Troldmandens lærling – Evangeliet ifølge Muhl

Troldmandens lærling – Evangeliet ifølge Muhl

Artikel af Mikkel Vuorela, foto af Anders Rye Skjoldjensen, fra Information d. 19. december 2020

Det bliver en mærkelig højtid. Så vi har sat landets mest berømte kristne mystiker, Lars Muhl, i stævne.

Lars Muhl var en kendt popsanger og sangskriver, indtil han en dag vendte det hele ryggen. Siden har han dedikeret sit liv til den kristne mystik – og det seneste år har han viklet sig ind i coronadebatten. Vi tilbragte en dag med ham for at finde ud af, hvad der skete med Lars Muhl.

Den sidste dag før decembers store coronanedlukning sidder Lars Muhl i morgenmadsrestauranten på Hotel Guldsmeden på Vesterbrogade i København.
Klædt i lys jakke og mørk skjorte – og med det karakteristiske lange hvide hår, der får ham til at ligne en blanding af en 80′ er-popstjerne og troldmanden Gandalf.

Han rækker hånden frem til en hilsen, selv om myndighederne har frarådet den slags i trekvart års tid.
»Det kan vi godt,« siger han med rolig overbevisning, og jeg trykker hans hånd.
Myndighedernes coronaanbefalinger har han ikke så meget fidus til, faktisk ikke til myndighederne i det hele taget.

Selv om det er årtier siden, han forlod showbiz, siger han stadig »vi«, når han fortæller, at hotellet her er den jyske ambassade i København, hvor alle fra Thomas Helmig og Poul Krebs til Steffen Brandt indkvarterer sig, når de er i København.
»Vi bor her alle sammen,« siger han.
»Og hvis vi en gang imellem mødes, er det her.« Men Lars Muhl – manden, der i den brede offentlighed måske mest er kendt for at synge hittet »Sjæl i flammer« – er for længst færdig som popsanger. Han har forladt musikradioens airplay, og hans eget indre radioapparat er indstillet på nogle helt andre kanaler end de mest gængse – måske ligefrem en frekvens mellem stationerne, hvor hvid susen fra de elektriske kredsløb, fra atmosfæren og fra universet selv fylder lydfladen.

Jeg siger ikke, at de lyver, men…
Det er på en måde også grunden til, at vi sidder her på hotellet i dag. Det bliver ikke en jul som alle de andre, den kristne højtid bliver denne gang højst mærkværdig, og som en slags markering af de specielle tider har Information aftalt et interview med Lars Muhl, en kristen tænker, der placerer sig et stykke uden for de spirituelle hovedveje, hvor de fleste andre drøner rundt.

Lars Muhl er kristen mystiker og har studeret biblen og Jesu lære gennem det aramæiske sprog. De seneste årtier har han brugt på at skrive og udgive bøger af den spirituelle slags, ligesom han har holdt kurser og workshops, hvor han forsøger at bibringe andre de mystiske indsigter, som han har studeret. Mærkatet new age, vil han ikke have hæftet på sig.
»Jeg er old age,« siger han.

Det er noget af det, vi skal tale om i dag. Men først må vi runde et andet emne, hvor Lars Muhl også har placeret sig et godt stykke fra hovedvejen. Gennem 2020 har han forholdt sig pænt skeptisk til coronakrisen, hvor han ser myndighedernes ageren som mindst lige så problematisk som selve sygdommen.

Han er for eksempel mere tilbøjelig til at tro, at coronavirus er fremstillet i et laboratorie – som den kontroversielle franske virolog og nobelpristager Luc Montagnier har påstået – end han er til at tro på fagfællebedømte forskningsartikler, der har afvist den påstand som nonsens. Han mener, at medicinalindustriens lobbyisme har infiltreret vigtige institutioner, så de i stedet for at varetage borgernes interesse varetager industriens, og på sin hjemmeside skriver han, at formålet med hele coronapandemien er »gennem frygt at bane vej for et verdensomspændende vaccineprogram orkestreret af Bill Gates«. Ideer, de fleste nok vil anse for noget konspiratoriske.

Når man taler med Lars Muhl, lyder han lidt mindre skråsikker end på sin hjemmeside: »Jeg siger ikke, at myndighederne lyver,« siger han.
»Men jeg forbeholder mig retten til at tvivle.« Selv mener han, at vaccineskeptikere som ham bliver stigmatiseret: »Man har hædret ytringsfriheden i hoved og røv siden Muhammed-tegningerne, men fakta er, at du kan nærmest ikke udtale dig i dag. Hvis du siger vaccine, så ryger alt op i det røde felt. Jeg er ikke vaccinemodstander, men det bliver jeg kaldt,« siger Muhl, der i øvrigt ikke har tænkt sig at tage coronavaccinen, når den kommer.

Den karismatiske druide

Jeg finder en tekst frem, som jeg har taget med til interviewet.
Det er et lille stykke corona-sci-fi, som forfatteren Kaspar Colling Nielsen skrev på Facebook i maj, og som har Lars Muhl i hovedrollen.

Jeg begynder at læse det op for ham: »Stort set alle bliver vaccineret mod COVID-19 i 2021. Fem år senere viser det sig imidlertid, at der er så alvorlige bivirkninger ved den fremrykkede vaccine, at 99,9 procent af de vaccinerede dør af akut leversvigt.
I Danmark er der kun omkring 80.000 overlevende primært anti-vaxxers, som lever i skovene under ledelse af den karismatiske druide Lars Muhl.
Lars Muhl samler riget, men han har endnu større ambitioner. Han vil erobre magten i hele Norden, for efter hans mening kan kun et samlet Norden under én konge forsvare sig mod de germanske, frankiske og keltiske anti-vaxxers samt de amerikanske preppers og barbarerne fra øst. Lars Muhl inviterer de nordiske landes ledere til fredsforhandlinger i København, hvor han snigmyrder dem alle med hvid fluesvamp «. Lars Muhl gør en afværgende bevægelse.

»Okay, jeg har faktisk hørt den der før,« siger han.

— Hvad tænker du om det, synes du, det er sjovt? »Det gør ikke noget ved mig. Det er jo tydeligt, at han ikke kender mig. Men der er mange fordomme, når man beskæftiger sig med det, jeg gør.« »Jeg har stort set, siden jeg var teenager beskæftiget mig med metafysikken som det primære, mens min musiktilværelse har været mere sekundær for at have et sted at være i verden. Jeg var jo et flosset barn«, siger han, og dermed er vi allerede i gang med at rulle ind i anden del af historien.

Den handler om, hvordan det kan være, at en succesfuld popmusiker og et aarhusiansk ikon sent i livet valgte at smide karrieren ud til højre og dedikere sig til mystikken. Hvad var det, der skete med Lars Muhl?.

Og der stod Jesus
En grøn paraply under en grå himmel. Lars Muhl går gennem decemberdagens tusmørke, ned ad Vesterbrogade og ned til den lille gade Stenosgade, hvor der står en kirke i røde sten. Samme vej, som han gik en dag i 1999, tilskyndet af en særlig fornemmelse. I dag er kirken aflåst, men dengang var der gudstjeneste, fortæller han, da vi står uden for porten.
»Når man går ind, skal man tage en oblat og lægge over i et fad, så de ved, hvor mange der skal til alters,« fortæller han.

Men det havde han ikke til sinds den dag for over 20 år siden, han satte sig bare nede på den bagerste række og mediterede og lod sig irritere lidt over det elendige højttaleranlæg, som præstens stemme skrattede igennem.
»Pludselig mærkede jeg en hånd på skulderen,« siger han og lægger tungt sin hånd på min skulder.
»Men der var ikke nogen bag mig.« Omkring ham fortsatte gudstjenesten helt normalt.
»Men så fik jeg fornemmelsen af, at Jesus stod der og rakte sin hånd frem imod mig, og så brød jeg fuldkommen sammen. Jeg hulkede så meget, at folk vendte sig om, men jeg måtte bare overgive mig. Det næste, jeg husker, er, at jeg står i køen på vej mod alteret, og præsten får øje på mig i køen og brækker en oblat over som for at sige: ‘ Nu er der også en til dig’«, fortæller Lars Muhl.
»Det var fuldstændig rystende, kan du forestille dig det?«

Universets store bevidsthed
Sådan at møde Jesus på en tilfældig tirsdag må naturligvis være en rystende oplevelse, men for Lars Muhl er overnaturlige hændelser faktisk flettet ind i livet fra en tidlig alder. Erindringsbogen Drengen, der gav den blinde sine øjne fra 2017 er fuld af den slags. Som 14-årig møder han et genfærd i blå badedragt ved Varde Å, og den døde pige skriver en novelle til ham om Hitler. Han hører Haydn og ser ørkenen åbenbare sig i Aarhus. Han bliver 18 og optræder med bandet Daisy i Israel i månedsvis i 1969, og dagen inden hjemrejsen svæver han ud af sin krop og ser ned på sig selv. Og det er alt sammen, inden han er blevet 20 år.

Han har også mødt sin fars genfærd – eller »æteriske væsen«, som Lars Muhl kalder det, der advarede ham mod brug af morfin til døende mennesker, og en skytsengel, som passede på ham, da han faldt i søvn på motorvejen, og bilen blev slynget af vejen og rundt i luften.

Muhl er bogstaveligt talt ramlet ind i det ene utrolige tilfælde efter det andet, når han ved uheld har væltet bogstabler, og afgørende skrifter er landet for hans fødder. Selv mener han ikke, at det er tilfælde, for tilfældet eksisterer ikke.

Jeg har spurgt ham, hvordan det dog kan være, at den slags tilsyneladende ofte sker for ham, og han forklarer, at den slags sker for alle. Det handler blot om at udvise åbenhed, mener han.
Over for hvad? På hotellet prøvede han at forklare det sådan her: »Gud skabte mennesket i sit billede. Hvad betyder det? Hvis du forestiller dig, at Gud ikke er en gammel mand med hvidt skæg, men at det er bevidsthed, ren bevidsthed. Og at vi har fået en del af den bevidsthed, samtidig med at vi har fået den fri vilje. Når folk sulter, er det, fordi vi har valgt, at det skal være sådan,« sagde han.
Og jeg sagde, at jeg var med på, at mennesket har en bevidsthed, men at jeg ikke helt forstod, hvor bevidstheden for eksempel var på dinosaurernes tid, hvor der jo ikke var mennesker.
»Den var over det hele,« sagde Lars Muhl.

»Hele universet var én stor bevidsthed. Jeg kan huske, da vi var unge og havde fået en pibe af et eller andet, så sad man og tænkte: Hvad nu, hvis vores verden befinder sig inde i en vanddråbe, der er på vej fra vandhanen og ned i køkkenvasken i en anden verden, og for os tager det en milliard år at nå derned. Det er i virkeligheden det perspektiv, vi skal ud i. Vores fornemmelse af proportioner er forkert. Hele universet er en organisme, en intelligens – se den som et spejl, som vi kan spejle os i, hvis vi vil. Og hvis vi ikke vil, så er vi ikke connectede.« Dengang Lars Muhl mødte Jesus på Vesterbro, havde han netop rejst sig efter tre års sygdom og dyb depression, han var stoppet med at ryge, »og der skete bare så mange fantastiske ting lige der«, som han siger. Han havde mødt en mand, som havde healet ham og overbevist ham om at vende showbiz ryggen, og Lars Muhl følte sig i særlig grad connected på det tidspunkt. Mødet med Jesus bekræftede ham i, at han havde en ny slags arbejde foran sig – spirituelt arbejde – og musiklivet bag sig.

Vi går mod Hovedbanen for at fange en hyrevogn ud til DR-byen, hvor Lars Muhl skal interviewes om sin tro på P1, og da vi skråer gennem ankomsthallen ud mod taxaholdepladsen, lyder en stemme: »Du skal have maske på herinde.« Det er ikke Jesus, men en sikkerhedsvagt.
Lars Muhl trækker sit tørklæde op over mund og næse.
»Bare man har noget for ansigtet, er de glade,« siger han.

Et flosset barn med røntgenblik
De dykker hurtigt ind i historien, Lars Muhl og DR’s interviewer, Iben Maria Zeuthen. Han var et flosset barn, fortæller han. Og i dag havde han vel nok fået alle diagnoser og bogstaver, som man kan klæbe på et menneske. Det begyndte, da han var ni år, og hans lillesøster døde af en hjernetumor. Han blev »hypersensitiv« og kunne fornemme, når de voksne løj.
»Og i 1960′ erne holdt man det hele inde bagved,« fortæller han hende.

Ved morgenmaden fortalte han samme historie – og han fortalte, hvordan han begyndte at opleve underlige lysfænomener, så han for eksempel kunne se gennem møblerne eller fornemme, hvordan alting ligesom var bundet sammen af et fint net af lys. Søsterens død var af »skæbnedannende betydning«, som han siger, og i årevis var han slået helt ud, holdt sig væk fra skolen og flakkede om i Aarhus, hvor han søgte ly i kirkerne og sad nede bagerst og lyttede til organisterne, når de øvede.

»Var du ulykkelig,« spørger intervieweren nu.
»Jeg var rystet,« svarer han.
Sådan var det i årevis, men så en dag, da han var 13 år, lå der en kuvert i postkassen, og på et klistermærke udenpå stod der med maskinskrevne bogstaver Lars Muhls navn og adresse. Nogen afsender var der ikke.
Lars Muhl åbnede kuverten og fandt en bog. Det var en samling af aforismer af sufimesteren Hazrat Inayat Khan, som Lars Muhl aldrig havde hørt om.
Han slog op på en tilfældig side – som selvfølgelig ikke var tilfældig – og her stod: »Hvis du vil gå os i møde, vil vi bøje os og løfte dig op.« Det var englene, der talte til ham, det var han sikker på. Og de reddede hans liv.

Et tredje nedslag, som skal med fra programmet, fandt sted langt inde i hans voksenliv. I årtier havde han været musiker, sanger, sangskriver og en del af den blomstrende Aarhusbølge, og ved siden af dyrkede han sine studier af det åndelige og særligt den kristne mystik. Midt i 1990′ erne forlod han imidlertid Aarhus, flyttede til Samsø og lagde sig syg. Bundet til sengen, dybt deprimeret, »korsfæstet«, fortæller han DR-værten. Ingen læger kunne se, at han fejlede noget. Lige indtil han blev introduceret for healeren Calle Montsegur, tidligere kendt som naturlægen Kalle Jaurup, og det møde ændrede hans liv.

»Verden gik fra sorthvid til technicolor,« siger han.
Seeren, som Lars Muhl kalder Calle Montsegur, fik ham op ad sengen og væk fra musikbranchen. Lars Muhl blev hans elev, »troldmandens lærling«. Herefter var intet det samme.

Et tog mod afgrunden
Lars Muhl bestiller æg og rejer. Vi er taget på restaurant i Bredgade, der er hvid dug og sidste åbningsdag i lang, lang tid. I timerne, vi har tilbragt sammen, er der løbende blevet føjet nye sten til den store mosaik, der gerne skulle forestille Lars Muhl, men det er fortsat lidt svært at finde ud af, hvor billedet skal hænge, og hvilken ende der egentlig vender opad.

Én ting står klart, og det er, at Lars Muhl oplever at være i kontakt med universet, så jeg spørger ham, hvordan det fungerer rent lavpraktisk. Han fortæller, at man ligesom kan pinpointe sin opmærksomhed.
»Himmelske ophav,« siger han for ligesom at illustrere det.
»Nu henvender jeg mig til den bevidsthed, jeg befinder mig i,« fortsætter han og kommenterer: »Det er ligesom, hvis du taler i telefon. Hallo, er det Mikkel, er du der? Man skaber en forbindelse. Drop alle ideer om, at det skal være på en bestemt måde.
Det kan være på lige præcis den måde, du ønsker.

Hvis du mener det, du siger, og er nærværende. Det er det, det handler om – er du der eller ej?« Det er altså en temmelig liberal spiritualitet uden organisation, ritualer eller dogmer, men med den forudsætning, at man skal tro og hengive sig, hvis det skal virke.

Jeg beder Lars Muhl forestille sig en person, der ikke kender andet til ham end »Sjæl i flammer«, og som nu hører alt det her. Den person ville nok spørge: Hvad skete der med Lars Muhl? Han kigger op og griner kort.
»Der skete ikke noget. Det har altid været der.« — Har du altid vidst, hvor du var på vej hen? »Nej, men jeg har altid gerne villet kende til det mysterium, som det er at være menneske. Hvis man går ind i det såkaldt spirituelle for at finde ro og fred, så går man fejl. Det er faktisk der, al balladen begynder.
For der er nogle ting, man har behov for at gøre op med. Så kommer egoets krav om at blive underholdt, ens grådighed – alle de ting, man må tage livtag med.

Verden lærer én, at hvis man ikke stiger på, så kører toget uden dig. Så står man pludselig på et tog, man slet ikke har billet til og slet ikke ønsker at være på.
Måske er det endda på vej ud over afgrunden.« — Har du været på sådan et tog? »Ja, det har jeg i høj grad. Du kan ikke være i showbiz uden. Du lever af at sælge dig selv, og det er så ydmygende nogle gange. Jeg kunne ikke være der til sidst. Du skriver en sang på tre minutter, og alle døre åbner sig for dig, og du bliver forledt til at tro, at du er verdens syvende vidunder. Men næste år er der ingen invitationer, for der ligger ikke et hit. Dit pladeselskab er ved at miste gejsten. Folk, der stod i kø sidste år, tager nu ikke telefonen. Enten lærer man at deale med det, eller også knækker man på det.« Lars Muhl gjorde det sidste, men han ville bare ikke erkende det. I dag er han sikker på, at det er årsagen til, at han lå uforklarligt syg i tre år, indtil han mødte sin læremester, som sagde: Du skal ud af det dér. Du skal brænde alle broer. Og så udgav han et dobbeltalbum med alle hits og annoncerede sin afsked fra musikbranchen. Det var i 1999, og journalister kom rendende til Samsø for at få farvelinterview, og da den sidste var taget hjem, var der stille, og han følte sig befriet.

Fra den dag ringede telefonen ikke mere.
»Jeg måtte hen og tjekke forbindelsen. Men det var ikke telefonen, der var død,« siger han.
»Det var mig.« — Så der skete faktisk noget med Lars Muhl? »Min sygdom skete. Jeg vidste, at jeg skulle ud, men jeg kunne ikke tage beslutningen. Alt det, jeg havde studeret, skulle bruges til noget, det var også det, Calle sagde, da jeg mødte ham.« For Lars Muhl handler det nu om at forklare de store mysterier klart, enkelt og rent. Det er målet. Han citerer Wittgenstein for at sige, at ens verden er præcis så stor som det sprog, man har til at beskrive den med.
»Men verden kan godt være større. Du kan bare ikke formidle den,« siger han.

Jeg spørger, hvad han gerne vil med resten af sit liv, og han spørger, hvad gennemsnitsalderen for mænd er. Omkring de 80 år, sjusser vi os frem til.
»Så har jeg ti år igen. Jeg ved, at jeg skal afsted, og jeg er meget realistisk omkring det. Jeg ønsker, at jeg kan inspirere mennesker til at være nysgerrige og gøre sig deres egne erfaringer og undersøge livets spørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvor er jeg på vej hen?« — Hvor kommer du selv fra? »Der hvor vi alle sammen kommer fra. Fra gudsbevidstheden.
Og det er der, vi er på vej tilbage. Simpelthen.

mivu@information.dk