Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 5. februar 2014
Et spørgsmål, jeg tit får stillet handler om, hvordan man som søgende menneske kan vide, om man befinder sig på rette vej, og hvordan man afgør fra hvilket sted den indre stemme taler (er det egoet eller det højere Selv?).
Ifølge egen erfaring kan jeg kun svare, at man opbygger en indre vished gennem fastholdelse af en praksis, som gerne skulle afstedkomme frihed, nærvær og rummelighed. En autentisk vej kan findes i de Alexandrinske Terapeuters mysterietradition, som indeholder det meste af det grundlag, Yeshua senere byggede videre på. Andre autentiske veje er beskrevet i Patanjalis yoga-sutras, Buddhismens Boddisatva-vej, Lao-Tzus taoistiske åbenhed og i sufiernes trancenderende mystik. Skal man finde autentiske veje idenfor den kristne kirke, må man søge til østkirkerne, Nazaræernes Samfund, Østens Assyriske Kirke samt de russisk og græsk ortodokse traditioner, som de kommer til udtryk på fx Athos og i det store samleværk Philokalia.
De ovennævnte traditioner udgør det krydsfelt, hvori jeg selv har fundet uerstattelig inspiration på min rejse.
I min bog ‘Lysets Lov’ har jeg beskrevet hvordan en selvudviklingsproces ifølge de gamle mysterietraditioner forløber, og som afspejler min egen vej. Først vækkes man, derefter angrer man, så kommer oprydningsarbejdet, og så begynder bevidstgørelsesprocessen. Tilsidst finder man sin enkle praksis, der må fastholdes jævnfør det buddhistiske ordsprog, som siger, at spirituelt arbejde er som at hugge brænde og hente vand, hugge brænde og hente vand, hugge brænde og hente vand.
Jo enklere en praksis jo bedre. Der findes ikke sværere eller mere vidtrækkende øvelser, end de grundlæggende. Man skal ikke tro, at det er kvantiteten af tiltag, der vil bære frugt. Det er udelukkende kvaliteten, der i sidste ende er afgørende. Det vil sige, hellere et kvarter, hvor man er hundreder procent dedikeret og nærværende, end flere timer i adsprethed. Om man kan sidde i lotusstilling under meditationen eller ej, er fuldstændig underordnet. Det er udelukkende vores indre indstilling og holdning, der er afgørende for resultatet.
Igennem en fast praksis gennemgår man en proces, der først umærkeligt afdækker det ene psykiske lag efter det andet, indtil man står mere eller mindre afklædt og må forholde sig til sit inderste væsen. Det er i dette kærlighedsvæsens nærhed, en ny og uforklarlig vished kommer til syne og bliver virkelig. Denne vished har altid været virkelig, men først nu bliver vi opmærksomme på den. Og det er i denne vished, et nyt liv begynder. Der er simpelhen tale om en genfødsel. At blive som barn igen.
Autenciteten af denne vished kan måles på, hvor den stiller én i forhold til andre mennesker. Ikke som en kvalitetsbedømmelse, men mere som en sidestillingsmekanisme, der forstår, at ALLE MENNESKER kommer det samme sted fra, er på vej det samme sted hen, men blot via forskellige veje. Der indser man, at når ét menneske lider, så lider vi alle, indser, at når det lykkedes ét menneske at komme til forklarelse, så forklares vi alle en smule. Så indser man, at vi alle er evige væsener, er brødre og søstre, og at ingen bliver færdige her, før alle er det.
De mest avancerede praktikker er afhængige af dette grundlag og i vor høj grad den udgør en autentisk vej i vort liv. Det er på længere sigt umuligt at postulere her. Det er let at påstå at man er kristen, buddhist eller fx. clairvoyant. Men hvis ikke dette afspejler sig i kvaliteten af vores handlinger, kuldsejler vi.
I den bibelske og for en ny tid, fuldstændig revolutionerende Ildvognspraktik, som jeg bl.a. vil behandle i en kommende ny bog, er selv det mindste skridt afhængigt af om man hviler i den førnævnte vished, der består af lige dele glæde, nærvær, accept, empati, klarhed, rummelighed og humor. Det betyder at man er gennemstrømmet af en tillid, der ved, at man altid får det, man har brug for, og at der i selv de værste kriser, altid gemmer sig en guddommelig gave. Og når vi begynder at forstå dybden af denne autentiske enkelhed, vil vi erfare sand frihed.