimler lige nu med et hav af egern, der spurter hen over bølger af gule blade, lige så mange, som der er hjemløse og tiggere inde i city. På himlen over mig følger fugleflokke mystiske baner og skaber forunderlige formationer.
Det er et uubeskriveligt smukt sted med en intens atmosfære. Mens jeg sad der, kom følgende tanker, nogle af dem som svar på spørgsmål jeg har fået undervejs på turen:
Når vi bliver ramt af sygdom er det egentlig en form for helbredelse vi rammes af. Lidelse kan opløses gennem bevidstgørelse af sygdommens ophav. Ved, gennem vor egen lidelses meningsløshed, at påtage os andres eller hele verdens smerte, får vor egen smerte pludselig mening. Og måske var det det, Yeshua i virkeligheden ville vise os gennem korsfæstelsen.
Jord-planet er det sted af alle, hvor sjæle bedst kan lære om ubetinget kærlighed, tilgivelse, medfølelse og taknemmelighed. Det sker gennem erfaringer med bl.a. ensomhed, smerte, sorg, vrede og frygt. Gennem renselsesprocesser finder vi med tiden ud af at skære alt det væk, der ikke mere har betydning i vort liv.
Hver eneste sjæl er som en diamant. Den skal slibes for at kunne reflektere lyset. Jo mere mangefacetteret en sjæls-diamant er, des mere lys reflekterer den. En sjæl er interaktivt forbundet med alle andre sjæle, uanset hvilket plan disse måtte befinde sig på. Husk Yeshuas ord: Min Faders Rige har mange boliger, altså: Der findes andre bevidsthedsplaner og universer, hvor sjæle kan inkarnere på.
Det er altid spændende at eksperimentere med hvad man kan undvære: alle de tidsrøvende ting og sager, der bare skal få vores tid til at gå i en eller anden form for passivitet. Er jeg mon selv undværlig? Og hvad med min skinhellighed og selvretfærdighed?
Når vi forlader jord-planet, overtager en anden vort hus eller flytter ind i vores lejlighed. De fleste af vores ting og alt vort tøj bliver solgt eller givet væk til Kirkens Korshær. Livet går videre uden os, og efter kort tid er der måske ikke nogen, der tænker mere på os. Det er en forfriskende tanke, synes jeg, der giver høj energi. Sådan, tænke jeg, træder man ud af enhver form for tilhørsforhold eller slaveri af ting og sager. I virkeligheden ejer vi intet, og vi kan kun tage vores dyrt købte erfaringer med os, når vi en dag skal videre.
Når jeg tager livtag med mig selv om mine skygger, ja, faktisk hvergang jeg er i færd med at tage del i livet, går alting bedst, hvis jeg lader være med blande mig og blot giver det op. At opgive noget er at give det op til de højere kræfter. Det var Seeren, der lærte mig at man altid skal stole på sin allerførste indskydelse, altså den impuls, der kommer før enhver form for hjernespind. Når først intellektet begynder at blande sig, kompliceres alting unødigt, og egoet sætter straks i med sin sædvanlige hyletone. Der findes et stille rum lige der, hvor man lader sine fordomme og selvretfærdighed falde, en ren tilgang til alt det, man har brug for at vide i den aktuelle situation.
At lære at lytte indad, er som at gå på line. Det er et spørgsmål om balance. Er der mon lige nu balance mellem tanke, ord og handling?
Når jeg lytter, farves informationerne, jeg modtager, af mine fordomme, min frygt og det lille selvs narrestreger. Det er derfor der løbende skal ryddes op. Når man har nået det punkt, hvor man er ved at brække sig over sig selv, så tror jeg egentlig man har nået det sted, hvor man har de bedste forudsætninger for at forandre sit liv og kan opleve den der befriende glæde over at være et frit menneske. Vi vil ikke merel trækkes rundt i de små skos manege, uanset hvad den end udgiver sig for eller forsøger at lokke med.
Som Ghil sagde til mig ved morgenbordet for et par år siden, da han var seks år: – Ved du godt at der er sket noget forfærdeligt?
– Nej, hvad er da det? svarede jeg lettere foruroliget.
– Peleh er forelsket. Han er blevet ramt af Amors bil.
