Close
Sunyata & Stilhedens Sted

Sunyata & Stilhedens Sted

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 17. maj 2013

Stilhedens Sted
I 1991 faldt jeg over en bog, der straks tiltrak sig min opmærksomhed. Titlen var SUNYATA – The Life & Sayings of a Rare Born Mystic. Billedet udenpå så for mig ud til at forestille en mand, men kunne ligeså godt være af en kvinde, klædt i turban og indiske gevandter.

Stor var min overraskelse imidlertid, da jeg fandt ud af at manden på billedet hed Alfred Julius Emmanuel Sørensen, at han var dansker og at han var født i Aarhus.
Man skulle ikke læse ret meget i bogen, før man fandt ud af, at den handlede om et ganske usædvanligt menneske.

Alfred Julius Emmanuel Sørensen blev som sagt født i Aarhus d. 27. Oktober 1890. I 1906 blev han udlært som gartner og arbejdede indtil 1910 i Italien og Frankrig, indtil han i 1911 rejste til England, hvor han arbejdede i 20 år som gartner på nogle af datidens store godser, Forty Hall, Sunbury Court, Hampton Court og Darlington Hall.

I 1929 lærte han den indiske nobelpristager, digteren Rabindranath Tagore at kende. Tagore var gæst på Darlington Hall og blev under sit 3 måneder lange ophold mere og mere fascineret af Emmanuels stille væremåde. Inden afrejsen til Indien inviterede Tagore den danske gartner med på rejsen.
– Men hvad skal jeg da i Indien, spurgte Emmanuel.
– Du skal lære os om stilhed, svarede Tagore.
Og sådan gik det til, at Emmanuel Sørensen i 1930 drog til Indien. Rejsen bragte bl.a. Sørensen til Frankrig, Italien, Grækenland, Egypten, Palæstina og Syrien.

I Indien mødte Emmanuel Sørensen Mahatma Gandhi, Nehru, Lama Govinda, Jagdish Bose og ikke mindst den nu verdensberømte vismand, Ramana Maharshi, der alle blev betaget af den danske gartner. Det var Maharshi, der i Emmanuel Sørensen så den højeste aspiration komme til udfoldelse, og det var ham, der døbte Emmanuel Sørensen SUNYATA, Den Store Stilhed.
Det var efter denne indvielse, at Sunyata slog sig ned på det hellige bjerg Kalimath, hvor han levede i mere end 30 år, prist som hellig mand, og lønnet som sådan af den Indiske stat.

Synata sagde:
– Jeg har undgået headucation (hans eget underfundige udtryk for uddannelse), ejendom, giftermål, magt eller ambition. Jeg tilhører ingen religion eller nogen bestemt retning – jeg tilhører altet. Fra mine Vikinge-forfædre har jeg lært enkelhed, tilvænningsdygtighed, en ganske særlig intuition, tålmodighed og accept af livets omstændigheder.
Hans ydmyge og kærlige ligefremhed gjorde stort indtryk på den lange række af tidens intellektuelle, professorer, politikere, ambassadører, rajaer, berømtheder og selv kendte militærpersonligheder, som gjorde Sunyatas bekendtskab.

I 1970erne indtog hippierne østen, og en gruppe unge amerikanere stiftede ved den lejlighed bekendtskab med Sunyata. Det resulterede i, at de inviterede ham til Californien.
– Hvad skal jeg da der? spurgte han, Jeg har intet budskab og intet at sælge.
– Netop derfor! Svarede de unge.
Sådan gik det til, at Sunyata i 1974 blev inviteret af Allan Watts Society og rejste til Californien, hvor han på sin egen stille facon lærte de, som ønskede det, om menneskets dybeste sandheder, om stilhed og fordybelse.
En sød historie fra den tid lyder: En dag opsøgte en journalist den sære vismand fra Indien, med den daske accent. Journalisten spurgte nysgerrigt:
– Hr. Sunyata, har De aldrig været sammen med en kvinde?
– Jo, en enkelt gang, det var i 1946. Jeg mødte en kvinde, hvis mand var død i krigen, og hun længtes så forfærdeligt efter en partner. Og da jeg var den enste mand i miles omkreds, måtte jeg jo træde til. Men det var den enste gang.
– Hr. Sunyata, er det Deres egne tænder?
– Ja, hvems skulle det ellers være?

Den 5. August 1984 blev Sunyata kørt ned af en bil. Den 13. August forlod han denne verden, 93 år gammel.

Sunyatas bøger, Sunyata – en dansk mystikers liv og visdomsord (kan købes på dansk hos Ørnens Forlag), samt Dancing in The Void (kan købes via amazon), hører til de vigtigste bøger i min samling, og de har betydet mere end ord kan beskrive. Det faktum, at der selv fra Aarhus, kunne fostres et sådant lysvæsen, siger os, at vi ikke nødvendigvis behøver at rejse til Indien eller nogen som helst andre steder hen for at finde lyset. Det fødes også her, der og alle vegne, ja, måske i os, hvis vi vil det.

SUNYATAS STED
I mange år undrede det mig, at Aarhus ikke kendte til denne mand, bysbarnet, der drog ud i verden og kom til at betyde så meget for så mange. Jeg tænkte, at vi i det mindste kunne hædre og mindes ham ved at opkalde en gade, en plads, ja, blot et stræde efter ham. Jeg mener, byen er fyldt med gader, opkaldt efter tidligere borgmestre, købmænd og generaler.

Men det var en dag, hvor jeg sad på bænken ved den lille sø i Forstbotanisk Have, bag ved Marselisborg Slot, at tanken dukkede op igen. I 1970erne havde jeg i godt et årstid selv arbejdet som gartner i haven, og elskede at komme der. Ja, det var et mine yndlingssteder i Aarhus. Først senere, fortalte min mor mig, at også hun elskede at komme på stedet, da hun ventede mig i 1950.

Her skal Sunyatas sted være, tænkte jeg. Her, omgivet af træer og beplantninger fra hele verden. Hvor ellers?
Jeg havde blot tænkt tanken, da en høj, fistelagtig latter gennemstrømmede æteren.
Da jeg samtidig var klar over, at denne opgave krævede flere kræfter end mine, ringede jeg straks til Søren Hauge, som på det tidspunkt var formand for Teosofisk Forening.
Da Søren og jeg en time senere gik en tur i parken spurgte Søren om jeg troede, at Sunyata selv ville ønske sådan et mindesmærke.
– Lad os spørge ham, svarede jeg. Og svaret kom prompte:
– Det er ikke min person, det handler om, men stilheden. Stedet skal kaldes Stilhedens Sted.
Og således gik det til, at Hjælpeorganisationen Hearts & Hands, Teosofisk Forening og Kirsten Puggaard fra Lemuel Books, ved fælleshjælp, donerede en sten med inskriptionen:

Stilhed er det virkeliges sprog
SUNYATA

Stedet og stenen blev indviet på Emmanuel Sørensens 115 års fødselsdag, d 27.oktober 2005. Rådmand Poul B. Schou holdt en smuk tale for mere end 100 fremmødte, blandt hvilke også en del af Emmanuel Sørensens familie var til stede. Blandt andre Emmanuel Sørensens barnebarn, Peder Bæk, der kunne fortælle, at Emmanuel altid kunne kendes på den høje, fistelagtige latter.