Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 15. oktober 2010
I morges, ved tretiden vågnede jeg og så, at der sad en stor, hvid fugl i min vindueskarm. Den havde kun ét øje, midt i panden. Fuglen var større end de største rovfugle. Synet af den fyldte mig med sorg. For jeg forstod, at den på en eller anden måde repræsenterede menneskehedens kollektive evne til kærlighed, tilgivelse og healing, og at fuglen var på vej væk fra jorden. Måske for altid.
Lidt efter løftede den vingerne, lettede og fløj op på himlen. I det samme hørte jeg en stemme sige: ‘Tiden nærmer sig. Gør noget, NU!’
Fuglen er her stadig et sted i nærheden. Men den bliver her ikke for evigt. Dens eksistens er afhængig af os, vores tanker og følelser, vores gøren og laden. Menneskeheden står ved en tærskel til noget nyt. Det indebærer et valg. At vi vælger det sande. At vi lader alle masker falde, giver slip på alle illusioner, på alle ønsker om at være noget særligt, opløser alle fastlåste dogmer og begrænsninger.
Ikke flere støttestativer. Ikke mere gurudyrkelse. Ikke mere flugt. Ikke flere systemer. Ikke flere teorier. Hvis ikke spiritualiteten har ben at gå på, er den intet værd. Ingen himmelforbindelse uden jordforbindelse. Sand spiritualitet er praktisk spiritualitet. At tage ansvar og at skabe balance.
Pray, pray, pray and be aware Rukha d’koodsha.
DEN HIMMELSKE VEJS MEDITATION:
Ilden er i vinden
Vinden er i træet
Træet er i regnen
Regnen er i mennesket
Mennesket er i smerten
Smerten er i forsoningen
Forsonigen er i Gud
Gud er i stilheden
Stilheden er i hjertet
Hjertet er i ilden.
Regnen og vinden i et hjerte,
Et stille brus i himlens orgel;
– det glemte sprogs orkester.
Shlama Alakhom