Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 20. oktober 2015

Denne artikel har haft et langt tilløb. I virkeligheden er den resultatet af et helt livs søgen efter en højere mening med tilværelsen. Siden de første spæde skridt på min åndelige vej, har jeg erfaret, at det er menneskets ubevidste eller bevidste valg, der afgør, hvor man ender i livet. Bare det at vide, at man har et valg, er ikke åbenlyst for alle. Mange lader sig styre af en umiddelbar impuls mod det ene eller det andet. Impulsen kan blive til en vane, en ren drift-styring, som for det meste er knyttet til menneskets grundlæggende angst for ikke at kunne overleve, over ikke at være elsket, og til angsten for ensomhed og afvisning. Deraf opstår mange af menneskets lidelser, for eksempel det mindreværdskompleks, hvis makker altid er et allestedsnærværende storhedsvanvid; eller den grådighed, der ikke mener at der nok af noget som helst til alle, og derfor føler den er i sin gode ret til at skrabe uforholdsvis mange materielle goder sammen om sig, i et forsøg på at tilfredsstille behovet for permanent materiel sikkerhed. Problemet er blot, at en sådan sikkerhed ikke findes. Det gamle ordsprog om, at man ikke kan tage sine besiddelser med sig, når man skal herfra, synes de fleste helt at have glemt. Men, da man ikke mere tror på noget, er det penge, materielle goder og social status, der dyrkes som gud. Dette er imidlertid en gud, som ikke i det lange løb kan tilfredsstille sine tilbedere. For uanset hvor mange køkkener, biler, rejser, partnere eller penge, man realiserer, indtræffer på et tidspunkt uvægerligt en stor og ørkenagtig tomhed, og man indser, at livet er uden reelt indhold.

Dette gælder også for vor tids menneskes umættelig behov for bekræftelse og higen efter berømmelse, som ligeledes er afledt af ovennævnte eksistentielle angst. Nøjagtig som Cæsar, der i Forum i antikkens Rom, afgjorde liv og død med en enkelt håndbevægelse, er facebook-tommefingrenes opadvendte likes og ditto dislikes, blevet vor tids primitive målestok for, om vi er i live eller er død, om vi er gode nok eller ej. En sådan bekræftelse er kun nødvendig for den, som ikke hviler i sig selv, eller for den, som har mistet troen på at der bag alt skabt, findes en højere, åndelig intelligens. For hvordan kan man tro på en Gud, der tillader en verden fuld af sult, krig og ondskab?

Og så er vi tilbage til udgangspunktet: Vi har glemt, at det er igennem vores valg, at vi skaber tilværelsen. Glemt, at hvert eneste ord, vi siger, at hver eneste handling, vi foretager, afstedkommer konsekvenser, her og der, hensigtsmæssige eller ej; konsekvenser, som altid fører tilbage til os selv.

Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi, hver især, indser dette forhold og påtager os ansvaret for vores gøren og laden. Indtil vi forstår dette, er vi at betragte som børnehavebørn, der nok kan være charmerende og ikke til at stå for, men som grundlæggende er ude af stand til at løse de problemer, vi løbende producerer i en lind strøm.

For at bekæmpe den stress, som et liv i det moderne rotteræs afstedkommer, har man adopteret mentale meditationsteknikker fra østen, blandt andet mindfulness, som har udløst en sand bølge af coaches og livsstilseksperter. Dette har langt om længe udløst en modbølge, igangsat af den danske professor i psykologi, Svend Brinkmann, der ganske rigtigt påpeger værdien af at man er i stand til at rodfæste sig og at tage ansvar for sig selv ud fra de problemer, man står overfor. Desværre mener Svend Brinkmann også, at den megen tale om at man har mulighed for at finde svarene på sine problemer i det indre, er forfejlet, og pludselig er vi tilbage til status quo, hvor vi var før al den mindfulness-snak. Man har fuldstændig glemt, og tilsidesat Yeshuas ord: ‘Husk, Himmeriget er inden i Jer!’

Problemet er, sådan som jeg ser det, at der er stor forskel på at tale om mindfulness og fordybelse, og på faktisk at fordybe sig. Der findes en overfladisk, mental meditationsform, hvis eneste formål er at berolige sindet for en stund, uden af den grund at nå den sjælsessens, som mystikere i årtusinder har arbejdet med og beskrevet. Ord er i den forbindelse taknemmelige. Enhver kan stille sig op og påstå hvad som helst; man kan kaste om sig med tomme floskler og fraser om kærlighed og lys, stå på hovedet og spise sundt, men det bringer ikke andet end midlertidig forløsning, netop fordi man tror, at alt kan sælges og købes, og at man ikke behøves at skulle anstrenge sig særlig meget, for at nå de indre dybder, som i virkeligheden er svaret på ALT i et menneskes liv. En overfladisk holdning giver altid kun et overfladisk resultat. Det indre liv er en investering, der kræver hele mennesket. Det kan ikke fikses på et weekendkursus, hvor dyrt end dette er, eller hvor mange floskler der er blevet brugt for at sælge det.

Men, er svaret på vores trængsler virkelig spiritualitet og religion? Er religion ikke noget med at én trosretning påberåber sig én gud, mens andre troretninger sværger til andre guder, og i processen er i evig kamp med hinanden om, hvilken gud, der er størst?

Mange steder i den vestlige verden bryster man sig af, at man ikke tror på noget som helst, at man er ateister. Man anser sig for at være oplyste mennesker, der er hævet over enhver form for religiøs overtro. Man glemmer behændigt, at man i stedet for den uhåndgribelige Gud, som religionerne strides om, har kastet sin tro på den såkaldt eksakte videnskab, på det materielle, på drømmen om uendelig rigdom, på FC Barcelona, på et politisk parti, på en ny bil eller partner, eller hvad end, man higer efter og som verden er så fuld af.

Alt det, der ikke kan måles og vejes, eksisterer simpelthen ikke. Og selvom ateister ynder at spænde fysikeren Alfred Einstein for deres synspunkter, så glemmer man at Einstein selv mente, at det eneste videnskaben er i stand til at bevise er, at den ikke kan bevise noget som helst. Ved en anden lejlighed sagde han: ‘Hele verden bøjer sig for mig; men jeg bøjer mig for mesteren Peter Deunov.’

Peter Deunov?

Ja, ham er der ikke mange, der kender, men hvis Einstein kunne anerkende ham, så skulle man jo tro, at han var noget ganske særligt? Det var Peter Deunov også!

Peter Deunov var en bulgarsk mystiker, musiker og profet, der levede fra 1864 til 1944. Hele hans liv er et lysende eksempel på, hvordan vi som mennesker har mulighed for at udvikle og udfolde et åndeligt potentiale, som alle er udstyret med, men som hos de fleste ligger i dvale. Peter Deunov var ikke kristen i traditionel forstand, men han henviste igen og igen til den esoteriske Jesus som et eksempel til efterfølgelse. Han vidste, at vi alle, nøjagtig som Jesus siger i Ny Testamente, bærer Gudskraften i os, og at målet for vores åndelige bestræbelser er, at denne kraft før eller siden skal udfoldes. Utallige er beretningerne om de mirakuløse helbredelser han afstedkom, samt det klarsyn, han lagde for dagen. Det vides ikke med sikkerhed, om Einstein faktisk mødte Peter Deunov, kun, at han kendte til mystikerens filosofi og var inspireret af dennes åndelige arbejde.

Peter Deunov sammenlignede mennesket med en rå ædelsten, der gennem livets trængsler og prøvelser langsomt, men sikkert, bearbejdes indtil det fremstår som en funklende diamant, der fuldkommen rent reflekterer Guds lys. Det kan være betryggende at vide, når man begiver sig ud på den åndelige vej. For hvis man tror, at ens trængsler derved vil ophøre, må man tro om igen. På mange måder er det først der, ens problemer for alvor sætter ind. For uden udfordringer og modgang, stagnerer mennesket.

Det måtte jeg sande, da jeg, trods mange års søgen og studier i åndelige traditioner, fra den ene dag til den anden blev lagt ned af en sygdom, som ingen kunne diagnosticere. Helt konkret betød det at jeg gennem tre år var sengeliggende i længere og længere perioder af gangen.

Mens jeg lå syg på Samsø, fordybede jeg mig, så vidt det var mig muligt, i den græsk og russisk ortodokse tradition. Det indebar en vedvarende praksis med Hjertebønnen: ‘Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig’, kombineret med et bevidstgjort og dybtgående åndedræt. På et tidspunkt var jeg imidlertid så desperat i min fortvivlelse over ikke for alvor at kunne rejse mig af sygesengen, at jeg legede med tanken om at blive munk på Athos-halvøen i Grækenland, hvor der i tusind år har eksisteret et klosterliv for munke, hvis ypperste formål netop er, gennem vedvarende Hjertebøn for verden, at løfte menneskeheden op af det materielle morads, den har fortabt sig i. I en bog om traditionen, havde jeg læst en artikel om eneboermunken Fader Paisos, som efter sigende udførte de mest utrolige helbredelser og mirakler. Han kunne hjælpe mig, var jeg sikker på.

Men sådan skulle det ikke være. I øvrigt var Fader Paisos død nogle år forinden jeg læste om ham.

I stedet kom jeg, som beskrevet i min bog Gralstrilogien, i forbindelse med seeren Calle de Montségur, der på mirakuløs måde fik mig tilbage til livet. Men også dette gennembrud var betinget af et valg.

I min tid i sygesengen, kæmpede jeg ikke alene med den udiagnosticerbare sygdom, men også med mig selv og Gud. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har påkaldt Gud i håb om at få svar på, hvorfor netop jeg skulle igennem disse lidelser; ikke tal på, hvor indtrængende jeg forsøgte at indgå aftaler med Gud, hvori jeg højt og helligt lovede at være jordens bedst dreng, hvis blot jeg kunne slippe for mine trængsler. Men uanset hvor meget jeg lovede og græd, kom der intet svar på mine bønner.

Der skete først noget den dag, en helt ny og uventet holdning ligesom gled ned over mig oppefra. Jeg husker at det føltes som om en stemme indeni, der sagde: ‘Hvis du alligevel skal ligge her og have mere ondt, end det er muligt at sætte ord på, så kan du jo egentlig ligeså godt påtage dig smerten for alle de mennesker, som lider i verden.’ Og netop i det øjeblik forstod jeg, at der ikke blot var tale om én mulighed blandt flere, men om et ultimatum, og at hvis jeg ikke sagde ja til tilbuddet, ville jeg ikke få flere muligheder. Jeg var også, på uforklarlig vis klar over, at mit ja ikke bare var et ord eller en lyd, men en holdningsændring, der krævede hele mit væsen og som måtte være båret af en fuldkommen sand og hengivende overbevisning og bevidsthed. Det var all-in, eller ingenting overhovedet. Efter mit ja, forlod smerten mig øjeblikkeligt. Den tilsyneladende meningsløse lidelse havde med ét fået mening. Ugen efter kom jeg i forbindelse med seeren Calle de Montségur. Det føltes som en option, der udelukkende var betinget af mit holdningsskifte. Derefter tog tingene virkelig fart.

Det var en forårsdag i 1998, umiddelbart efter at Seeren havde fået mig op af den seng, jeg mere eller mindre havde ligget bundet til i tre år. Jeg var i København for at deltage i et bestyrelsesmøde i komponist og sangskriverforeningen DJBFA, og boede på Hotel Guldsmeden på Vesterbrogade. Den morgen vågnede jeg op med en længsel, som jeg kun kan forklare som en længsel efter Gud. Derfor besluttede jeg mig for at deltage i morgenmessen i den katolske Jesu Hjerte Kirke, som ligger i Stenogade, kun et par minutters gang fra hotellet.

Da jeg trådte ind i kirken, så jeg en vietnamesisk kvinde tage en oblat fra det fad, der var stillet frem til dem, som ønskede at deltage i nadveren, og lægge den i den skål, hvori præsten kan se, hvor mange nadverdeltagere, der skal betjenes ved den pågældende messe. Jeg gik forbi og satte mig på sidste række, og gled ind i en meditativ tilstand.

Efter et kvarter kom præsten ind og begyndte gudstjenesten. Vi var cirka 30 til 40 deltagere denne morgen, og jeg husker at jeg sad og irriteredes over lyden af præstens messende stemme, muligvis fordi højtaleranlægget lød alt for skarpt og anmassende.

Hvor lang tid dette stod på, ved jeg ikke, men pludselig mærkede jeg en hånd, lægge sig tungt på min højre skulder. I et splitsekund sad jeg som lammet. Det er umuligt at forklare med ord, men der var slet ingen tvivl om, at dette var det mest betydningsfulde øjeblik i mit liv. Det var som en flammende ild, eller et lyn, der gennemborede mit hjerte, og i ét nu, satte mig udenfor tid og rum. Da jeg endelig var i stand til at vende mig, så jeg kun det tomme kirkerum bag mig. Alligevel var jeg omgivet af et ubeskriveligt øjeblikkeligt nærvær. Det var ham. Derom slet ingen tvivl: Yeshua.

Og så kom de. Tårerne. Som blod, der drypper fra et blotlagt, sønderrevet hjerte. Som en syndflod, der pulveriserer det sidste dige af et helt livs, stædig begrænsning. Jeg hulkede højlydt, selvom at jeg, foroverbøjet med ansigtet skjult i hænderne, forgæves forsøgte at undgå at forstyrre gudstjenesten.

Det næste jeg husker var, at jeg stod i den række af mennesker, der skulle modtage nadveren. Men jeg havde jo ikke taget en oblat fra fadet og lagt det i de udvalgtes skål. I samme øjeblik fik jeg øjenkontakt med præsten, der næsten som i slowmotion tog en oblat og løftede den op, mens han delte den i to, som for at vise mig, at nu var der også en til mig.

Jeg forlod kirken i en forklaret tilstand, med en følelse af at være renset på et dybt plan. I lang tid efter kunne jeg mærke efterveerne af Yeshuas hånd på min højre skulder. Med tiden forstod jeg, at han havde lagt en byrde på mig, en forpligtelse til at handle ud fra Helligåndens principper, og at jeg gennem nadveren den morgen, havde indvilget og aflagt løfte om at ville påtage mig byrden og forpligtelsen.

Ved en anden lejlighed nogle år senere, indtrak en hændelse, som på en eller anden måde har forbindelse til mit møde med Yeshua.

Det var en sommereftermiddag, helt nøjagtig d. 22. Juli, 2002, mens jeg var i færd med at skrive min bog Maria Magdalene. Udenfor var vejret mildt og dejligt, og jeg besluttede at tage en pause i skriveriet for at gå en tur. Jeg befandt mig på Ryesgade ud for den katolske kirke ved Skt. Knuds Torv i Aarhus. Der var åbent og jeg fik en tilskyndelse til at gå ind. Stolene i kirkerummet var arrangeret i en cirkel, og der sad et ældre ægtepar og en ung kvinde i den ene side, da aftenmessen snart skulle afholdes. Jeg besluttede mig for at deltage og satte mig som den eneste i cirklens modsatte side.

Lidt efter kom præsten ind og vendte sig direkte mod mig, mens han proklamerede: ‘I dag er det Maria Magdalenes dag’, hvorefter han vendte sig mod de andre deltagere og upåagtet fortsatte gudstjenesten.

For mig var denne hændelse en bekræftelse på, at min studier af Maria Magdalene, som havde stået på siden 1988, havde nået sin foreløbige afslutning, og jeg gik derfor hjem og færdiggjorde det manuskript, som jeg på det tidspunkt ikke anede om der var hoved eller hale i.

Set i et større perspektiv fortæller de to hændelser alt om det, der haft min fulde opmærksomhed siden min tilbagekomst til livet i 1998: Jesus og Maria, også kaldet Yeshua Nazaræeren (Nazari = Den Indviede) og Mariam Magdalenen (Magdal = Den Ophøjede). Disse to arketyper, der hver for sig, og ikke mindst sammen, symboliserer den første nye mand og den første nye kvinde, samt alt det, vi ikke kan finde i den Kristendom, som over en periode på syttenhundreder år, nærmest systematisk har forsøgt at gøre Yeshuas kærligheds budskab til et rent intellektuelt, mentalt forehavende. Udelukkende fordi man ikke fra teologisk hold har villet anerkende Yeshua partner, Maria Magdalenens rette og ligeværdige plads ved hans side, og ved ikke at ville anerkende Yeshuas rette herkomst eller sande bestemmelse. Resultatet er den fuldkomne fremmedgørelse overfor en kristen tradition, som man kalder sin, men som de fleste kulturkristne, af ren berøringsangst, hellere ignorerer eller helt vender ryggen; samt et teologisk falkultet, som rent lavpraktisk har uddannet en lang række ikke-troende, ateistiske præster, til at betjene den stadigt skrumpende menighed. Og lige nøjagtig deri består tidens og menneskehedens problem: den har afskåret sig fra sin åndelige overbygning.

We use cookies to personalize content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. We also share information about your use of our site with our social media, advertising and analytics partners. Se mere
Cookie indstillinger
Accepter
Privacy & Cookie policy
Cookie- og Privatlivspolitik
Cookie navn Aktiv

Privacy Policy

What information do we collect?

We collect information from you when you register on our site or place an order. When ordering or registering on our site, as appropriate, you may be asked to enter your: name, phone, e-mail address and/or mailing address.

What do we use your information for?

Any of the information we collect from you may be used in one of the following ways: To personalize your experience (your information helps us to better respond to your individual needs) To improve our website (we continually strive to improve our website offerings based on the information and feedback we receive from you) To improve customer service (your information helps us to more effectively respond to your customer service requests and support needs) To process transactions Your information, whether public or private, will not be sold, exchanged, transferred, or given to any other company for any reason whatsoever, without your consent, other than for the express purpose of delivering the purchased product or service requested. To administer a contest, promotion, survey or other site feature To send periodic emails The email address you provide for order processing, will only be used to send you information and updates pertaining to your order.

How do I protect your information?

We implement a variety of security measures to maintain the safety of your personal information when you place an order or enter, submit, or access your personal information. We offer the use of a secure server. All supplied sensitive/credit information is transmitted via Secure Socket Layer (SSL) technology and then encrypted into our Payment gateway providers database only to be accessible by those authorized with special access rights to such systems, and are required to?keep the information confidential. After a transaction, your private information (credit cards, social security numbers, financials, etc.) will not be kept on file for more than 60 days.

Do we use cookies?

Yes (Cookies are small files that a site or its service provider transfers to your computers hard drive through your Web browser (if you allow) that enables the sites or service providers systems to recognize your browser and capture and remember certain information We use cookies to help us remember and process the items in your shopping cart, understand and save your preferences for future visits, keep track of advertisements and compile aggregate data about site traffic and site interaction so that we can offer better site experiences and tools in the future. We may contract with third-party service providers to assist us in better understanding our site visitors. These service providers are not permitted to use the information collected on our behalf except to help us conduct and improve our business. If you prefer, you can choose to have your computer warn you each time a cookie is being sent, or you can choose to turn off all cookies via your browser settings. Like most websites, if you turn your cookies off, some of our services may not function properly. However, you can still place orders by contacting customer service.

Do we share information with outside parties?

We do not sell, trade or otherwise transfer your personally identifiable information to outside parties. This does not include trusted third parties who help us operate our website, conduct our business or provide services to you, as long as those parties agree to keep that information confidential. We may also release your information when we believe that release is appropriate to comply with the law, enforce our website policies or protect our rights, property or safety or that of others. However, non-personally identifiable visitor information may be shared with other parties for marketing, advertising or other uses.

Register

The minimum information we need to register you is your name, email address and a password. We will ask you more questions for different services, including sales promotions. Unless we say otherwise, you have to answer all the registration questions. We may also ask some other, voluntary questions during registration for certain services (for example, professional networks) so we can gain a clearer understanding of who you are. This also allows us to personalise services for you. To assist us in our marketing, in addition to the data that you provide to us if you register, we may also obtain data from trusted third parties to help us understand what you might be interested in. This ‘profiling’ information is produced from a variety of sources, including publicly available data (such as the electoral roll) or from sources such as surveys and polls where you have given your permission for your data to be shared. You can choose not to have such data shared with the Guardian from these sources by logging into your account and changing the settings in the privacy section. After you have registered, and with your permission, we may send you emails we think may interest you. Newsletters may be personalised based on what you have been reading on theguardian.com. At any time you can decide not to receive these emails and will be able to ‘unsubscribe’. ----- Children's Online Privacy Protection Act Compliance We comply with the requirements of COPPA (Children's Online Privacy Protection Act), we do not collect information from anyone under the age of 13. Our website, products and services are all directed to individuals who are at least 13 years of age or older. Updating Your Personal Information We offer a "My Information" page (also known as the Dashboard) where you can update your personal information and change your marketing preferences at any time.
Gem indstillinger
Cookie indstillinger