Close
Til te med biskopperne i Siddnaya

Til te med biskopperne i Siddnaya

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 14. juni 2010

På Anders Laugesens og min pilgrimstur til Syrien, besøgte vi bl.a. The Syriac Orthodox Pathriachate of Antioch & All The Easts hovedsæde i Siddnaya 10 km nord for Damaskus.

For mit vedkommende håbede jeg at besøget ville betyde, at jeg for første gang i denne inkarnation, ville få lejlighed til at høre lyden af det aramæiske sprog, som jeg indtil da aldrig havde hørt, men kun studeret som skrifttegn i mine lærebøger.

Da vi ankom blev vi imidlertid standset ved indgangen af nogle teologistuderende, som forbød os adgang, da samtlige biskopper fra kirkens afdelinger rundt omkring i verden, netop den dag, ’tilfældigvis’, var forsamlet bag de lukkede døre.

Mens Anders og filmfotografen Jeppe forsøgte at overtale de studerende til at lukke os ind, gik jeg en tur rundt om bygningen. På vejen mødte jeg en præst, som spurgte hvad jeg lavede der. Da jeg fortalte ham, at vi var rejst helt fra Danmark til Syrien for at høre det sprog udtalt, som hans kirke bruger i liturgien, lyste han op som en sol, og øjeblikkeligt åbnede dørene sig for os, efterhånden møre pilgrimme.

Det tog den tålmodige præst cirka tyve recitationer af det aramæiske Fadervor, før jeg lod ham slippe. Men så mente han også (med et smil, der lyste hele rummet op), at han dermed havde udført de pligtige hellige handlinger for det næste halve år. (Se og hør ham læse op på DVD’en der følger med min bog ‘Det Aramæiske Mysterium’).

Derefter blev vi inviteret til te med biskopperne. Og jeg må indrømme, at deres varme velkomst opløste enhver fordom om patriakatet, jeg havde bragt med mig. De var joviale og fyrede vitser af, så det var en lyst, og besvarede tålmodigt ethvert af vore spørgsmål.

Efter teen blev vi inviteret til en meget bevægende messe i kirkelokalet ovenpå. Ved denne ceremoni deltog også enkelte nonner. Mellem dem var en nonne fra Ethiopien, der var så overjordisk ren og smuk, at hun nærmest var gennemsigtig. Hun næsten svævede gennem rummet. Desværre lod det sig ikke gøre at fotografere eller filme hende, selvom filmfotografen gjorde alle mulige forsøg derpå. Hun var helt tydeligt vant til at tiltrække sig opmærksomhed, men vidste også, hvordan hun skulle håndtere den.