Kære Venner,

De fleste af os er født og opvokset, døbt og konfirmeret ind i den kristne tradition. Alligevel ser det ud til, at vi alt for ofte glemmer nogle af de visdomsord, der ligger gemt i traditionens bog, Det Ny Testamente. Jesus hed oprindeligt Yeshua og han talte aramæisk. Jeg har studeret dette sprog i snart en menneskealder og har i det fundet en uvurderlig nøgle til forståelse af den psykologi, der ligger bag Yeshuas ord. Her er uddrag fra Bjergprædiken fra Mattæusevangeliet. Bjergprædiken anses for at være en af de helt grundlæggende belæringer, Yeshua gav dem, som havde ører at høre med og øjne at se med. Den alment kendte oversættelse, som bruges i de fleste Bibler er i sig selv smuk. I det følgende kan man imidlertid læse en uddybning af nogle af de aramæiske ord i Bjergprædiken (de otte første bud) og på den måde få en fornemmelse af den psykologi, der ligger bag sproget. Derefter har jeg delt Nazaræernes Lov, som også blev givet af Yeshua. Hvert bud efterfølges af mine refleksioner som de blev til, da jeg i sin tid skrev bogen.

Godt Nytår
Lars

 

Lysets Lov

– NAMOSA D’NOOHRA

(Matt. 5:3-10)

1. En himmelsk holdning (touveyhoun) er deres, hvis hjem er i rukha (ånden); deres er en trans-personlig tilstand (Malkoota d’Shmeya).

Touveyhoun er at være velsignet, glad, tilfreds, fredfyldt og at befinde sig i en opløftet tilstand af ren væren. Rukha er den kraft, der gennemstrømmer Lysets Lov. At hvile i rukha betyder, at man indtager en ophøjet tilstand, som er over al bekymring. En tilstand, hvorfra man ser og forstår, at personligheden er det lærested, hvor man gør sig sine erfaringer. Rukha d’Koodsha er den del af skaberkraften, som forvandler alle virkninger af fejl.

En trans-personlig holdning er deres, de som hviler i det hellige åndedræt. De vil opnå den himmelske tilstand. Den, som taler og handler fra det sande sted i sig, vil hvile i sit sande Selv og derfor være i overensstemmelse med Lysets Lov.

2. Velsignet (touvveyhoun) er de, som er bevidste om deres fejl (abilii), de skal blive helbredt for deres mentale smerte (nitbeyoun).

Abilii er udtryk for sorg, fortrydelse af uret eller en dyb længsel efter sandhed og en villighed til at ville rette fejltagelser og uret. Nitbeyoun er et begreb, som dårligt kan oversættes, men som nærmest kan fortolkes: befriet for mental stress. Viden om egne fejl er for de fleste mennesker pinagtig, hvorfor fejlene hellere fortrænges eller projiceres over på andre. Den, som har modet til og magter at fremdrage sine skygger og uhensigtsmæssige sider, vil kende sandheden om sig selv. Den, som har ophøjet Menneskesønnen i sig, er blevet et Gudsbarn, og har dermed indtaget en trans-personlig holdning, der opløser enhver form for psykisk og mental smerte. Når et menneske bliver bevidst om årsagen til dets egne problemer, har det allerede taget det første skridt mod helbredelse og forvandling.

3. En velsignet og himmelsk holdning er deres, de med ydmyghed (makikhi), de skal arve retten (nartoun) til alt.

Makikhi betyder ydmyg, respektfuld, ikke-arrogant, ærbødig, imødekommende, samarbejdsvillig og fredelig. Det er et erkendt og dybt hjerteanliggende, der berører den mentale kvalitet at være åben og fordomsfri i opfattelsen af andre, og som ønsker og er i stand til at se andres situation og dermed ønsker at gå andre positivt i møde. Sand ydmyghed har intet behov for at blive set eller hørt. Den er en i sig selv hvilende subtil kraft, hvis eneste drivmiddel er, at den i stilhed ønsker at udfolde sig til enhver tid under alle forhold, uanset omstændighederne.

Nartoun betyder at vinde, arve eller at fortjene ret til. De, som indtager en sand ydmyg holdning, som hviler i sig selv og ikke har brug for andre menneskers opmærksomhed eller accept, vil aldrig mangle noget.

4. En velsignet, himmelsk holdning er deres, de som hungrer og tørster efter retfærdighed og sandhed (kenoota); de skal opnå det.

Kenoota betyder sund, passende, rigtig, retfærdig, redelig, ærlig. Kenoota er den sindsstruktur, der gennemstrømmer ret adfærd, og som altid søger harmoni med andre, som ikke udnytter andres svaghed, men ved enhver lejlighed forsøger at afhjælpe problemer. Den, som åbner sig for denne hjertets visdom og lader sig optage af den, indtager en ophøjet holdning, der leder til den ultimative, harmoniske bevidsthed.

5. En himmelsk, velsignet holdning er deres, hvis kærlighed er uden betingelser (khooba); de vil leve i ubetinget kærlighed (rakhma).

Khooba er en indstilling, der indeholder et brændende ønske om at elske betingelsesløst, og som ønsker at gøre godt, som altid ser andre mennesker i et helt og kærligt lys.

Rakhma er den kærlighed og det fundament, hvorpå Lysets Lov hviler. Rakhma er den kærlighed, som er ubetinget og ikke stiller nogen krav om at blive elsket, belønnet eller at modtage noget til gengæld. Det er den rene kærlighed, som indebærer en dyb, uforklarlig forståelse af det inderste i et andet menneske.

6. Velsignet er de rene (dadcean) af hjertet (b’libhoun); de vil se (nikhazoun) Ophavet (Alaha).

Dadcean eller cean betyder ren, troværdig, fri for fejl. B’libhoun betyder at tænke med hjertet. Nikhazoun betyder: de vil se og forstå på et højere plan.

En himmelsk holdning er deres, de, som af et sandt hjerte er i stand til at se; de vil forstå det guddommelige princip, Det Himmelske Ophav.

7. En velsignet og himmelsk holdning er deres, de som tjener (abdey) Ophavets fred (shlama); de vil blive kaldt Ophavets (Alahas) arvinger.

Abdey betyder effektivt at tjene et ophøjet formål, at gøre godt gennem tjeneste. Shlama er den fred, som er hinsides verden, og som er i overensstemmelse med de højeste principper. At overgive sig, at lægge våbnene, at tabe sine masker og sænke sine parader.

En himmelsk holdning er deres, for hvem sand tjeneste er den eneste virkelighed; de har hjemme hos Det Himmelske Ophav. Ophøjet er de, i hvem fred er det bærende princip; de hviler i den almægtiges favn.

8. En himmelsk og velsignet holdning er deres, de som hånes og plages (radpean), og som der tales ondt imod (b’dagaloota) på grund af deres standpunkt for retfærdighed og ret adfærd; deres er en fuldkommen indre fred og afklaring.

Radpean betyder at håne i betydningen af at undergrave og nedgøre. Men det afbalancerede og i det himmelske princip hvilende individ kan ikke rystes af nogen former for undergravende virksomhed, fordi et sådant individ nægter at tage enhver form for fjendtlighed personligt. I stedet forvandles hån til forståelse, der favner den, der håner.

B’dagaloota står for det sind, der er ude af balance med sig selv, som må lyve for at kunne være, som er falsk og forræderisk i tænkning, tale og handling.

Velsignet være den, som i kampen for retfærdighed trods andres fordømmelse er i stand til at rumme dem, som fordømmer ham. Han indtager den himmelske position.

 

NAZARÆERNES LOV

Yeshua (Jesus) var Nazaræer. Nazaræerne var en sekt, der allerede blev beskrevet i Det Gamle Testamente. Sekten hørte under Essæernes mysterieskole. Det aramæiske nazari betyder den, som ved besked, eller den udvalgte. Ifølge Yeshua i Nazaræernes Evangelium 46:7 & 10-19, lyder sektens lov som følger:

”Og Yeshua sagde: ’Se, jeg giver Jer en ny lov, som ikke er ny, men gammel. Ligesom Moses gav de Ti Bud til det verdslige menneske, genopretter jeg for dem for det sande åndens menneske af Rukha d’Koodsha (Helligånden). ”

For hvad er det sande menneske, hvis ikke det er retfærdigt, kærligt, barmhjertigt og opretholder af Lysets Lov?.

Hvert bud er efterfulgt af mine refleksioner.

I skal ære Det Himmelske Ophav, Det Skabende Princip, som har skabt alting og i hvis billede I er født.

Hvil, tænk, tal, handl og lev i det store, skabende, kosmiske princip. Dette er grundstenen og forudsætningen for at vibrere med den universelle strøm, der gør det, der skal gøres eller ikke gøres, sådan at det til enhver tid tjener den himmelske plan bedst.

I skal ikke tage livet af noget levende væsen, og ej heller skal I plage dem.

At tage livet af selv den mindste form for liv, er at bringe uorden i den overordnede plan, der ønsker at mennesket lever op til sit ansvar som det væsen af alle, der blev udstyret med det fri valg. Denne valgfrihed og dette ansvar fik det i dåbsgave, sammen med en etik, der aldrig bør tjene det lille selvs kortsigtede interesser.

I skal ære og beskytte de svage, de forfulgte og alle væsener, der lider.

At blive bevidst om det ansvar, der udspringer af den etisk funderede valgfrihed, er samtidig at lade dette ansvar komme til udtryk som aktiv handling i inkarnationen. Når dette sker som en kollektiv bevægelse, vil sult og lidelse være en saga blot.

I skal ikke spise kød eller drikke blod, eller indtage noget, der bringer Jer ud af balance.

Bortset fra den lidelse, der påføres dyr, der må gennem helvede for at ende som føde for os, påfører vi miljøet og os selv lige så store lidelser. Jorden må bøde for det industrielle kødopdræt, der forbruger firs procent mere energi, end dyrkningen og fremstillingen af grøn føde. Det industrialiserede kød bringer den, der spiser det ud af balance både fysisk og psykisk, når den enkeltes lyskrop forurenes ad de slagtede dyrs angstfulde tankeformer. På længere sigt kan det afstedkomme en forhærdelse af lyskroppen således, at den spirituelle udvikling stagnerer.

I skal leve af jordens frugter og urter, og gennem efterlevelse af Loven behandle jorden med respekt og have et langt liv.

Derfor opfordres vi til at leve et naturligt og økologisk liv, til benefice for ALLE mennesker og levende væsener og ikke mindst den jord, vi lever på.

I skal ikke indgå uligeværdige og kærlighedsløse forbindelser og ægteskaber, men bestræbe Jer på at leve op til Jeres sande bestemmelse.

Her stilles vi over for spørgsmålet om, hvorfor vi valgte hinanden som partnere. Hvad var vores bevæggrunde, og hvilke hensigter havde vi med forholdet. Har vi tilsidesat det dybeste i os til fordel for en drøm, som i virkeligheden ikke er vores, men er udsprunget af en norm, som udelukkende bygger på frygt? Frygten for at være alene, frygten for ikke at være som alle andre, frygten for ikke at være normal? Sand kærlighed er lig med ærlighed.

I skal ikke vidne falsk eller bagtale nogen, ligesom I ikke skal stjæle eller bruge, hvad der ikke tilhører Jer.

Vi lever i en verden, hvor man ikke mere finder det umagen værd at være god, hvis blot man fremstår god. Vi er i dag – på bedste farisæiske vis – mere optagede af det ydre image, end den indre holdning. Dermed skabes der uoverensstemmelse i den personlige såvel som i den universelle SHM. (SHM er et aramæisk begreb med mange facetter. SHM betyder navn, identitet, Lys/Bevidsthed, Lyd, Sandheden, det billede af Gud, hvori vi er skabt).

At det er forbudt at stjæle materielle goder, penge, ting og sager, er noget enhver kan forstå. Og røveri straffes tit forholdsvis strengere end f.eks. vold eller mord. Pengenes magt er i højsædet, og spekulation med fællesværdier og udbytning af medmennesker er en accepteret og populær måde at samle rigdom på. Valutaens frie bevægelse står således over mennesket, der endnu ikke frit kan rejse, hvorhen det vil.

”I dag er Europa kun kristen af navn. I virkeligheden tilbeder det mammon. Jesus har levet forgæves og er død forgæves, hvis han ikke har lært os at indrette hele vort liv efter kærlighedens lov.” (Mahatma Gandhi)

I skal leve op til Jeres højeste kvaliteter og finde tid til refleksion.

Tør vi være dem, det var meningen, vi skulle være? Tør vi leve op til de højeste principper, som de er formuleret i Lysets Lov? Igen konfronteres vi med hvilke værdier, vi sætter højest. Ifølge den aramæiske visdom varer det enkelte menneskes liv, set i et større perspektiv, kun et øjeblik. Vi opfordres til, med hvert åndedræt, at tænke, tale, handle og hvile i overensstemmelse med den kosmiske lov.

I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke ønsker gjort mod Jer selv.