Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 5. november 2013
Hvad venter vi egentlig på?
Vi mennesker er sensitive væsener. Meget mere sensitive, end vi er klar over. Når vi glemmer dettte, glemmer vi nogle af vore ypperste muligheder.
Mange kæmper en ulige kamp for overhovedet at kunne eksistere i det teknokratiske samfund, hvor det kun handler om status, penge og magt.
Men der findes en anden lov end teknokratiets lov, der findes en LYSETS LOV.
Og uanset hvilken kirke eller hvilket trossamfund man er medlem af eller ej, lever vi alle ved denne, universelle, spirituelle lov. Denne lov har ikke brug for nogen kirke eller noget kirkeligt hieraki, men kan selvfølgelig sagtens udfoldes der, som alle andre steder.
Intet menneske kan påkalde sig nogen som helst form for eneret til denne lov, eller kan undertrykke andre med den.
LYSETS LOV er løbende blevet forkyndt af Avatarer, som til enhver tid inkarnerer på Jord-planet, netop når der allermest brug for det. I det gamle vediske skrift, Baghavad Gita står der: Når end det gode forgår, og det urette tager magten, inkarnerer jeg som Avatar. I enhver tidsalder synliggør jeg mig for at beskytte det gode, transformere alt ondt, og grundfæste det sande.
Sådanne Avatarer var f.eks. Lao Tzu, Zarathustra, Krishna, Buddha og Yeshua.
Der kan være mange gode grunde til at vi, som kalder os kristne, kun er det af navn, men ikke af gavn. Vi bryster os som civilisation af at have gjort store fremskridt. Men spørgsmålet er, om der ikke blot er tale om en illusion?
Mennesket har opfundet det elektriske lys og en masse elektrisk og mekanisk legetøj, men det er på mange måder stadig ligeså primitivt, som man mener mennesket var i fortiden, men nu blot på en mere sofistikeret måde. For på trods af alle de teknologiske opfindelser, er det endnu ikke lykkes at komme krig, sult, forurening og udbytning i verden til livs.
Det er ikke os, men de andre, siger vi.
Men se nu blot på en af vore fremmeste politikere, der for kort tid blev taget i et overforbrug med rejser på første klasse etc. Han overtrådte ikke den gældende verdslige lov, men han overtrådte derimod den universelle lov, også kaldet LYSETS LOV, nøjagtig som vi alle gør, hvergang vi efterlader affald efter os og lader andre om at rydde op.
Efter det pressemøde, hvor denne politiker (med et skævt smil og tydeligt uden at mene det) undskyldte sine handlinger, blev han af en næsten enige, politisk analytikerskare rost for sin snedige og smarte håndtering af pressemødet. Og vi taler altså om en politiker, der har været statsminister og ønsker at blive det igen.
Vi har IKKE brug for mere religion eller politik, men for at tage vor medfødte spirituelle dimension alvorligt. Menneskets er grundlæggende godt. Men vi har åbenbart brug for at forstå LYSETS LOV på et dybere plan, såfremt vi ønsker nogen form for reel menneskelig vækst.
LYSETS LOV er altid med os, den er altid tilgængelig, men noget i os skal vækkes, før at vi igen bliver bevidste om den.
Og når nu vi kalder os for kristne, eller i hvert fald er opvokset i en kristen kultur, så mener jeg ikke at der behøves at være særlig langt til en løsning. Det kræver blot at vi bruger den nøgle til forståelse af Ny Testamente, der gør, at vi i dette skrift kan finde hovedtrækkene i LYSETS LOV, som alle de store Avatarer hver på sin måde har formidlet gennem tiderne. Ja, jeg vil påstå, at et hvert søgende menneske kan finde alt det, det tørster efter i Ny Testamente.
Gennem studier af det aramæiske sprog, som Yeshua (Jesus) talte, har jeg fundet en af nøglerne til forståelse af denne LYSETS LOV. Resultatet har jeg fremlagt min nye bog af samme navn.
Det er klart, at mange har svært ved at tage ord og begreber som Helligånd og Himmerige alvorligt. Men det skyldes udelukkende at ingen har gjort sig den ulejlighed og fortælle os, hvad disse begereber i virkeligheden står for. Ikke ret mange er klar over, at der på aramæisk ikke findes noget ord for synd. Synd betyder direkte oversat at skyde forbi målet. Det er at være fraværende og ufokuseret. Synd er derfor det samme som manglende nærvær.
Og selv om de fleste af os er vokset op som kristne, er der mange, som vender ryggen til, hvis blot de hører nogen udtale navnet Jesus. Hvad skal vi egentlig bruge ham til i vores ultramoderne, teknokratiske tid?
Det forstår vi, når vi forstår hvad det er vi er gået glip af ved ikke at kende dybden af inholdet i Ny Testamente. Jeg vil påstå, at Jesus, eller Yeshua, som er han sande navn, var verdens første kvantefysiker, ligesom han var en af verdens største helbredere.
Han var en frihedskæmper, der ønskede at sætte hvert enkelt menneske frit, så det igen kunne bruge alle dets multiuniverselle muligheder gennem indsigten i LYSETS LOV.
Det er en lov, der blot venter på, at vi hver især gør den til vor egen.
Mennesket har uendelige muligheder og kan til enhver tid hæve sig op af de små skos snærende verden, og bryde teknokratiets lænker. Hvis vi vil det, behøver vi ikke mere nøjes med blot at overleve, men kan generobre vort liv for at kunne LEVE det. At vi ikke forlængst har gjort det, kan vi kun takke os selv for.
Husk at Yeshua blandt andet sagde:
Himmeriget er inden i Jer og alle steder omkrig Jer.
Altså Himmeriget er i højere grad en tilstand end et sted.
Nøjagtig på samme måde som Helvede er en tilstand, og på aramæisk betyder: at være ved siden af sig selv, at være sat ud af spillet, at vende ryggen til livet og de himmelske muligheder vi som mennesker har fået i dåbsgave.
Yeshua sagde også: I er alle Guds børn, og I hvis I følger mit eksempel vil I kunne gøre endnu større undere end jeg.
Det er nærmest tragikomisk at kunne konstatere, at vi mennesker i 2013, stadig ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordenligt, og stadig ikke har forstået hvad vi egentlig er her på det jordiske plan for.
Ifølge den aramæiske Yeshua, udgør Jordplanet det perfekte sted for Sjælene, at lærer om ubetinget kærlighed, tilgivelse, nærvær og medfølelse. Igen og igen forsøger han at gøre os det begribeligt, at det eneste vi egentlig savner, er det, vi selv mangler at give.
Se det er høj-energetisk tankegang og væremåde.
Når vi nu har prøvet alt andet, og ser, at det ikke duer, så …
Sammen kan vi gøre det, ingen kan gøre alene.
Hvad venter vi egentlig på?