Close
Tilgivelse

Tilgivelse

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 3. juni 2011

Tilgivelse brugt som en overfladisk fortrængningsmekanisme, uden fuldstændig balance mellem følelse, tanke, ord og handling, er en illusion.

Tilgivelse er ikke et bevidstløs instrument til selvforførelse, men en dyb og som regel besværlig proces, der i sidste ende slår hul på det forhærdede hjerte. En proces, der handler om bevidsthed og energi.

Når samvittigheden afstedkommer en indre rørelse, og man græmmes over at have forbrudt sig mod et andet menneske, har overtrådt dets grænser eller på anden måde gjort et andet menneske ondt, kan identifikationen med det sårede menneskes smerte blive så intens, at man er nødt til at anmode dette menneske om tilgivelse.

Tilgivelse er ikke et magisk begreb, der med et trylleslag får alt det ubehagelige til at forsvinde, men det kan forvandle ‘offeret’ og ‘bødlen’ i et forsoningsrum gennem gensidig indfølende bevidsthed, der tilsidst vil forstå altings sammenhæng.

At fortryde noget, man har gjort, betyder for mig at komme til bevidsthed om noget, jeg ikke vidste før. Ingen kan gå gennem livet uden at forvolde andre mennesker smerte. Det er en del af tilværelsens kosmiske pædagogik.

At bede et såret menneske om tilgivelse, starter en bevidsthedsproces, der leder hen mod sand empati, hvis altså anmodningen udspringer af en oprigtig sorg og fortrydelse over at have begået ondt eller at have fejlet. I det øjeblik ser man det andet menneske og man forstår, hvad det er man har påført dette menneske. Efter min mening er det en af de mest betydningsfulde processer i et menneskes udvikling frem mod Evighedsplanet.

En karma-lov uden tilgivelse er at sammenligne med den gammeltestamentlige øje-for-øje og tand-for-tand tankegang. Den er gældende lige indtil der går hul på hjertet. Vil man ikke høre må man føle. Når man så har følt, åbner hjertet sig eller det forhærdes. Åbner det sig, træder mennesket den nye tid i møde med et nyt perspektiv, der sætter fri. Forhærdes man, udvikles en iskold spiritualitet uden reel hjertekontakt, der kun begrænser.

Når fortrydelsen og anmodningen om tilgivelse udspringer af oprigtig anger, og hvis denne anmodning imødekommes gennem en lignende oprigtig forståelse, afspejles dette straks i æteren, hvor det kan aflæses øjeblikkeligt. I det øjeblik forvandles noget mørkt og tungt til lys og lethed. Da øges energien, den strømmer uhindret og åbner op for at der kan akkumuleres endnu mere energi og bevidsthed.

Jeg kan ikke opnå tilgivelse, hvis ikke min anfægtelse er oprigtig og udspringer af sand fortrydelse over at have gjort et andet menneske ondt eller uret. Jeg kan ikke tilgive et andet menneske, såfremt jeg ikke er i stand til at forvandle sorgen, smerten eller vreden over at have lidt uret. Det kan godt være at sorgen og vreden skal gennemleves og udtrykkes, men hvis ikke den til sidst slippes i en proces, der indebærer bevidsthed og forståelse af ‘offerets’ samhørighed med ‘bødlen’, vil jeg for altid være begrænset af sorgen og vreden.

At overlade ‘retfærdigheden’ til Gud eller de kosmiske kræfter, er kun bevis på, at man har misforstået sin opgave som menneske. Vi er her på Jord-planet som medskabere af virkeligheden. Nægter vi at påtage os denne opgave, vil vi i sidste ende virkelig få brug for tilgivelse.

Mere om emnet kan læses i min bog Det Aramæiske Mysterium, hvor Yeshuas radikale form for tilgivelse beskrives indgående i kapitlet Lysets Lov.