Close
De Syv Slør

De Syv Slør

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 27. januar 2013

Mange har bedt mig uddybe indholdet i nogle af mine tidligere artikler her på sitet vedrørende den, for os alle, ofte voldsomme transformationsproces, der finder sted netop nu.

Som tidligere sagt, mener jeg, at den konfrontation, der sker på både det personlige og det kollektive plan, er del af en seriøs renselsesproces, vi alle, trods den smerte og de ubehageligheder den er forbundet med, bør tage imod med kyshånd. Enhver bevægende faktor er en gave fra Himlen.

Og da formålet med processen er at frigøre det sande menneske fra alle dets frygtfulde og falske masker, er den en nødvendighed.

Derfor kan man med god grund sige, at det nu skal vise sig, hvem vi i virkeligheden er. Alt påtaget og usandt må falde. Og det er godt. For os som enkeltpersoner og for helheden.

De gamle mysterieskoler forberedte eleverne på denne proces gennem de syv slørs dans. Bag hvert slør, bag hver illusion og bag hver livsløgn, findes det virkelige og det sande.

Bag væggene på de gamle rum åbenbares et nyt og større rum, og bag dette rums vægge, tilsidst en form for tomhed, som ikke kan beskrives, men kun opleves. Vi kender alle dette sted, men kun få tør skrue ned for den kollektive angsts larm og det personfikserede, lille jegs skingre, selvoptagede stemme, så den helbredende og skabende stilhed igen bliver hørbar.

Vi længes alle efter at komme hjem. Hjem i dette åbne, klare øjeblik, hvor der ikke findes op eller ned, lille eller stor, god eller slet, men udelukkende enhed og evighed.

Det er en af grundene til, at jeg stadig ikke kender mange andre filosoffer, end de gamle taoister af Lao Tzus linie, der formår at sætte ord på denne tilstand. Den sufiske digter Rumi er en anden, mens Sunyata (Alfred Sørensen) er en tredje. Disse er vigtige, fordi de ikke er optaget af metode i gængs forstand.

Intet kursus og ingen gentagen disciplin, vil i sig selv kunne bringe eleven i nærheden af den omtalte tilstand, hvis ikke man som enkeltperson kender til almindelig pli og medfølelse i den indeværende inkarnation. Vi kan tænke alle de store tanker vi vil, og tale alle de store ord, vi kan finde på, men lige lidt hjælper det, hvis ikke vi magter at give os selv i det afgørende øjeblik. (Se bogen Den Himmelske Vej)

Rigtig mange mennesker føler, at de ikke har gjort andet hele livet, end at give og give. Men altid må vi have modet til at stille det, sommetider ubehagelige spørgsmål: Hvorfor gav jeg? Hvad var min virkelige bevæggrund?

I min tid har jeg været så heldig at få lov at møde nogle store personligheder. Mennesker, som gav sig selv. Nogle af de mest betydningsfulde, Seeren og Sylvia, gjorde det muligt for mig at samle mig i den nuværende inkarnation, at påtage mig den og at være i stand til at sige JA. Men det er først efter mødet med A.M. (mere om denne i min kommende bog), at jeg begynder at få en anelse om, hvad der gemmer sig bag de førnævnte slør. Jeg mener, alle kan læse sig til diverse okkulte teorier og sandheder i alverdens bøger, som fx Bailey, Steiner, Martinus etc. etc. der alle byder på et kosmisk verdensbillede, man kan forstå intellektuelt og mentalt. Men på et eller andet tidspunkt, må det enkelte menneske selv gøre sig sine spirituelle erfaringer. Først da, må det vise sig, hvor langt de forskellige visioner rækker.

Når dagen er omme, er det udelukkende erfaringen og ikke den mentale forståelse, der har betydning. Hvad man ikke selv, på den ene eller anden måde har erfaret, forbliver et andet menneskes vision, dogme, en drøm, en illusion.

At opgive den sindssyge jagt på anerkendelse og det vanvittige behov for at blive elsket, er de første to slør, der må krænges til side. Og bag dem venter menneskets grundlæggende eksistentielle ensomhed. Den ensomhed udgør det trejde slør. Og bag det, venter den store Moder, det altruistiske hjerte, den åbne favn og den hjælpende hånd. Og bag den, det store spørgsmål: Hvad er din virkelige hensigt? Hvem er du?

Hvis vi som udgangspunkt kan nå dertil, vil den neurotiske verdensorden, vi kender i dag, være som en sæbeboble, der brister i det nye lys.

Ud af enhver forbrændthed og smerte fødes forhåbentlig, med tiden, en vished, der er grundlaget for at vi tør leve. Fordi den vished for længst har gjort sig klart, at døden blot er en overgang til en ny væren. (Mere kan læses i Den HImmelske Vej).

Forfatterne der kan anbefales er: Lao Tzu, Rumi, Sunyata, samt en lang række tibetansk buddhisdiske forfattere, der beskriver Bodhisattva-tilstanden. Sidst men ikke mindst skal nævnes Yoganandas bidrag med hans kommenterede Bhagavad Gita og The Second Coming of Christ. Og så selvfølgelig Ny Testamente.