Lad os rejse os af sygesengen – Vi er raske!

Lad os rejse os af sygesengen – Vi er raske!

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 15. marts 2020

Verden har lagt sig på sygesengen. Corona-virussen er på krigsstien. Måske er dette en indlysende mulighed for os til at gennemtænke, hvem vi i virkeligheden er, hvor vi kommer fra, hvad vi laver her, og hvor vi er på vej hen? Måske er dette en kærkommen mulighed for os til at tænke over, hvordan vi indtil nu har brugt vort liv, og hvordan vi ønsker at bruge det fremover. Hvilke værdier som måske ikke mere skal spille så stor en rolle, og hvilke værdier der burde gøres mere plads til.

Måske har vi haft ALT for travlt. Så travlt, at vi ikke et eneste øjeblik har givet os den gave at stoppe op og tænkt over, hvor vi egentlig var på vej hen?
Vi ønsker os alle et godt liv for os selv og vores nærmeste. Men måske har vi ikke haft tid til at definere helt præcist, hvad vi mener med ’et godt liv’?
Vi har gennem de seneste par hundreder år opbygget et samfund, der nu fuldstændig er markedsbaseret. Det vil sige, at det er pengene og økonomiske interesser, der sætter dagsordenen. Det betyder, at vi lever i et af de lande i verden med den højeste levestandard. Alligevel ser det ikke ud til, at det på et overordnet plan har gjort os lykkeligere, ja, vel nærmere tværtimod. Vi er på mange måder blevet mere utilfredse, mere kyniske, mere selviske, men på en yderst sofistikeret måde.

Vi har statsmænd og kvinder, der ofte bruger store ord, bag hvilke der kun sjældent er reel dækning. Der tales som oftest ned til borgerne. Ikke alene fra politisk side, men også fra TV og diverse medier. Det er som om, man derfra mener, at danskerne har tilsidesat evnen til at tænke selv og til at være i stand til at tage ansvar for sig selv.
Lige nu hersker Corona-virussen, eller nærmere sagt frygten for den. Og frygten ser ud til at være vor tids værste virus. Der hersker en dommedags-stemning, som ingen rigtig tør udtale: Lever vi i de sidste tider?
Det er op til os.
Det er os, der bestemmer, hvilken vej den nuværende situation kan vendes.

Vi lever i et land, der igen og igen besynger ytringsfriheden. Alligevel er der emner, vi ikke kan tale om i Danmark. Et af dem er menneskets iboende spirituelle kraft. Problemet er blot, at de kristne teologier, der toppede med tressernes teologer, ikke formåede at hæve sig over det eksistentielle og intellektuelle niveau. Også der overtog den markedsorienterede pragmatisme den religiøse fakkel, der vel siden næsten er døet helt ud.

Med kvantefysikken er der imidlertid opstået en helt ny teologi, som godt nok kun teoretiserer om altings sammenhæng og om holografisk bevidsthed, som mange af antikkens mysterieskoler havde opnået viden om gennem erfaringer med spirituel praksis. Disse praksisser satte dem blandt andet i stand til at arbejde med non-lokalitet og morfisk resonans.
En sådan mysterieskole var Lysets Vogteres universitet ved Det Døde Hav. Disse mennesker er i dag kendt som Essæerne, den gruppe af religiøse mænd, der var ophavsmænd til Dødehavsskrifterne. Siden fundet af skrifterne i 1947 er der dog fremkommet en del mere viden om disse mysterieskole-grupperinger.

Man tør næsten ikke nævne Jesu navn i den forbindelse. Ja, ikke i nogen som helst forbindelse. Også det er et paradoks. Vi lever i et selverklæret kristent land, men kan nærmest ikke tale om hverken Jesus, Himmeriget eller Helligånden, uden at blive betragtet som mere eller mindre sindsforstyrrede.
Og DET, at vi ikke kan tale om disse ting, ER problemet. Det er hverken Jesus, Himmeriget eller Helligånden, der udgør noget problem. For hvis vi forstod hvad Ny Testamente egentlig indeholder af kostelig indsigt i menneskets muligheder, ville vi kaste alt andet til side og begynde at tage vores egen religion alvorlig.
Måske er her noget, jeg kan bidrage med. Siden 1980’erne har jeg studeret det aramæiske sprog, som Jesus talte. Kender man ikke til dette sprogs bagvedliggende psykologi, er der simpelthen alt for meget i Ny Testamente, man ikke forstår. Det er det, jeg lige siden 80’erne har arbejdet med og forsøgt at formidle til dem, som er interesserede. I min bog ‘Lysets Lov’, har jeg forsøgt at vise, hvordan det aramæiske sprog fungerer, og hvilken betydning dette har for vor forståelse af det, som bliver sagt i Ny Testamente. Om en til to uger udkommer min seneste bog, ‘Guds-formlen’, som er en syntese af de erfaringer, jeg har gjort mig gennem arbejdet med praksisser baseret på Jesu anbefalinger forstået gennem det aramæiske sprogs psykologi.

Den aktuelle krise tilbyder en fantastisk mulighed for os til at åbne op for de højere lag i vores bevidsthed. Ifølge Jesus besidder vi mennesker en enestående kraft i os, en kraft som han kalder Himmeriget. ‘Himmeriget/MALKOOTA D’SHMEYA er inden i jer!’, siger han. Dette MALKOOTA D’SHMEYA indeholder den formel på skabelsens kraft, som det, vi kalder Gud, er udtryk for. Jeg holder meget af kvantefysikeren Max Plancks forklaring på Gud, som stammer fra 1944 og lyder således: ‘Alt skabt eksisterer kun i forlængelse af en skabende kraft. Vi må formode, at der bag denne skabende kraft befinder sig en overordnet, intelligent bevidsthed.’

En sådan forståelse af det skabende princip var også herskende i de gamle mysterieskoler. Også selvom man der brugte kønsbestemte tituleringer af GUDS-princippet. Lysets Vogtere ved Qumran mestrede metaforer, arketyper og symboler, og de vidste, at fortællingerne i Det Gamle Testamente ikke skulle tages bogstaveligt, men at de repræsenterede arketypiske og symbolske situationer, der fortalte dybe sandheder om mennesket og dets muligheder. Det var blandt andet derfor, at Jesus igen og igen sagde: ‘Lad de der har ører høre, og de der har øjne se!’ Han var uddannet hos Lysets Vogtere og ønskede at åbne menneskets bevidsthed til tilværelsens skjulte virkelighed og de muligheder, en sådan virkelighed rummer.

Den kraft, Jesus taler om, har en altomfattende virkning. ‘For den, der tror, er ALT muligt!’ får vi at vide i Markusevangeliet. Problemet her er, at vi lever i en tid, hvor det ikke er nok at tro, man skal vide. Derfor er det interessant at oversætte det aramæiske ord for tro, haimanoota.
Dette begreb kan bedst forklares/oversættes således:
Tro på aramæisk er ikke udtryk for blind tro, men står for tillid og integritet, der hviler på en i hjertet erfaringsbaseret, intuitiv indsigt, der ikke nødvendigvis kan sættes ord på. Der er altså tale om en transpersonlig tilstand, som er den Jesus taler om, når han fortæller os, at Himmeriget/MALKOOTA D’SHMEYA er inden i os.
Læs lige disse linjer en gang til og tag ordene ind.
Vi bærer altså i os svaret på stort set ethvert spørgsmål, vi måtte have. Det kræver blot, at vi indstiller os på at vende os indad, i stedet for evigt og altid at orientere os udad, så snart vi står over for det mindste problem.

Når man begynder at forstå, hvad det er for en kraft, der hentydes til, og når man begynder at praktisere den, så forundres man over, hvordan vi mennesker har kunnet overse en sådan åndelig rigdom. Måske fordi vi har fået at vide, at religion er fandens værk, og at der intet godt er kommet ud af religion. Nu bliver vi nødt til at indse, at det måske er os mennesker, der har misforstået, hvad religion overhovedet handler om, eller burde handle om. De forskellige kirker er blevet magtbaserede institutioner i sig selv, og som oftest med en blodig historie bag sig. De har i alt for høj grad glemt deres vigtigste mission, at åbne døren til menneskets højeste muligheder. For at kunne være i stand til dette, er det nødvendigt at de, som formidler en religion, selv er i stand til at praktisere den fuldt ud. Jesus sagde selv: ‘Hvis I følger mit eksempel, vil I kunne gøre endnu større gerninger end jeg!’
Og Jesus gik rundt og viste, hvordan den indre kraft, han kaldte Himmeriget, kan gøre underværker overalt, hvor den praktiseres.

Lige nu arbejder min hustru, Githa, med et dybt troende menneske, som kom til os for at få hjælp, fordi hun var opgivet af lægerne. Hendes tro har givet hende livet tilbage. Hendes immunforsvar, som ellers var ikke-eksisterende, er nu fuldstændigt normaliseret. Og dette er ikke noget nyt i vores verden. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker, jeg har set komme sig af livstruende sygdomme, fordi de overgav sig til den indre livskraft. Hvis vi mennesker magtede at praktisere den samme form for pragmatisk tilgang til vores indre kræfter, som vi udfolder, når det gælder penge, magt og besiddelser, så ville verden forandre sig med ét slag.

Men alle disse ting må vi ikke tale om. Og snart må vi heller ikke praktisere. Hvis vi gør det, bliver det nødt til at ske i det skjulte. Naturmedicin og healing er netop nu – og paradoksalt nok, hvor der er allermest brug for netop naturmedicin og healing – udsat for en ensidig og fladpandet hetz, iværksat af frygtsomme mennesker uden visioner eller empati.
Spørgsmålet er, om vi danskere vil finde os i det, eller om det er lykkedes for disse mennesker at overføre deres frygt til os?

Det varer ikke længe, før et stort vaccineprogram vil følge i hælene på Corona-virussen. Og de fleste af os vil stå i kø for at blive en del af dette program. Men inden, vi ukritisk rækker vores arme frem, vil det være hensigtsmæssigt at høre den danske læge Christine Stabell Benns Ted Talk, hvor hun taler om forskellen på såkaldt levende og døde vacciner. Hverken hun eller jeg er vaccinemodstandere, men derimod fortalere for, at vacciner fremover skal være ufarlige og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det vil sige, at de ikke indeholder tilsætningsstoffer, som beviseligt er skyld i en lang række bivirkninger, som for mange har katastrofale følger. Når en vaccine er fremstillet på levende væv, styrker den ikke alene immunforsvaret for en bestemt type virus eller sygdom, men har en bredtfavnende virkning på hele immunforsvaret. Derfor er det livsvigtigt, at vi fremover kun benytter levende vacciner.

Tænk, at det nærmest er farligt blot at ytre sig om disse forhold i Danmark. Nøjagtig som det er det i sagerne om Smartmeters og 5G. Når jeg involverer mig i disse sager, sker det først og fremmest på grundlag af min medfødte evne til at ’se’. Jeg er godt klar over, at dette forhold af mange vil blive set på som værende fuldstændigt ’ude af boksen’, men sådan har min virkelighed været lige siden barndommen. Det er normalt ikke noget, jeg går og skilter med. Når jeg har et syn, følger jeg altid op med viden fra så mange forskellige hold som overhovedet muligt.

Gennem min læretid hos seeren og healeren Calle de Montségur, så jeg på første hånd, hvordan mennesker fra alle samfundets lag og alle dele af verden hver dag blev helbredt for de mest alvorlige og livstruende sygdomme. Calle samarbejdede med læger verden over, der brugte Calles evner, når lægevidenskaben ikke mere slog til. Men det må man ikke tale om. Og vi kalder os fremsynede og innovative!
Desværre må man konstatere, at der her i landet befinder sig en lang række ansvarlige og kompetente forskere, læger og videnskabsfolk, som viger tilbage fra at ytre sig, så snart deres viden ikke matcher de økonomiske kræfters ønsker og gøren og laden.
Det vil altså sige, at der er vigtig viden inden for den videnskabelige verden og den metafysiske verden, som vi mennesker ikke drager nytte af, bare fordi der er kræfter, der ikke ønsker at denne viden bliver kendt for offentligheden. Enhver, der ikke passer ind i de begrænsede normer, man har opstillet, latterliggøres og udsættes for berufsverbot. Og det er netop grunden til, at vi ikke er i stand til at løse de problemer, vi står over for, men igen og igen griber ud efter de samme bevidstløse foranstaltninger, der mere begrænser end sætter fri.

Hvis menneskeheden skal have en bæredygtig og human fremtid, så kræver det, at vi hæver os op over al den frygtsomme pragmatik, der ikke tør sige markedskræfterne imod, og begynder at tage stilling til, hvorfor vi hver især overhovedet er her lige nu. Vi er dansere, elskere, sangere, historiefortællere, healere, profeter, opfindere, lærere og elever. Vi er her for at gøre en forskel. Ikke for at berige os på andres bekostning.

Vi gemmer os bag skærme, der fremmedgør os fra den verden, vi befinder os i, og understøtter mareridtslignende tilstande, som efterfølgende virkeliggøres gennem os og vores opfattelse af virkeligheden. Når man gentager fortællingen om et ganske bestemt scenarie tit nok, så bliver det til sidst til virkelighed. Derfor er vi nu nødt til at vælge et helt nyt scenarie, hvori mennesket og menneskeligheden er i centrum.
For at kunne det er vi nødt til at genopdage Evighedskraften i os, og det er det, jeg håber at kunne bidrage med gennem udgivelsen af ‘Guds-formlen’, der gerne skulle være at få i løbet af en god uges tid. Bogen udkommer endvidere på engelsk, tysk og fransk i løbet af forår, sommer og efterår.