Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 31. august 2010
Det Himmelske Lys, som strømmer ind på det jordiske plan, afstedkommer at alt forgængeligt lige nu kaster lange og mørke skygger. Derved blotlægges alt det, der før var skjult. Forfængelighed, arrogance, fordomsfuldhed, vrede, blinde vinkler og skjulte hensigter, samt alt det andet neurotiske tingelrtangel, der har sit udspring i frygt og mangel på kærlighed og tillid.
Det er ikke et nyt fænomen, men er blevet beskrevet i stort set alle de klassiske mysterietraditioner. Under alle omstændigheder er det noget alle spirituelt søgende mennesker må forholde sig til, fordi det gælder os alle.
Alle tvinges vi på et eller andet tidspunkt til at se os selv og vores bevæggrunde i øjnene. Vi må alle gennem mere eller mindre smertefulde processer, processer, som vil afstedkomme en renselse og gøre os klar til at påtage os vor sande opgaver.
Som jeg ser det, er vi alle i samme båd, fordi vi uanset vores mange indlysende forskelligheder, i det grundlæggende er ens.
Det er og bliver min overbevisning, at den eneste sande måde at være noget særligt på, opnås ved at opgive den sindssyge kamp for at være det. Du genkender det måske: Alt er Èt, og det er MIG der er den! Nej, vel.
Man kan ikke læse sig til at lære at køre på cykel. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at skulle op på cyklen for at lære at holde balancen og at navigere. Kun færdselsreglerne kan man læse sig til. Det samme gælder for spirituelt arbejde. Man kan ikke læse sig til noget som helst. Også her gælder det, at det er handling, der tæller, og det er på frugten af vort arbejde, vi alene skal vejes.
Og er vore bevæggrunde sande og uden skjulte hensigter, bliver resultatet det også.
Der har altid gennem historien, eksisteret mennesker, som ikke kunne tåle Det Klare Lys, og som derfor bekæmpede det med alle midler.
At kunne tåle at stå i Lyset og bære sin opgave, kræver alt af os. Og dette Lys kan latterliggøres og korsfæstes, men det kan ikke, og vil aldrig forgå.
Det er det lys og den lyd, SHM, som Johannes Evangeliet omtaler som Ordet. I begyndelsen var det livgivende Lys og Lyden, og ved det/den blev alt skabt.
Det er det samme Lys, SHM, Yeshua omtaler, som aldrig må sættes under en skæppe, men bør sættes op på det højeste bjerg, så det kan lyse og skinne for alle. For det er Visdommens Lys, Yeshua taler om, Lyset, som aldrig må forvekles med intellektets pragmatiske viden og iskolde facts.
Det Himmelske Lys, SHM, får vor neurotiske glæde ved materiel overflod til at fremstå som en vrængende dæmon, i forhold til den lykke og glæde, der gives det menneske, der tør slippe frygten og bevæger sig gennem Tårenes rensende dal. Et sådant menneske ankommer som et nyt og forklaret individ, der ikke mere har brug for at distancere sig fra helheden og andre mennesker.
En tur i Lyset klæder egoet af til skindet og forvandler enhver form for overfladiskhed og arrogance til dyb taknemmelighed. Fordi Lyset er kærlighed. Og i den kærlighed findes ingen dom, kun forvandling.
Når sløret falder ser vi, hvor megen hjælp vi har fået og hvor megen hjælp vi til stadighed får. Så forstår vi, at vi har opført os som en flok forkælede børn, der bare skreg og klagede os, hvergang vi ikke fik vores vilje eller når noget ikke gik, som vi havde forventet.
Men ikke mere.
Fra nu af, vil vi lade den omtalte taknemmelighed være en aktiv del af vores hverdag. Fra i dag af, er det den taknemmelighed, jeg vil bygge resten af mit nye liv på.
Tak.