Close
Godt Nytår

Godt Nytår

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 26. december 2014

HVIS IKKE VI, HVEM SÅ? – HVIS IKKE NU, HVORNÅR SÅ?

Et nyt år, og dermed nye muligheder.

Måske er det tid til at tage Einsteins berømte ord til efterretning: ‘Vi kan ikke løse problemer med den samme tankegang, som skabte dem’, og at tage dem til os.

Hvad er det, der definerer vort liv andet end en håndfuld normer, der i højere grad udtrykker normsætternes angst og begrænsninger.

Tænk, at vi lever i en tid, hvor det nærmest er en sygdom at være ked af det, og hvor man straks udstyres med en diagnose og medicin, blot fordi vi er i stand til at have følelser, der er helt naturlige for et menneske. Det er klart at medicin kan være nødvendigt i en akut situation, men det er aldrig løsningen på vores problemer.

I stedet burde vi se samfundsnormerne efter i sømmene, og begynde at bryde de mønstre, der har holdt os fanget i begrænsninger i årevis. Se f.eks. dette link og lad det være en inspiration til at træde ud af begrænsningerne: http://fun.mivzakon.co.il/Video/entertainment/10044/10044.html

Børnenes julekalender ‘Tidsrejsen’ er netop afsluttet. Serien har været udsat for massiv kritik, fra blandt andet kristne, der ikke mente at kalenderen var kristen nok. Jeg anser mig selv for at være lidt af en Jesus-fan, og har beskæftiget mig seriøst med Jesus-skikkelsen i det meste af mit liv. Og jeg mener, at ‘Tidsrejsen’ måske er en af de mest ‘kristne’ julekalendere, der nogensinde er blevet produceret. Den viste at man sagtens kan promovere det kristne kærlighedsbudskab uden at nævne Jesus ved navn, eller uden at rødklædte nisser behøves at være en del af plottet. Enhver kan påstå at være kristen, kun få kan efterleve kærlighedsbudskabet. Kritikken afslører endnu engang, hvor overfladiske vi i virkeligheden er.

Alt det, kan heldigvis ændres. Jesus mission var at sætte mennesket fri, ikke at binde det til blind tro på dogmer, man ikke har noget personligt forhold til. Jesus sagde: ‘Følg mit eksempel og I vil kunne endnu større gerninger end jeg’. Hvad var det han gjorde, som vi kan gøre efter? Jesus var healer, normbryder, elsker, frihedskæmper, mystiker, visonær, profet og et selvstændigt tænkende menneske, der besad en enestående medfølelse for sine medmennesker, en kvantefysiker, der kendte den universelle Lystets Lov, som gennemstrømmer hele vor tilværelse, og det var denne frihedens lov, han indviede mennesker i, så de forstod at ALT er interaktivt forbundet, og at alt hvad vi gør, har en konsekvens.

Et nytårsfortsæt kunne være: Hvorfor udsætte forandringerne til imorgen, når vi ligeså godt kan begynde NU?