Til min engel

Til min engel

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 12. december 2013

Se ind i dig selv, sagde du, selv om du vidste, at jeg allerede sad derinde og kun ønskede at bryde ud. Se ned på sjælens bund, sagde du, selv om du vidste, at jeg allerede stod dernede og var for lille til at ønske andet end at flyve op.

Å Ishatar, hvor vi løb. Hen over barndommend endeløse græs. Du var hos mig altid, du gik med mig i regnen og sad ved min seng, når jeg var syg. Hvor løb vi hen, Ishatar, hvor blev du af?

Hvis blot jeg vidste alt det nu, som jeg vidste dengang, ville jeg aldrig have troet på alle de løgne: ude af syne, ude af sind. Så havde jeg vidst, at du var hos mig i fængslet i Jaffa for at vise mig, at det fangeskab blot var en karrikatur af det langt mørkere fængsel, jeg siden bragte med mig overalt.

Å Ishatar, så havde jeg ikke forvekslet frihed med løgne, ikke gemt min nøgenhed bag min naragtige, patetiske maske. Så ville jeg ikke have stået her så hovmodig mellem alle mine løsagtige ord, aldrig have følt det nødvendigt at leve op til alle deres regler, hvormed de afgør, om man er lille eller stor.

Så havde jeg ikke fejret alt det falske og aldrig slået noget ihjel, men vidst, at enhver afsked blot er begyndelsen på noget nyt.

Nu ved jeg, at jeg intet er muligt uden dig.

Citeret fra bogen ‘Skyggerejser’, 1995.