Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 17. december 2013
Det sker tit, at publikum efter en koncert spørger Githa og jeg om det er muligt at købe en cd med de improviserede lydhealinger, vi altid åbner vores koncerter med. Til dette svarer vi altid, at sådanne improvisationer er utrolig svære at optage på bånd, fordi det, der påkaldes og som ind i mellem (når man er heldig) er til stede, simpelthen ikke lader sig begrænse eller lader sig fange af noget mekanisk, analogt eller digitalt medie.
Dette er der flere grunde til. En af dem er, at den blotte bevidsthed om at der bliver optaget, gør noget ved udøveren, i dette tilfælde Githa og jeg, som kan virke begrænsende på udfoldelsen af tonerne.
I 2010 besøgte vi, Githa, Ghil, Peleh og jeg Israel i November måned. Og selvfølgelig besøgte vi også det gamle Jerusalem. Den dag regnede det virkelig skomagerdrenge, og på vej ad Via Dolorosa passerede vi den koptiske kirke, hvor vi søgte ly for regnen. Det var ved den lejlighed at vi fik øje på et lille skilt, der opfordrede de besøgende til at gå ned i en krypt under kirken og synge.
Det måtte vi selvfølgelig også.
Og det var der at jeg, da jeg ville tage et billede, uden at vide det kom til at optage den lille film, som du kan finde et link til herunder. På filmen kan du høre Peleh, Githa, Ghil og jeg improvisere uden at vide at vi bliver optaget. Vi synger mens vi fotograferer og går på opdagelse i krypten.
Jeg bilder mig ind, at dernede, i dybet under det nuværende Jerusalem, der, hvor den oprindelige by fra Yeshuas tid ligger gemt, at vores stemmer blandet med lyden af det brusende vand fra en ældgammel mikve – i er par små GLIMT – fremmaner eksistensen af noget uforklarligt, som ikke nødvendigvis skal navngives. At jeg alligevel kalder den lille improvisation for en Port til Taknemmelighed, skyldes at det var den følelse, der var den mest fremherskende på vores rejse til Israel. Men lyt selv og gør dine egne observationer.
Her er det omtalte link: Youtube