Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 19. december 2009
I mens jeg boede på Samsø, havde jeg i 1996 en oplevelse, der fik afgørende betydning for mit liv og dermed på mit forfatterskab. I den fredede Stauns Fjord ligger den mytiske Hjortholm. Tit havde jeg siddet og set over på dette hemmelighedsfulde sted og ønsket mig derover. Desværre er der adgang forbudt. Men en dag fik jeg chancen, da jeg skulle ledsage en fårehyrde derover for at tilse dyrene.
På Hjortholm er der en række små og større vandhuller. Et af dem er døbt ‘Frejas Øje’, som siges aldrig at udtørre. Af ukendte årsager følte jeg en usædvanlig tiltrækning til dette sted, så da jeg nu fik muligheden, tilbragte jeg et par timer der, mens min fårehyrde-ven passede sit arbejde.
Mens jeg sad der, oplevede jeg pludselig en art åbning i æteren over vandspejlet. Det hele forekom i et tidløst univers, som er umuligt at definere. Blot kan jeg konstatere, at ordene begyndte at strømme gennem denne æteriske åbning. Hurtigt fik jeg manifesteret notesbog og blyant og begyndte at skrive alt ned. Hvor lang tid denne seance tog havde jeg som sagt ingen fornemmelse af. Først da fårehyrden igen samlede mig op fordi vi skulle tilbage til fastlandet, fandt jeg ud af, at der var gåer godt to timer.
På hjemturen nærmest brændte notesbogen i min lomme. Jeg var klar over, at det der var hændt var af stor betydning, om ikke for andre, så for mig selv.
Hjemme kunne jeg konstatere at det, jeg havde nedskrevet, nærmest var et langt sammenhængende kvad, der var delt op i fire afdelinger, der hver var navngivet efter en rune: Naudh, Ansur, Urur og Tyr. I et og samme nu forstod jeg. Samsø var i sin tid vikingernes samlingsø, deraf navnet Samsø. Og specielt på holmene i Stauns Fjord havde vikingekongernes shamaner udført deres forskellige ritualer. Blandt andet kommunikationen med den kvindelige guddom og sejd, Freja. Hvad jeg havde modtaget, følte jeg, var Frejas spådom, som på ubegribelig vis havde manifesteret sig gennem mig.
Dette var mere, end jeg åbenart kunne bære, for jeg begyndte straks, af ligeså uberibelige grunde, at rette i teksten og at indføre samske lokaliteter i den, som om jeg ikke turde stå ved den rene tekst.
I løbet af en uge var jeg færdig og afleverede resultatet til Forlaget Hovedland. Bogen ‘Frejas Øje’ udkom i sommeren 1996.
Men så skete det. Og det på det mest ubelejligede tidspunkt. Nemlig ved bogens reception på Samsø. Mens jeg var ved at signere et eksemplar af bogen stod det pludelig klart for mig, at det, jeg var i færd med, var i strid med alt, hvad der stod i teksten.
Allerede dagen efter forsøgte jeg at gøre fejltagelsen god igen ved at tilbagekøbe alle de eksemplarer, jeg kunne få fat i. Og dette stod på i de kommende to år. Jeg gennemtrawlede alverdens antikvariater, for at opkøbe og destruere så mange eksemplarer af ‘Frejas Øje’ som overhovedet muligt.
For at gøre min fejltagelse god igen, førte jeg teksten tilbage til sin oprindelse. Som en slags dharma, forestod jeg selv trykningen på min gamle ven Poul Erik Veigaards trykmaskine. Sammen limede vi, syede vi og indbandt bogen i hånden, hvorefter jeg selv udgav den sande tekst, som nu havde fået navnet ‘Det Glemte Sprog’ og undertitlen ‘Frejas spådom’.
I det nedenstående er gengivet uddrag af spådommens tredie afsnit, ‘Urur’, samt hele fjerde afsnit, ‘Tyr’.
URUR (uddrag)
(vers 148 – 166)
jeg er den integrerede illusion bag dit internet
jeg er de mest ondsindede
rygter jeg er posedamens intet ved altings
endestation
jeg er det slagtede svin i alles svineri
jeg er din
mest sentimentale samvitighed tegnet
i blodet
jeg er smålighedens mest indskrænkede
nørd din helt private
prügelknabe jeg er åndsfacismens støvle
hæl tramper vredens druer
jeg er sandheden i alle børns aftenbøn
jeg er løgnen
i din fortrukne mund jeg er pauserne
i krigenes kukur
jeg er alverdens helvedesknald over
forfængelighedens gestalt
over atollens spaltede undergrund er jeg
sjette segls salpeter
jeg er gadebørnene i rio bucarest jeg er
serber kroat muslim
jeg er dit dyrt købte vanvids forkromede
asyl
jeg er misundelsens hvide brud salmo
nellaens lillymodel
jeg er illusionen mennesket har gjort
virkelig
i aften ber jeg for børnene i aften ber jeg
for dyrene i aften ber jeg for alle
forstenede forkrøblede forblødte forstødte
i aften ber jeg for jer
jeg har gået temmelig langt og været de fleste
steder temmelig tit
jeg har set mere end øjet i virke
ligheden har kunnet bære
alt for mange store bevægelser
alt for mange
lange arme der for enden bar
en kniv
jeg har hørt de smukkeste sange
fyldt med store ord
der dog kun skulle dække over
noget andet
jeg har set al elendigheden fra olivenbjergets
top set religionerne
hive og slide i profeternes skæg på
sjælenes golgatha
bag ordene findes sandheden gemt
bag lyden af
vokaler konsonanter høres
den
bag enhver idyl findes en vildskab
smukkere
end den smukkeste idyl
sindets ocean
over enhver sky findes en himmel
mere himmelsk
end den mest himmelske sky
hjertets stilhed
under hver en sten findes en hemme
lighed hemmeligere
end den hemmeligste hemmelighed
den ligger for dine fødder
i ethvert øjeblik findes en opmærksom
hed ren skær
bar og blottet klar åben oplyst
og bevidst
i hvert et liv findes en mulighed
der gør det umulige muligt
den er altid til stede den er det
du gir
TYR
(vers 167 – 211)
tror De på gud spurgte man den gamle
vismand lang pause
nej jeg tror ikke på gud jeg ved
svarede han
hvad var det mon han vidste den gamle
som I andre
knapt nok tør stole på hvad var det mon
han vidste
den du er er den du var den du
bliver er den du er nu
i nuet læses fortiden i nuet fødes
fremtiden
man vælger pladser som man vil
vælg du din
selv de mindste dråber fylder med tiden
de største kar
for ordene drypper fra ånden men
gribes ikke mer af hånden
I aser og maser som stivnede vaner
i tankespind
sluk for intellektets sorte støj
larm er angstens
stemme er tankens elektrochok og
tidens lobotomi
lige nu er verden stille næsten alt
er gået til ro
det er sjælens ulvetime mellem midnat
og to
det er fantasternes sidste time narrens
korte amnesti
det er klovnens og de tabtes ensomme
kommunion
kommer overens med mig selv og gud
ruller frisk hvid gaze
ud og forbinder det forslåede mesterværk
på knæ
det er alle dem der ikke vil have lort
i panelhøjde
der måske har allermest brug for at få det
på hænderne
det er piedestalens kronede guldskulptur
der stiger ned
for at rense lokummer for at rense sår
på knæ
det er alle dem der råber højt der nu
må tie og lytte det er dem
der ikke kan komme hurtigt nok til fadet
der må faste nu
det er alle tiders fortvivlede løgn
ber i aften en aften
bøn kaster den bedøvede due for at få
regnskabet til at gå op
ser ud i nattens gyldne time ser ind mørkets
forbrændingsanstalt det er ikke
i ydmyghed men i mængden hovmodet
har sin brændselsværdi
i aften brænder du den allersidste knude
i sort sjæls morsø nummer ni
renser venerne for blodets sod og slagger
ritus pacis
kristus er tilstede nu i alle regnbuens
farver er tilstede nu
i alle verdens udskud selv de frelste
kan måske reddes
enhver er sit eget okkuperede tibet
enhver er en landflygtig lama i skæbnernes
kongruens
I ser det hele live og direkte fra
distancernes tre to en
og overlader hovedrollen til
dæmoner
som vildskaben ligger med vatter
sot den gang
besværede chance på al for tidlig
førtidspension
ligesom livet ikke kan undvære tvivlen
er det vel sådan
at tvivlen sjældent kommer den anklagede
til gavn
den enes nød er alles nød den andens
brød er alles brød
er grådighedens pansrede mur mellem
liv og død
i sidste ende er det vel et spørgsmål om
at træde ud af
forventningernes tyranni for at kunne
leve op til sig selv
som melodierne der springer af tankerne
svæver harmonierne
frem af følelserne rytmen af viljen
eller alting omvendt
lad de der har ører høre lad de der
har øjne se
ind i skabelsens ubrudte mysterienu
og bed en bøn for resten
rakma rakmanii itrakhim shbook
shegeb shlama dashmaya
nohra abdey barkho malkoota d alaha
rukha d koodsha
angstens krager vender sultne hjem
trækker tykke sorte
streger forrevet over himmel
skærer skrig
alting ind til benet kommer i hundreder
i tusindvis
spreder spådommens sorte kappe ud
forsvinder i natten
frygten lægger låg på store rum
spinder sine net
alt mellem himmel og jord er som
et kælderkryb
jeg ser op mod himlens blodsprængte hvidt
dit øje fastholder støvets tid
favnes i mit øjeblik slipper og ser sorgen baske
ud af dit blå
i morgen flyver sorgen på ny jeg vander
dit hjertes
beskårne rose og danser flamenco
på din håbløshed
du er allerede den du gerne var
jeg bliver her
vi skal alle det samme sted hen
lad det ikke vare længe
lyset blomstrer et sekund jeg fanger dig
i øjeblikkets flugt
og frigiver smerten du tilgav de andre
nu må du tilgive dig selv
kun den hjemløse ejer himlens malt
som tusind lys der gives
lægger sig i hjertet universets
splintrede krystal
den nye dag er tilegnet dig hver eneste
åndedrag
er nyt bringer bud smelter
bly
tvivlen gnaver i kærlighedens æbletræ
flyver videre om lidt
lader tankerne fare gir slip på alt
siger ja
hvem kan skjule sin sorg bag et smil
oprigtigt
når latteren skjules bag sorgens maske
i hykleri
har du nogensinde stået på kraterets rand
af din egen
ulmende vulkan og mærket jorden
brænde under dig
har du nogensinde siddet på stolens ydderste
kant og vidst
at når man mistet alt har man alt
at takke for
det kan ses i dine øjne det står skrevet
i dit blod
du er frøet der vil spire eller øksen
ved træets fod
det er verden set uden skyld og told
i en eneste sætning
skrevet ind i parafrasernes protokol
rukha d koodsha
enhver er sit eget lysalfheim enhver
kan se sig selv i frejas øje
enhver sejd ligesom heimdal finde
brisingemen
sindets vanranunkler og sjælens
svømmende vandaks
frejas øje suger altet ind i sin
bundløse pupil
der findes et sted og en tilstand
rakhmanii shbook
freja giver tiggeren sit tavse øje
det glemte sprog
lad de der har ører høre lad de der
har øjne se
ind i skabelsens ubrudte mysterienu
ogbed en bøn for resten
vordende moders mave
igloo af fudmåne sne
bærer det spirende tavse
endnu ufødte smil