Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 17. april 2014
På opfordring fra kursister og læsere, der har bedt mig beskrive nogle af de almindeligste fælder på den søgendes vej, kan jeg bidrage med følgende:
Den mest almindelige børnesygdom, der rammer de fleste, som åbner sig for deres spiritualitet, er en udtalt frelsthed og selvretfærdighed. Den indtager alle, der mener at have fundet ‘sandheden’ eller ‘De Vises Sten’.
Tilstanden fortager sig normalt efter et stykke tid, fordi den søgende indser begrænsningen. Men hos nogle sætter den sig og omgiver i visse tilfælde vedkommende med en karismatisk energi og et forjættende lys. Denne tilstand kan have så smittende effekt på omgivelserne, at disse, gennem begejstret bekræftelse, fastholder den ‘oplyste’ i den illusoriske tilstand.
Men, hvis ikke dette lys er forankret i det spirituelle væsen som en integreret erfaring, er der tale om det, Steiner kalder det luciferiske lys. Forvandles tilstanden ikke, fører den til inflation og en form for megalomani, der er direkte invaliderende for den videre udvikling.
For den inflaterede bliver ethvert tankemæssigt indfald således til en kanalisering, et simpelt hold i ryggen til en kundalinirejsning, og enhver drøm til en uomtvistelig profeti.
Der foregår en vældig åbning i æteren i denne tid, og mange oplever forførende glimt ind i de lavastrale egne i det akashiske felt. En sådan åbning er det første spæde skridt på en seers vej, som straks bør give anledning til en ekstraordinær årvågenhed i forhold til selvransagelse og en dybtgående selvudviklingsproces. Mangel på indhold i tilværelsen, og savnet efter en identitet, er tit og ofte det brændstof, der giver fantasien og forestillingsevnen vinger. Når længslen efter et nyt liv er så stærk, at man godvilligt opfatter illusioner som realiteter, kan man kun håbe, at man møder et menneske, der er i stand til at vække en igen.
Selvudvikling betyder netop at man vikler sig ud af alt det blændværk og rod, man har viklet sig ind i. Den største begrænsning er på mange måder menneskets egen forestillinsgevne. Det er der, hvor fantasien hører op, at den sande seer begynder sit arbejde.
Selv erfarne seere må til stadighed arbejde med at holde det æteriske instrument rent for personligt stof, og være indstillet på, altid at skulle konfrontere sig selv og se egne begrænsninger i øjnene.
Når – som jeg har oplevet det i flere tilfælde med en øvet seer – en personlig aversion mod fx bøsser, kirken eller anderledes tænkende blander sig i en ‘læsning’ eller ‘et syn’, er der tale om en væsentlig og måske endda ligefrem farlig begrænsning. Det er vigtigt at forstå, at en seers clairvoyante evne kan være specielt udviklet på ét område, mens den måske kommer håbløst til kort på andre områder. Og er den pågældende seer ikke udstyret med en kritisk skelneevne, giver resultatet sig selv.
Alle har vi et grundproblem, vi hver især kæmper med livet igennem. Mange bliver dog aldrig bevidste om grundproblemet, og derfor heller ikke om dets betydning for de livsprocesser, man gennemgår. I stedet projiceres årsagen for disse påvirkninger som regel ud på omgivelserne. For seere er dette en katastrofal tilstand at forblive i, idet enhver ‘læsning’ uundgåeligt vil tage farve af denne ubevidsthed.
Kun gennem bevidsthed om egen tilstand, er der håb forude. Desværre lader mange sig også her nøje med det næstbedste: ‘Jeg kender godt mit problem, men så længe jeg erkender det, behøves jeg ikke at gøre noget ved det’. Også denne vildfarelse vil indvirke så meget på den æteriske læseevne, at det ikke vil være tilrådeligt at have tillid til den.
Tilbage venter den eneste reelle løsning: At man påtager sig det ansvar, det indebærer at blive et rent instrument, og begynder det ofte smertefulde og pinlige opgør med sig selv og egne begrænsninger. Det er et opgør med den evige bejlen efter opmærksomhed, et opgør med egoet, med frelstheden, og ikke mindst med frygten. Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at være elsket.
På bagsiden af ethvert mindreværd, der ofte opfatter og fremstiller sig selv som ydmyghed, gemmer sig som regel et frygtsomt eller forhærdet ego med et udviklet storhedsvanvid. Ligesom der bag ethvert storhedsvanvid, næsten altid gemmer sig et såret og forsmået menneske.
Ingen af os kan sige os fri. Alle har vi en rem af huden. Alle er vi momentvis ramt og styret af vore egne begrænsninger. Det er derfor vi til stadighed må søge inspiration hos dem, der har gået vejen før os og har efterladt sig et autentisk og brugbart spor.
En anbefalet måde at arbejde med disse smertefulde processer på, sker gennem vækkelsen af tilværelsens indbyggede og altid forløsende humor, uden hvilken vi uvægerligt reduceres til en flok ulidelige farisærere, der kun har øje og ører for os selv og vore egne fordomme.
Det er derfor at Yeshuas ord til farisærerne stadig står som et lysende sværd over os som en tiltrængt humoristisk reminder:
‘KUN DE FRELSTE STÅR IKKE TIL AT REDDE’
