Novelle fra novellesamlingen ‘Skyggerejser’, udgivet af Forlaget Hovedland.
Mysteriedans
(1978)
Det var på det tidspunkt, hvor Leon troede, han havde udspillet sin rolle som vred ung mand. Han havde halvandet år tilbage at leve i, fordi de var nogle stykker, der ikke havde kalkuleret med at blive 30. De dræbende halvfjerdsere var ved at løbe ud i ingenting, og hans egne sange havde kun afstedkommet en overbærende hovedrysten. Han kunne ikke synge, sagde man! Lige indtil Robin sendte ham et kassettebånd med Costello’s ‘Mystery Dance’. Efter den tid sang han næsten ligeså godt som Costello – sagde man! Det tilgav Leon aldrig Robin. Det bånd lagde alt i ruiner. Der var ligesom ingen sange tilbage til Leon. Alting blev så småt, og dagene begyndte at vende indad, længere end onde år og kortere end opgivende suk. Det var det år, Betty døde af en overdosis i en bed-sitter i Holland Park i London, og bladene begyndte at falde af træerne midt om sommeren. Leon skød gråspurve med sange så små som legetøjspistoler. Elastikken i dem var ligeså slap som elastikken i hans underbukser, eller også var han bare blevet så tynd, at der skulle mere til end en tvivlsom karriere for at skjule nogle ribben, der var begyndt at stritte så underligt. Det år beseglede han sin løbebane ved at købe et mørkt jakkesæt af mærket ‘Outsider’ på Kings Road. Det gjorde tricket. Så købte han et mere. Det var lyst.
Leon begyndte at fumle med grøntsager. Han holdt op med at spise kød og sank tilbage i skelettet og lignede til sidst et omvandrende tøjstativ. Den sommer gik han og samlede brune blade under træerne. Han ledte efter et blad med hans navn skrevet på. Men han fandt det ikke. Wayne kom tilbage til Danmark med Betty i en kagedåse. Ingen af dem ville have undret sig, hvis det var begyndt at sne i juli måned. Ordene var af sne. De smeltede for øjnene af ham. Papiret blev hvidere og hvidere. De kaldte ham ‘Den Usynlige Snemand’. Alt hvad han skrev, var ligeså usynligt som han selv, kun musikken kunne anes, som en slags hvid støj på bagsiden af det bånd, Robin havde sendt ham. Det hele foregik på bagsiden. De unge klædte sig i sort. De var vrede. Leon var hvid i ansigtet, men sort på vrangen. Det var sorg.
Leons band havde fået en pladekontrakt. Nu var det Leons tur til at blive berømt, men han havde næsten opgivet det, inden han fik begyndt. Så opdagede han, at de der brune blade under træerne midt om sommeren var nitter i et lotteri, han slet ikke anede eksisterede. På bagsiden af nogle af dem fandt han underlige masker, som ikoner til at holde op for øjnene. Det hvide papir var så overfyldt med kemikalier, at han ikke engang turde tørre røv i det. Det var i Leons første spirituelle periode. Han læste i skrifterne, til han blev sneblind af det. Han missionerede på samme måde som alle, der oplever den første kaldelse og mener at have fundet de vises sten, missionerer og forpester livet for omverdenen. Han forstod ikke, at kun de frelste var dømt til den evige ild. Ilden var hans eneste alvorlige børnesygdom. Vingerne blev forbrændt noget så forbandet, og tiden krøb sammen i et uoplyst hjørne af Leons bevidsthed sammen med skidtet, der samlede sig i bunker. Selv stod han og suttede tommelfinger i tabernes skammekrog. Måske var det derfor, kvinderne begyndte at nærme sig af sig selv. Han kaldte ikke på nogen. Havde opgivet ethvert håb. Nu kom de frivilligt og bankede på hans dør. Som regel endte det med, at han fik talt tøjet af dem. Når de ville elske, trak han sig væk. Han ønskede bare at se dem nøgne. Det var der en, der ikke forstod. Hun bed næsten Leons ene øre af, mens hun pressede sit underliv mod hans afpillede hofte.
– Av for satan! råbte han og prøvede at skubbe hende væk. Først da han skubbede hende så hårdt, at hun faldt ned på gulvet, stillede hun sig op foran ham og masturberede i protest. Hende så han aldrig mere, men de fleste kom igen. Måske fandt de en ny frihed og en dybere tilfredsstillelse ved at blive taget med øjnene. Det var en studie i disciplin, der kun var tilgængelig på bagsiden af det tilsyneladende forventelige. Bag automatikken blev poesien underlig virkelig.
Mary Ann kom forbi og forærede ham en joint. Der var en sang gemt indeni. De unge dør først! Så pakkede han sin kuffert og sprang på toget til Piræus. Hans karriere var slut allerede, før den var begyndt. Leon var den eneste, der ikke fik noget at vide om det.
I Piræus flyttede han ind på Hotel Phideas. Ikke fordi det var specielt hyggeligt, men fordi det var det billigste, og fordi han havde boet der 10 år forinden. Dengang var byen fyldt af forrevne og forvredne sjæle, sømænd og fejlslagne poeter, for hvem Akropolis i Athen ikke var andet end en bunke sten og en illusion af en tid, der ikke mere eksisterede. Leon tog til Piræus for at give sit bidrag og for at lære at bede. De fleste andre, der var i samme situation, tog til klostrene på Athosbjerget. Leons mission var af en anden beskaffenhed. For ham var Athos alt for himmelstræbende. I stedet læste han sin Philokalia på værtshusene og i natklubberne i kvarteret bag havnepromenaderne. Han satte kun sine ben i Athen en eneste gang for at få et skud penicillin for en dryppert, han havde betalt sig til hos en overmoden danserinde fra Marokko, og for at se en filmkavalkade af Elia Kazan. Leons bønner forsvandt i osen fra bilernes udstødning, der på 10 år havde lagt sig som et smogtæppe over Athen. Kun de dage, hvor vinden tog til, var det til at få vejret på kajen i Piræus. Når han bestilte shishkebab, pillede han alt kødet fra og spiste kun løgringene og tomaterne. Om dagen fyldte han servietterne med alle sine usynlige ord, om natten fyldte han dem med sæd. Men ordet blev ikke til kød, og Helligånden havde sendt sin stedfortræder, som de fleste troede lå gemt på bunden af en flaske ouzo. Det gjorde den også. Den hed delirium.
Da var det, Leon begyndte at indse, at hans liv var på sporet af en fiasko. Da han så, hvor langt væk og hvor tæt på, hans stædighed havde bragt ham. Han ønskede sig et renere liv, men fik i stedet mere og mere skidt op under neglene. Han ønskede at være uberørt, men forstod ikke, at når man bøjer sig og samler noget op fra jorden, så følger der altid lidt skidt med. Han ville ikke have beskidte fingre. Han var i virkeligheden den fødte funktionær, var som skræddersyet til faste arbejdstider på et kontor, skabt til en lille småborgerlig familie med et lille rækkehus et sted i forstæderne. Nu var det for sent. Han havde ikke orket at samle porcelæn og bestik med 12 af hver. I stedet stod han i verdens ondeste by med en dryppert i den ene beskidte hånd, Philokalien i den anden, og et ordforråd på størrelse med en knappenål, og hadede Piræus, som han hadede Elvis Costello. Piræus, fordi den ligeså godt kunne være Århus eller Skopje, eller en hvilken som helst anden by på kontinentet. Ja, han hadede Piræus for det, den havde forvandlet sig til: et sted, hvor middelklassens vrede, melankolske sønner syntes at have sat hinanden stævne, og Costello for, at være en af dem. Fordi de udgjorde den værste form for intellektuelle, der dybest set hadede hinanden, fordi de på bunden hadede sig selv og ikke tålte anden excentricitet end deres egen. De gemte sig bag dobbeltparader af løgnagtige udsagn, som de huggede fra hinanden og bagefter klædte pænt og chokerende på. Det kunne godt være, at udsagnene i sig selv var sande, men det var fraværet af selvoplevet erfaring, der forvandlede dem til løgn. Han ønskede at jævne Piræus med jorden. Ønskede at tvære hver eneste af dens forpinte digtergrimasser af forstilt weltschmerz ud på en væg kalket med lort. Ønskede at brænde samtlige dens ynkelige manuskripter fyldt med sarte sjæles ømfindtligheder på et bål af gonorre og benzin, og bagefter strø asken ud som foder i forfængelighedens stinkende svinesti. Ønskede at radbrække hver eneste uringule due, der måtte springe fra digterpandernes brodne kar, og smøre byen ind i glemslens tjære og fjer. Men han orkede det ikke. Måske fordi han selv var fyldt med lort og skræmt til ukendelighed, måske fordi han ikke selv i tide havde anskaffet sig et lommeur og samlet service til 12. Nu lå Piræus som et monument blandt mange, over alle middelklassens pseudo-intellektuelle, deres selvsmagende, savlende, sentimentale tab-og-vind-romantik og deres endnu ikke betalte bod. Alligevel var Leon stolt af den by, for han følte, at han selv havde været med til at bygge den. Var det måske ikke hans størknede blod, der sad på væggen ud til altanen og hans sædpletter på madrassen i værelse 24 på Hotel Phideas, og var det måske ikke hans depression, der havde lagt sig som en kvalmende os over dette nådesløse sted?
Det trak op til storm. Dybt i skyggerne af hotellets lange gange lå de bristede illusioner gemt, forklædt som radbrækkede sange. Men han turde ikke bøje sig for at samle dem op. Han havde fået nok af snavs. Han måtte væk. Der var ikke en eneste frisk serviet tilbage i byen. Han fandt en brugt, skrev ordet ‘vatpik’ med tyndbenede bogstaver hen over, stoppede den i en kuvert adresseret til ham selv og postede den på det nærmeste posthus. Så købte han en billet til Paros.
Færgen var overfyldt, som om alle, der var i besiddelse af en rygsæk, havde besluttet sig for at stuve sig sammen på netop dette skib. Leon fandt en plads mellem noget tovværk oppe på soldækket og satte sig på sin kuffert. En fersk hørm af ‘Sea & Ski’ lagde sig over rygsækfolket, der havde grupperet sig omkring en mængde imaginære lejrbål. Klos op ad Leon sad en gruppe unge af blandet nationalitet. En ung, mørk, krølhåret adonis smed blusen og luftede enhver bodybuilders drøm af en overkrop, til synlig ærgrelse for de andre adonisser i gruppen. Det var tydeligt, at han var det naturlige midtpunkt, hvilket understregedes af mængden af piger, der lidt efter lidt blev suget ind mod centrum, gled ned i lotusstilling, mens øjnene sad klistret til vidunderet, der i mellemtiden havde fremtryllet en guitar. Leon sank tilbage i tovrullen i forsøget på at få noget søvn.
Adonis lagde ud med ‘Where have all the flowers gone?’ A-strengen stemte ikke. Leon vendte sit døve øre til. Adonis kæmpede sig gennem ‘Blowin’ in the wind’. Leon åbnede øjnene på halv. Vidunderet luftede en perlerække af hvide tænder, der glimtede som en lysreklame i solen. Afroditterne hvinede henrykt, mens de forsmåede adonisser beherskede deres ærgrelse med små, forstemte grynt. Leon begyndte at tælle rustne skruer i dækket.
– Suzanne takes you down, to her place near the river, you can hear the boats go by, you can spend the night beside her! Apollons stemme smøg sig overdrevent kælent om ordene. Leon mærkede en svag utilpashed i maven.
– And you want to travel with her!
Forkert akkord!
– And you want to travel blind, and you know she will trust you, for you’ve touched her perfect body with your mind!
Atter forkert akkord! Leon havde rejst sig nu. Han havde kvalme. Apollon var på vej ind i en kadence:
– For you’ve touched her perfect body with your mind! Stemmen ligefrem smagte på ordene, fedtede dem ind i en autoerotisk ørevaseline, der lød pervers i Leons ører. Han skulle kaste op nu. Apollon sang med lukkede øjne. Forkert akkord! Lysreklamen blinkede på fuld kraft. Pigerne sad henførte, som i trance. Forkert akkord! Apollon smilte forførende da han gik ind i kadencen for tredie gang:
– For you’ve touched her perfect body with…!
Med et tigerspring stod Leon midt i det imaginære lejrbål. Med et snuptag flåede han guitaren ud af hænderne på vidunderet, der i forbavselse gled bagover, som var han blevet ramt af et kuglelyn. Leon tog et greb på guitaren.
– This is the right chord man, this is the chord! skreg han, mens fingrene lynede ned over strengene og hamrede den rigtige akkord af, igen og igen. Alle sad med sært hængende underkæber og betragtede ham. Så løftede han guitaren over hovedet og klaskede den af al kraft ned i dækket, så splinterne føg til alle sider. Der lød en kvasende lyd, da halsen knækkede, og kassen hang og dinglede vemodigt i strengene. Så svingede han armen og kastede det dræbte instrument over bord.
–You chauvinist pig, råbte Apollon, der var kommet på benene nu. Han stod henne ved rælingen og kiggede ned på de sørgelige rester af guitaren, der var på vej væk i det skummende kølvand. Leon gik langsomt tilbage til sin plads under ledsagelse af spredte Pig!-tilråb fra de omkringsiddende, indignerede afroditter. Blandt de forsmåede adonisser lød en undertrykt, befriet fnisen. I baggrunden stod solguden med tårer i øjnene og klamrede sig hysterisk til sine egne brystvorter, som om det var den vej luften forsvandt, mens nogle afroditter trøstende gned den punkterede overkrop ind i ‘Sea & Ski’. Lysreklamen var gået ud, og Cohen havde fået fred. Leon lagde sig til at sove. Der gik 110 rustne skruer til hver af de lige så rustne dæksplader!
Han vågnede seks timer senere, mens færgen var på vej i havn. Rygsækfolket var åbenbart stået af på Naxos, for der var ikke mere end et par stykker tilbage på dækket. Han følte sig allerede bedre tilpas nu, hvor Piræus og Apollon var ude af syne. Foran ham strakte Parikias kystpromenade sig lige så langt øjet rakte. Der var ikke mange turister blandt de sortklædte kvinder og midaldrende mænd med kasketter, der gik passegiata i solnedgangens sidste time langs den hvidkalkede by. Inde fra cafeteriet nåede tonerne af Sinatras ‘Strangers in the Night’ ud på dækket. En ortodoks præst stod lænet ud over rælingen, mens han røg en cigaret. En samovar i en plasticpose var hans eneste bagage. Tovværket hvinede i trosserne, og nede på kajen arbejdede sømændene afslappede med fortøjningerne. På vej ned ad landgangsbroen gik han igennem en duftende sky af efeu, der hang som et consolamentum i den rosafarvede aftenluft.
Han købte et enmandstelt i havnekiosken. Bouzoukimusikken skrattede ud af en laset højtaler oppe under loftet. Han passerede et diskotek, hvor diskomusik drønede ud gennem dørene, der stod på vid gab. Yes sir, I can boogie! Der var ikke et øje at se. Nord for byen fandt han en campingplads med kun to telte. Bag ham blafrede Parikias kærter usikkert i vinden. Han fandt en fordybning og rejste sit telt et godt stykke væk fra de andre, mens Pleiaderne blinkede blegt på den forrevne himmel, som en tro kopi af Kykladerne, på bunden af hans egen forrevne sjæl. Oppe ved vaskekummerne genkendte han den ferske hørm af ‘Sea & Ski’ og skyndte sig tilbage til teltet. Inden han faldt i søvn, hørte han en dyb rumlen i det fjerne.
Næste morgen vågnede han gennemblødt af sved. Udenfor stod solen allerede højt på himlen. Fire håndklæder hang til tørre over teltene. Udenfor et af dem lå en tom ouzoflaske oven på et par Union-Jack-badesandaler. Da han havde vasket sig, købte han noget tørt brød i campingpladsens butik. Det brændte græs kastede korte, skarpe skygger på den udtørrede jord, og uden for hegnet børstede det turkise hav tænder mod klipperne. Vinden prikkede sand i Leons øjne.
Mens han sad og spiste, fik han øje på to mænd, der var ved at sætte telte op. Ved siden af sad to kvinder på et tæppe og smurte sig ind. Leon kunne kende plasticdunken med Matas-striberne. Da vinden gjorde et kast, opfangede han deres stemmer. De var fra København. Han smed det sidste stykke brød i en affaldsspand og gik ned på stranden for at blive våd.
Resten af dagen gik han rundt i den hvide by og mærkede, hvordan livskraften ligeså stille var ved at forlade ham. Uden for husene sad de gamle på små stole og tæskede løs på døde blæksprutter. Rundt omkring hang der plakater med et farvestrålende billede af en græsk sangerinde. Sæsonens sidste turister købte oliventræssmykker og souvenirkeramik, som de stoppede ned i nye tasker af kernelæder. På tavernerne sad de og skrev på bagsiden af postkort med hvide huse og blåmalet træværk udenpå. Sidst på eftermiddagen fandt han en lille taverne for enden af promenaden, hvor et par gamle fiskere sad indenfor og spillede kort. Leon søgte ind i et hjørne og sank ned i køligheden fra de tykke mure. Han bestilte en kop kaffe og betragtede de to gamle, der opslugt af spillet ikke så ud til at registrere andet end kortene med falliske køller, offerskåle og grøn vin. Deres ansigter var vejrbidte, mørkgyldne i huden, garvede af salt og sol og luft. De var hvidhårede. Den ene bar kasket med et lille sølvanker påsyet over skyggen. De spiste tapas og drak ouzo. Den midaldrende mand, der serverede, tændte for en gammel radio fyldt med lige så gamle bouzoukier. På væggen bag ved baren hang der miniatureflag fra hele verden. Et gulnet amatørfoto af en topløs, skandinavisk udseende pige med store bryster, var sat fast på en bastmåtte med en knappenål. Leon bestilte en skål oliven, og værten kom med et glas ouzo. Ved siden af lagde han et visitkort.
– From the Captain, sagde han, og pegede over på den gamle med kasketten. Deres øjne mødtes. Den gamle hævede sit glas. Leon sagde:
– Cheers!
– Episis, svarede kaptajnen og drak ud. Leon betalte og stak visitkortet i lommen. Udenfor kunne han mærke varmen suge de sidste kræfter ud af sig, så han måtte holde sig i skyggerne resten af dagen. Da det blev aften, satte han sig med et glas Kourtaki uden for en cafe ved havnen og ventede på, at færgen skulle lægge til. Senere, da han sad i sin livmoder af et telt, hørte han københavnerne skændes højlydt, fordi de syntes, Paros var verdens mest dødssyge sted. Han kunne ikke sove og gik ned til stranden. Noget sort havde lagt sig til rette ude i horisonten. Da det blev for køligt, gik han tilbage til teltet og spejdede ud i mørket.
Sådan gik to dage. Københavnerne var rejst hjem, og han lå i sit telt og kunne ikke falde i søvn. Han var så træt, at han ikke orkede at slæbe sig nogen steder. Det var, som om han var ved at glide ud over kanten på en klippe. Og han undrede sig over, at det ikke ængstede ham, men snarere føltes som en lettelse.
Så kom stormen. Skyer som kæmpemæssige bylder, der var blevet så betændte, at den syge himmelhud, spændt til sit yderste, bristede og gav slip på alt. Leon søgte ly under halvtaget ved vaskekummerne, mens regnen piskede ned og lavede dybe huller i den skællede jord. Fra sit ly så han stormen feje teltene omkuld med et enkelt pust. To engelske par kom løbene ud af mørket med alt deres udstyr. De nåede i ly under halvtaget, netop som et lyn flængede natten med et brag. I lysskæret så Leon sin egen kuffert flyde rundt mellem barduner og teltunderlag. Den ene kvinde trøstede den anden, der hulkede fortvivlet. Mændene diskuterede fodbold. Så løb Leon, alt hvad han kunne, ud for at redde sin kuffert. Han var gennemblødt, inden han nåede frem. Et lyn slog ned i hegnet, da han halede kufferten op af sølet. Han blev stående i mudderet med kufferten i hånden og lod sig piske af regnen. Stormen var ved at vælte ham rundt. En af de engelske mænd råbte:
– Get back in here, you lunatic!
Så stred han sig igennem det værste, væk fra stedet, med lynene dansende omkring sig, indtil han nåede rundt om et hjørne, hvor han kunne gå i læ af husene.
Det tog ham en time at nå ind til Parikia. Alle lys var slukkede. Hotellet var mørkt, og skodderne sat for. Han hamrede desperat på porten, men der var intet tegn på liv. Han trak ind under et udhæng i en gyde, mens vandet fossede gennem gaderne som en syndflod, der nåede ham til anklerne. Han ville rulle en cigaret, men indså det håbløse i foretagendet. I stedet stod han med et lille knækket visitkort i hånden. „Captain Peter. Beds. Seven languages. 44 Metonoia, Parikia.” stod der med slidte bogstaver fra et gummistempel. De blå bogstaver smeltede sammen med regnen og flød ud over kanterne. Han nåede lige at fæstne sig ved adressen, 44 Metonoia, inden den forsvandt som bloddråber i flodbølgen under ham.
En halv time senere stod han gennemblødt uden for kaptajnens hus. Det var, som om uvejret havde givet Leon nye kræfter, og at en usynlig hånd havde ført ham helskindet gennem opgivelsens minotauriske labyrint. Der blev kortere og kortere mellem lynene, der flænsede det lavthængende sorte skydække, øjeblikkeligt akkompagneret af dybe, buldrende brag, der fik jorden til at ryste under ham. Han blev stående og løftede ansigtet mod den piskende regn og de vilde blitz og mærkede elementernes rensende kraft trænge gennem det krakelerede panser. Det var, som om verden den nat havde besluttet sig for at gå under, og for første gang i mange år følte han sig gennemstrømmet af noget, han opfattede som lykke. Han bankede tøvende på den grønmalede dør. Han havde allermest lyst til at blive stående udenfor, men samtidig var der en stemme indeni, der skubbede ham frem. Han bankede hårdere og længere, og lidt efter stod skyggen af den gamle i døren, med kasketten skubbet om i nakken, og talte flydende engelsk:
– Jeg tænkte nok, det var dig, hop om bord knægt! Bag ham blafrede et vokslys i en trækvind udefra. Leon trådte ned ad to trin, ind i et lille primitivt køkken. Et lille bord og to stole udgjorde den sparsomme møblering. Væggene var bare bortset fra en hyldereol, der hang over bordet, fyldt med nips. I en fordybning i væggen, der gjorde det ud for alkove, sad en gråstribet kat i noget uredt sengetøj på en blå madras. I en anden fordybning stod et gammelt jernkomfur med to messinggryder. Den gamle boltede døren til.
– Sæt dig, sagde han og trak en tallerken frem fra komfuret. Katten var hoppet ned fra alkoven og fulgte den gamles mindste bevægelse.
– Spis! Han satte tallerknen med sammenkogte grøntsager foran Leon og gik efter vand.
– Det er Briàm. Den er kold, men hjemmelavet! Han satte et glas vand på bordet.
Leon spiste og drak, mens den gamle sad og betragtede ham i tavshed. Uvejret rasede lige udenfor.
– Katharsis, mumlede kaptajnen med et smil, da et lyn slog ned over huset, katharsis!
Katten klagede sig, og den gamle bukkede sig ned og kløede den beroligende bag øret. Henvendt til Leon sagde han:
– Nysios bliver altid så bekymret i uvejr!
Da Leon var færdig med at spise, overvældedes han af en behagelig træthed. Det var det første ordentlige måltid, han havde fået, siden han var ankommet til øen. Først nu opdagede den gamle, at Leon var gennemblødt, da han smilende pegede på den lille sø af regnvand, der løb sammen under den rejsendes stol. Han trak et håndklæde frem fra alkoven.
– Her! Kaptajnens øjne funklede i halvmørket.
– Du kan sove ovenpå! Han pegede på en smal trappe, der var gemt i et hul i væggen og blot fremstod som en skygge.
– Jeg har en sovesal deroppe, med seks senge. Du kan selv vælge. 500 drachmer pr. nat. Men gå stille, når du kommer op. Thena sover! Han havde sat sig i alkoven og var ved at tage skoene af, mens katten gned sig kælent op ad ham.
– Godnat, sagde han og strakte sig med et gab.
– Godnat!
Leon baksede med besvær sin spanske kuffert op gennem den smalle trappeåbning. Han kunne ikke se en hånd for sig, før et lyn oplyste rummet, og han fik et glimt af tre senge, der stod med gavlene mod endevæggen. Han trak vejret dybt ind og genkendte duften af efeu. Han nåede lige at skimte en bylt, der lå gemt under et af tæpperne og gættede på, det var Thena. Ved det næste lynglimt famlede han sig frem og fandt en seng i den modsatte ende. Han tog alt tøjet af og hængte det til tørre over sengegavlen. En svag vejrtrækning blandede sig med lyden af rislende vand fra gaden udenfor. Han tørrede sig og gled ned under lagnerne, hvor han faldt i søvn med det samme.
Han vågnede til lyden af regnen, der spillede på vinduerne. Først kunne han ikke orientere sig, men lukkede øjnene igen, fordi han ikke med det samme kunne afgøre, om den foregående nats hændelser blot var en drøm, han endnu ikke var vågnet af. Han åbnede langsomt øjnene. Et blødt lys kravlede dovent hen over det revnede loft. Han frøs og opdagede, at lagenet i nattens løb var gledet ned på gulvet. Så kom han i tanke om, at han ikke havde tøj på, og at han ikke var alene. Han fiskede lagenet op og rejste sig på albuerne. På en seng i den anden ende af rummet sad en pige med siden til, og benene trukket op under sig, mens hun læste i en bog. Hun havde en lysegul kjole på. Det måtte være Thena. Han rømmede sig. Hun reagerede ikke. Var åbenbart så fordybet, at hun ikke ænsede ham. Han lå og betragtede hende. Med et syntes han, at der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme i tanke om hvorfor. Alt, hvad han kunne se derfra, hvor han lå, var hendes blonde, kortklippede hår, der var pjusket og delt i siden, og hendes slanke, brune arme med bittesmå, lyse dun på. Neden for sengen stod en rygsæk.
– Godmorgen, sagde han forsigtigt, mens han gabte, som om han lige var vågnet. Pigen løftede blikket fra bogen og kiggede i hans retning. Hendes ansigt var så smukt, at det fuldstændig tog pusten fra ham. Hendes øjne var så tindrende blå, at det virkede overnaturligt. Under den klassiske, let buede næse, krusedes hendes fyldige læber i et lille skævt smil.
– Godmorgen, svarede hun med en blød stemme, der havde en undertone af noget knækket. Leon følte sig pludselig forlegen og trak fødderne ind under lagenet. Havde hun mon set ham, mens han sov? Havde han haft rejsning i nattens løb?
Han græmmede sig indvendigt. Han, der uden tøj på, var så tynd som et fugleskræmsel. Han vendte pludselig helt indad og lå og smeltede væk i hendes blik med alt det blå, der flød ud og fyldte rummet og afstanden imellem dem.
– Du er smuk, når du sover, sagde hun stille og vendte tilbage til læsningen. Det lød som en konstatering, der i hans ører mere lød, som om hun lige så godt kunne have konstateret, at det regnede. Han vidste ikke hvad han skulle svare, eller om han overhovedet skulle sige noget. Han kunne ikke rejse sig, men lå bare og følte sig komplet hjælpeløs. Han havde aldrig før haft problemer med at vise sig nøgen. Nu forekom det ham umuligt.
Han sank tilbage på sengen, og prøvede at tænke på noget andet, prøvede at koncentrere sig om lyden af regnen, men tankerne ville ikke som han. I stedet sværmede de omkring pigen, der sad blot fem meter fra ham, sværmede omkring forestillingen om hendes krop strakt ud på den græske seng og billedet af ham selv, der nøgen og med fuld rejsning langsomt klædte hende af. Billeder af hendes svedige ansigt, der indbød ham til at røre ved sig, og de blå øjne, der sugede ham ind i en ublufærdig, fortryllet sfære, og lyden af hendes ekstatiske stønnen, da han trængte ind i hende og langsomt red hende gennem det dovne lys, ind i et primitivt land af noget tungt og sprængt, frem mod en horisont, bag hvilken et gyldnere morgengry lå og ventede.
Han begyndte at tælle revnerne i loftet, men blodet løb sammen i krydset mellem hans ben, hvor det blev stift og brændende som gloende jern. Han søgte indad, så i glimt billeder af Piræus, prøvede at holde fast, men gled hjælpeløst tilbage i det dovne og fugtige lys. I udkanten af et billede så han Elvis Costello og klamrede sig febrilsk til det, mens han døsede hen og gled ind i befrielsens søvn.
Drømmen var utydelig. Han bevægede sig gennem et ukendt rum, indhyllet i et blegt, pulserende lys, der faldt ind gennem et stort vindue. Langt væk kunne han høre Costello synge: „Romeo was restless, he was ready to kill. He jumped out the window ’cause he couldn’t sit still. Julia was waiting with a safetynet. He said: ‘Don’t burry me, ’cause I’m not dead yet!’ Why don’t you tell me ’bout the mystery dance, I wanna know about the mystery dance. Why don’t you show me, ’cause I’ve tried and I’ve tried and I’m still mystified, I can’t do it anymore, and I’m not satisfied!” Så sprang han ud ad vinduet og faldt gennem et uendeligt rum.
Da han vågnede, var pigen forsvundet. Rygsækken stod stadig på sin plads. Han klædte sig på og gik fortumlet nedenunder. Kaptajn Peter sad ved sit bord og var optaget af at skrive brev. Over for ham sad en ældre kvinde og dikterede. Det var blot en af kaptajnens funktioner på øen. Han var en af de få, der kunne læse og skrive, desuden fungerede han som tolk. Han havde sejlet på de syv verdenshave, talte syv sprog, og var statsborger i fire forskellige lande. Han havde besøgt samtlige kontinenter, og der var ikke den afkrog i verden, han ikke havde set. På den lille reol over bordet lå de fire pas omgivet af nips og souvenirs, han havde bragt med hjem fra rejserne. På hæderspladsen, i midten af det hele, stod et indrammet billede af kaptajnen i fuld uniform, omgivet af sømænd og en skibsreder, der overrakte ham en æske med en guldfyldepen i en stor æske, foret med rødt fløjl, som de holdt op mellem sig, mens de gav hinanden hånden. Billedet stammede fra kaptajnens sidste sejlads efter 50 år på havet.
Leon lagde 500 drachmer på bordet. Kaptajnen så overrasket op. Han var ved at folde brevet sammen og lægge det i en hjemmelavet kuvert. Han skubbede pengene tilbage til Leon.
– Du er ikke rejst endnu, sagde han og smurte lidt harpiks på kanten af kuverten med en tændstik. Kvinden slog en hæs latter op. Hun havde set, hvor fortumlet Leon var.
Så pegede hun på Kaptajnen.
– He dioratikos! He see things, he see behind you, yes? He see real you, yes? Hendes latter og ubehjælpsomme engelsk fik smilet frem i Leon. Kaptajnen rystede overbærende på hovedet. Så udvekslede de nogle ord på græsk, og kvinden gik med sit brev, lykkelig, som bar hun på et nyfødt barn.
– Hun skal til Athen og besøge sin søster og niece. Hun har aldrig været væk fra øen før. Nu sender hun besked, at hun kommer. Det er hendes første rejse nogen sinde.
Kaptajnen var ved at pakke den store guldfyldepen ned i den forede æske. Så blev han mørk i blikket og tilføjede tankefuldt:
– Og den sidste!
Kaptajnen havde fået skoene på og åbnede døren ud mod gaden. Det var holdt op med at regne, og solen var begyndt at varme, så det dampede fra husenes fugtige træværk, der fyldte den smalle gade med dufte af forsvunden tid. Lidt efter ankom et nygift ægtepar, der skulle have kaptajnen til at skrive til myndighederne i Athen, vedrørende et næringsbrev. Sådan gik formiddagen, med øboer der skulle have kaptajnen til enten at læse eller skrive noget for sig. Imens sad Leon på en stol udenfor og kiggede ind i skyggerne, hvor alt det tunge og sprængte lå på lur, klar til at overmande ham, så snart han viste det mindste tegn på uopmærksomhed.
Leon havde næsten glemt, at det var sådan det var. Det var først gået op for ham, da billedet af det langsomme ridt ind i det primitive land af jern og kød, ikke havde bragt nogen forløsning, men blot forvandlet det boblende blod til kold sod, der frøs venerne til is, fordi ingen kunne gennemrejse det land uden at opgive alt andet end sit eget indskrænkede begær. Fordi det land var uendeligt, og det gyldne daggry ikke andet end en illusion, der skulle narre de rejsende til at fortsætte ind mod nettets midte, hvorfra der ikke fandtes nogen veje ud. Og han tænkte på ‘Outsider’ jakkesættet fra Kings Road, der hang på bøjlen og ventede ham derhjemme, som en ny forklædning, et nyt kostume han kunne tage på og spille sin tildelte rolle, vel-vidende, at han dermed blot ville legemliggøre en ny illusion.
Men sangene, hvad med sangene, nu, hvor bordet var ryddet, og det eneste, der var tilbage, var en håndfuld slidte fraser, der kunne slås efter i ethvert konversationsleksikon? Det var en anden slags mysteriedans, Leon ledte efter. Spørgsmålet var bare, om han allerede var kommet så langt ind i landet af jern og kød, at det var for sent at forandre retning? Og han tænkte på de gamle, der sad rundt om i gaderne og slog blæksprutter til ukendelighed med oliventrækøller, som om de med hvert eneste slag slog bunden ud af tiden, der sneglede sig af sted i deres ansigter, og kun efterlod rynker og furer som synlige bevis på kødets uomgængelige forgængelighed. Og han hørte de ortodokse præsters messen, mens menigheden kyssede ikoner, og koret sang hymner til Theotokos, spændt ud over ordløse bønner til minde om helgener og levende og døde. Og han så den gamle kaptajn Peter sidde bøjet over sit bord, hvor han skrev og oversatte menneskenes drømme i brev efter brev, i glæde og sorg, i havsnød og håb, der blev afsendt i hjemmelavede kuverter, klistret til med langstrakte længslers definitive harpiks. Og han mærkede angsten komme krybende som en orm, fordi alt dette til forveksling lignede den ørken, han i fortvivlelse var flygtet fra, og som han troede ville fa ende, hvis bare han forsvandt. Som om han i sit hovmod kunne træde ud af tiden, vende ryggen til livet og nægte at indtage den anviste plads. Og inde i angsten blev ormen til en slange, der kravlede i snavset og fandt knækkede ord. Ord til sange, der skulle synges fra en scene af en mand, der var færdig, før forestillingen var begyndt. Og inde bag angsten ventede hadet, og hadet var helvede, hvor alt var kulisser og illusioner, hvor intet var, hvad man troede, fordi det hele var et mareridt, der blev udtænkt af mennesket og blot foregik i syge hjerners neurotiske spind. Og han mærkede, hvordan skylden lagde sig om hjertet, hvor det efterlod sine slimede sneglespor, mærkede grebet af en usynlig, uigennemtrængelig handske af jern, der langsomt lukkede sig om den sidste rest af fortvivlet liv. Så trak han sig forskrækket væk fra slangen i mørket, og flygtede tilbage, ind til kaptajnen.
– Eis to onoma. Du skal nok få lært at danse, sagde den gamle, mens han pakkede sit skrivegrej væk. Men Leon havde andet end dans i sit hoved.
–Ved du, hvor jeg kan finde Thena? spurgte han og satte sig rastløs på en stol.
Den gamle stod og vuggede med lukkede øjne. Han nynnede stille, som for at finde en melodi. Så gled han et skridt frem og begyndte at danse med langsomme bevægelser, mens han sang med hviskende hemmelighed i sin hæse stemme:
– Gennem gader og stræder, i gård og på tag, kommer hun i drømme, både nat og dag. Hun våger om dagen, og synger hver nat, Athene,Athene, min kærligheds kat!
Han stoppede op midt i et trin.
– Hun sover, men måske skulle du gå op og vække hende!
Leon havde rejst sig og gik hen mod trappen. Han gik med tilbageholdt åndedrag. Kaptajnen råbte efter ham:
– Hvis det er rygsækken, du tænker på, så tilhører den en pige, der glemte den sidste sommer!
Leon trådte ind i det langsomme lys. Rygsækken stod på sin plads. På sengen lå en hvid kat og kiggede på ham, med øjne så blå, som kirkernes kupler.
Leon blev hos kaptajn Peter i en måned. Hver formiddag sad de side om side og skrev deres sange. Om nætterne blev Leon indført i sufiernes græske dans.
– Just like Zorba, lo kaptajnen, mens de med armene om hinandens skuldre løftede benene op fra støvet, op mod stjernerne, hvor Pleiaderne som glødende kul brændte huller i himlen. Indtil en dag, da Leon stod på stranden, mens bølgerne slog ind mod den mennesketomme kyst. Der stod han og kiggede langt ud i horisonten, spejdende efter et skib, der nærmede sig land. Så tog han en beslutning og begyndte sit livs længste rejse, hjem til ‘Outsider’-jakkesættet, der hang og ventede på ham. Han så aldrig kaptajn Peter igen.
