Artikel af Eva Strøm i Menighedsrådenes Blad fra januar 2019.
Lars Muhl er dybt optaget af kristendommen og det aramæiske sprog. Han er bogaktuel og har for nylig meldt sig ind i folkekirken igen for at bakke op om kristendommen i Danmark.
I Danmark er flertallet medlemmer af folkekirken. Alligevel bliver der set skævt til en, hvis man offentlig ytrer sig om sin tro. Det ærgrer Lars Muhl, der har brugt det meste af sit liv på at studere kristendom, kristen mystik, religion, spiritualitet og aramæisk. Ikke bare på et teoretisk plan, men også som praktiserende kristent menneske. Han har i sommer meldt sig ind i folkekirken igen efter at have været udmeldt nogle år, og det er grunden til, at han nu serverer te i hans og hustruen Githa Ben-Davids lille private kirke på deres landsted i det østlige Jylland. Her dufter svagt af røgelse, ikonbilleder kigger ned fra væggene og lydene dæmpes af et stort blødt tæppe på gulvet. I kopperne damper teen, mens Lars Muhl åbner for sine tanker. For ham er folkekirken nødvendig for at fastholde danskerne i den kristne tradition. Folkekirken er en grundsten, men der er brug for grundig selvransagelse, mener han:
– De fleste mennesker i Danmark er døbt, konfirmeret og mange er også gift og lader deres børn døbe. Men sætter du dig ned på en cafe og begynde at tale om Jesus – eller siger du helligånd… Det kan man ikke. Der tænker jeg, at et eller andet er galt. Hvorfor kan vi ikke tale om noget, som vi alle sammen er med i? Det er folkekirkens problem, siger Lars Muhl.
Så hvad er det, der mangler i folkekirken i dag? En reformation af den Lutherske teologi, mener Lars Muhl. Han har brugt de seneste 30 år på studier og formidling af en anden tolkning af kristendommen end den, man typisk hører på prædikestolen om søndagen. Med udgangspunkt i den esoteriske kristendom med især Essenernes mysterieskole, som han mener, at Jesus er oplært i, sætter han fokus på mennesket som skabt i Guds billede. Vi bærer alle en lille del af Gud i os, og det betyder, at vi er forbundet med Gud såvel som med alt andet i skabelsen på en meget konkret og kontant måde: Alle vores tanker og handlinger betyder noget – ikke bare for os, men for alle. Vi har hver især en sand bestemmelse her i livet, og vi må alle påtage os det fulde ansvar for alt, hvad vi tænker, siger og gør, mener Lars Muhl. Han er selv helt afklaret omkring den bestemmelse, han har fået. Han skal udbrede sin viden og sine erfaringer. Men vejen til den erkendelse har ikke været let. Faktisk har den været fyldt med alt det smertefulde, som menneskelivet rummer. Sorg, skyld, sygdom, skuffelse og fortvivlelse. Smertefuldt, men nødvendigt, mener Lars Muhl, der allerede som dreng måtte erfare, at livet kan gøre ondt.
En dreng på en kirkebænk
Det er ikke alle drenge på 10 år, der ved præcis, hvornår organisterne øver i byens kirker. Men for drengen Lars Muhl blev det en redning at sætte sig ind på kirkebænkene og lytte til orgelmusikken, mens de andre børn gik i skole. I 1960 døde Lars Muhls seks årige lillesøster Lone, og Lars Muhl blev kastet ud i en sorg, som også rummede en stor skyld. Han var meget glad for sin søster, men havde på et tidspunkt i frustration ønsket, at søsteren døde, og nu plagede det ham. Tænk nu, hvis Gud havde hørt ham. Så var han skyld i sin søsters død. Sorg og skyld gjorde det umuligt for drengen at passe sin skole og i stedet begyndte han at cykle rundt i og omkring byen. Det blev efterår og koldt, og det var netop på sådan en kold dag, at Lars Muhl som 10-årig gik ind i Aarhus Domkirke for at få varmen. Organisten øvede et stykke af Bach, og musikken gjorde noget ved drengen på kirkebænken:
– Min hverdag var at sætte mig hen bagerst i kirken, krydse armene og lytte på orgelmusik. Hvis man kan sige, at jeg var sprængt i stykker, så kunne musikken begynde at samle delene. På en eller anden måde kunne musikken gå ind og fylde den enorme tomhed og smerte, der var i mig. Og Jesus var der også, fornemmede jeg. Så orgelmusikken og kirken var det, der på mange måder reddede mig og blev min musikalske opdragelse, fortæller Lars Muhl.
Søsterens død kastede Lars Muhl ud i en depression, der skulle vare fem lange år. Efter de første omtumlede år begyndte Lars Muhl som 13-årig et selvstudie. Han købte en LP med Bach og bogen “Kunsten at skrive og andre essays” af Paul V. Rubow for sine konfirmationspenge, og herefter gik tiden med fordybelse. En dag samme år ankom posten med en uventet pakke til Lars Muhl. Den indeholdt bogen “Gayan, Vadan, Nirtan” af sufi-mesteren Hazrat Inayat Khan. Der var ingen afsender på bogen, og Lars Muhl har aldrig fundet ud af, hvem der sendte den. Men den bog blev starten på en livslang interesse for religion og spiritualitet. Bogen introducerede også Lars Muhl for bøn, hvilket ellers ikke var en del af barndommen i et kulturkristent arbejderhjem i Aarhus Midtby. En ny vej havde vist sig, men ikke den eneste. Musikken åbnede også en vej.
Musik som levebrød
Den unge mand, Lars Muhl, var et musikalsk menneske, og det i en grad, så mange stadig husker hans musikalske hits. Han bærer musikken med sig og bruger fx aramæiske sange i sit arbejde i dag, men berømmelsen kan også godt spænde ben:
– Jeg tror, at mange, som i starten ikke kender til mit arbejde, tænker: Nå, det er bare en popsanger, der har fået en smart ide. Men det her er hele mit liv. Mit liv i musikken var sekundært. Det var for at kunne være i verden. Jeg har jo ingen uddannelse, så det blev ved et tilfælde et sted, jeg kunne være for at kunne opretholde en tilværelse, samtidig med, at jeg kunne studere.
Det spirituelle spor i Lars Muhls liv kørte på den måde sideløbende med den musikalske karriere. I 1980’erne fik Lars Muhl fat i en bog om transpersonel psykologi med titlen “Ubetinget kærlighed og tilgivelse” af Edith R. Stauffer, og den gjorde indtryk:
– I den bog begynder hun pludselig at beskrive det aramæiske sprog, og det ramte mig bare lige med det samme. Jeg tænkte. Det her er nøglen. Jeg fandt også ud af, at der ikke stod noget om emnet nogen steder. Så jeg skrev til forfatteren, og i de tre år, indtil hendes død, kommunikerede vi, og hun sendte mig skrifter og forskellige ting, som jeg kunne begynde at arbejde med.
Lars Muhl blev tryllebundet og herfra startede et helt nyt spor i livet. Et spor som fører helt frem til nutiden.
Sproget der åbner evangeliets døre
Jesus talte aramæisk, fortæller Lars Muhl, og det er netop derfor, at sproget har været omdrejningspunkt for hans studier af kristne tekster i de seneste 30 år. For ham er sproget nemlig en nøgle til at forstå de budskaber, som Jesus har givet os.
Det særlige ved aramæisk er, at ordene kan have flere lag af betydning, der ikke udelukker hinanden. I stedet skabes der en syntese af betydningerne. “Malkoota d’Shmeya” er aramæisk og betyder “Himmeriget”. Men det aramæiske ord indeholder betydeligt flere lag end den danske oversættelse. “Malkoota” indeholder betydningerne: royal, kongelig, en ophøjet tilstand, en transpersonal (noget der rækker ud over det enkelte menneske, red.) tilstand, mens d’Shmeya betyder himmelsk. Men i ordet d’Shmeya gemmer sig et rodord, nemlig SHM, som blandt andet indeholder betydningerne: altings universelle navn, lys, lyd, atmosfære, sand lære, livsgnist, det energetiske og auriske felt, Guds mærke i os og vibration. Og som rosinen i pølseenden betyder “eya” uendelig og i al evighed. Lars Muhl forklarer:
– Gud skabte mennesket i sit eget billede, står der. Det billede er det SHM. Det er Guds varemærke i os. Der er Coca Cola og alle mulige andre, men vi har SHM. “Schmeya” er det evige liv i os. “Eya” betyder for evigt, så det er en kraft i os, som aldrig kan forgå. Jesus siger: Husk Himmeriget, “Malkoota d’Shmeya”, er inde i jer. Og er det ikke vidunderligt, at “Shmeya” er inde i ordet for Himmeriget, som Jesus siger er inde i os? Vi bærer rundt på Himmeriget.
Tro bliver til viden, når den erfares
I følge Lars Muhl er Himmeriget en indre tilstand, som vi kan hvile i, når vi lever efter vores sande bestemmelse. Men det er ikke en tilstand, man kan læse sig til, har Lars Muhl også erfaret på den hårde måde. Efter i årevis at have begravet sig i studiet af det aramæiske sprog i sit hus på Samsø, var det ikke himmeriget, der lukkede sig op, men derimod en dyb krise. Karrieren som musiker smuldrede, og kroppen lukkede ned med en svær sygdom, der bandt Lars Muhl til sengen i tre år. Mødet med seeren Calle de Montségur blev Lars Muhls vej op ad sengen og ind i en ny virkelighed.
Calle de Montségur er modsat Lars Muhl en praktiker. Han lærte Lars Muhl at praktisere kristen tro i en form, der inkluderer blandt andet meditation, bøn og healing. Og det er der intet ukristent i, mener Lars Muhl. Går man langt nok tilbage, nemlig til Essenernes mysterieskole, var alt dette en del af en tidlig kristen praksis, som også Jesus anvendte, når han helbredte, mener Lars Muhl. I Calle de Montségurs mesterlære blev der overensstemmelse mellem viden om og erfaring af Gud, og tro blev til vished.
Folkekirken er vigtig
Tilbage i Lars Muhls lille private kirke falder snakken igen på folkekirken. For Lars Muhl har svært ved at forstå, hvorfor folkekirken har travlt med at gøre sig til et kulturhus. Han mener, at folkekirken har ladet sig selv stivne i en Luthersk tænkning, der ikke efterlader megen plads til erfaringsbaseret tro, selvom det er noget, rigtig mange mennesker længes efter. I 22xx meldte han sig ud af folkekirken, men nu er han tilbage, for folkekirken har en vigtig opgave, som han gerne vil være med til at understøtte:
– Kirken skal tage sig af alle overgangsriterne: dåb, konfirmation, bryllup og død. Derudover mener jeg, at man skal tilbyde menigheden studier i esoterisk kristendom, og at man nødt til at revurdere trosbekendelsen, siger Lars Muhl og ryster på hovedet til spørgsmålet, om han har overvejet at grundlægge en ny kirkeretning:
– Nej, for vi har jo allerede folkekirken. Men måske er tiden og kirken moden til en ny reformation? Man kunne fx starte ved kilden: Hvordan definerer man begrebet Gud? Jeg oplever, at mange mennesker stadig hænger fast i deres barndomsforestilling om en gammel mand med hvidt skæg oppe i himlen. Og det er der sådan set ikke noget galt med, da dette jo blot er et arketypisk billede på en overordnet kraft. Men man er nødt til at gå dybere ind i sådan et billede. Jeg mener, at vi af og til støder på en mere tidssvarende teologi hos kvantefysikere. Fx sagde Max Planck følgende i 1944: “Gennem mit arbejde med fysikken, er det min erfaring, at der bag alt skabt befinder sig en overordnet intelligens, som styrer alting.” Det mener jeg er en meget smuk og enkel beskrivelse af Gud, slutter Lars Muhl.
Om Lars Muhl
Forfatter, foredragsholder og musiker.
Gift med Githa Ben-David, der er lydterapeut.
Aktuel med bogen ‘Lyset i et menneskes hjerte’.