Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 25. november 2009
I de gamle persiske og mellemøstlige mysterieskoler opfattede man ikke stilhed som fravær af lyd. Aramæisk var det sprog man talte. Her betyder stilhed (shteqootha) ‘uden mislyd’, ‘at være i balance’, eller/og ‘at leve op til den, det var meningen man skulle være’.
På nudansk kunne man sige, at et menneske der er stille, hviler i sig selv. I Fillipsevangeliet, som er et af de mest betydningsfulde apokryfe evangelier blandt Nag Hammadi-skrifterne, der blev fundet i øvre Ægypten i 1945, kan man fx læse om omfavnelsens mysterium i brudekammermystikken, at hvis ikke en omfavnelse er fuld af stilhed, er den ikke af lyset men af mørket.
Når man ikke hviler i sig selv eller er i balance, larmer man. Sådan forstod man stilhed på Yeshua Nazareerens tid.
Stilhed er en tilstand, hvis forudsætning er sammensmeltning med flow. At kunne være i stilhed er ligeledes at være i stand til at udtrykke sig empatisk på alle planer. Stilhed er en på hjertet baseret vished, der ved hvad der skal gøres i enhver situation. Stilhed er at befinde sig i centrum af den livets strøm, der griber ind, eller undlader at gribe ind, udfra en fuldstændig identifikation med øjeblikket.