Close
Den Ubeskyttede Tilstand

Den Ubeskyttede Tilstand

Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 16. november 2013

I Matthæusevangeliet 4:1-10 kan vi læse beskrivelsen om Yeshua, der går ud i ørkenen for at faste i fyrre dage.
Direkte oversat fra aramæisk står der, at Yeshua blev draget ud af sit Hellige Åndedræt, Rukha dKoodsha, og ind i en ubeskyttet tilstand.

Først skal vi forstå, at dette med at gå fyrre dage ud i ørkenen var en fast praksis i de mellemøstelige mysterieskoler, som både Nazaræerne og Essenerne i Palæstina og Terapeuterne i Ægypten praktiserede.

Denne proces udøves stadig i dag af visse af sufi-ordnerne i Tyrkiet og Syrien og har til hensigt at bringe den praktiserende ind bag egen facade og i kontakt med egne skygger.

I Mattæusevangeliet står der at Yeshua konfronterede sig med ørkenens vilde dyr, hvilket altså er metafor for de indre skygger. Senere bliver Yeshua fristet af Satan selv, som her er metafor for Yeshuas eget lavere selv.

I dag er der ingen, der frivilligt sætter sig selv i en ubeskyttet tilstand. Vort eget indre er den ørken, som vi tøver med at træde ind i. Heller ikke den ydre verden er sikker, hvorfor vi ikke alene forsikrer os, men også beskytter, og meget ofte gemmer os bag en påtaget psykisk make-up og facade.

Når vi gennem lang tid har nægtet os selv adgang til vort eget hjerte, sander det til og forstener. Ofte uden at vi selv opdager det. Det lille selv finder som regel altid en plausibel undskyldning for, hvorfor det ikke er mig, men omstændighederne og de andre, der er noget i vejen med.

At hensætte sig i en ubeskyttet tilstand er, at tage det afgørende opgør med sig selv og skyggerne. The final showdown. Det kræver den højeste grad af villighed og mod til fuldstændig ærligt at se sig selv efter i sømmene. Dette er ikke alene smertefuldt, men også en kæmpe lettelse. At blive nulstillet. Ikke at skylde nogen noget, ikke at have noget til gode. At kunne finde balance mellem himmel og jord.

Før man forstå dette, er det, efter min mening, ikke muligt at forstå kristne mystikere som Thomas a Kempis, Johannes af Korset, Hildegard von Bingen, Frans af Assissi,Mester Eckhart, Seraphim af Sarov, Evelyn Underhill og Bernadette Roberts, for bare at nævne nogle få.

En bog som, efter min mening, er helt uundværlig i den sammenhæng, er Thomas a Kempis Kristi Efterfølgelse. Den er et eminent redskab til at finde den såkaldte panelhøjde, og afklæde sig de mange lag af forstillelse og illusion. Men man skal forstå at læse og bruge bogen rigtigt.

At hensætte sig i en ubeskyttet tilstand er enhver mystikers vigtigste forehavende. Det er den yderste frontier. For nogle af de førnævnte kristne mystikere var denne praksis en vedvarende proces, der udgjorde hele mystikerens liv og åndelige fundament.

Det er der, hvor ordene hører op, hvor der ikke er flere undskyldninger eller forklaringer, der, hvor kun den totale overgivelse til Gud er gældende.

Hvem er jeg, når alt tages fra mig? Hvad er jeg uden status som tigger eller millionær, som syg eller rask, lærer eller elev, vinder eller taber?

Hvem er jeg, hvis ikke jeg er søn, far, elsker eller husbond? Hvem er jeg uden hus, bil, eller job?

Hvem er jeg uden mine bøger og alle de ting, jeg holder af? Hvem er jeg uden mine venner og min familie?

Hvem er jeg uden dig?

Hvem er jeg uden Gud?

Det er, når vi sidder konfronteret med den ensomhed, at dyret eller dyrene dukker frem af skabene. Og så kan vi vælge at fodre dem med egoets emotionelle flimmer, eller at observere dem, give dem kærlighed, uden at hægte os på. Når vi ikke giver emotionerne energi, mister de deres herredømme over os, og vi oplever endnu en lille flig af den frihed, vi alle tørster efter.

Der var engang, for snart længe siden, hvor jeg nok havde læst utallige bøger om alt dette, men hvor jeg var alt for frygtsom til at overgive mig. Først nu forstår jeg, hvad det betyder at skulle integrerer det i mit eget liv. Ord er taknemmelige, og med dem kan man påstå hvad som helst. Men det er mellem linjerne, og i klangen af over- eller undertoner, det er i gerningen, at sandheden og hensigten afsløres.

Og jo før vi bliver afslørede, des bedre er det for os. Jo før vi træder ud af vort skjul, des hurtigere kan Gud finde os.

Men hvem er Gud, spørger mange, i en verden, hvor penge er det eneste man efterhånden tror på?

For første gang i totusind år, har videnskaben endelig langt om længe fundet frem til, at vores virkelighed, universet, holdes sammen af en overordnet og allestedsnærværende intelligens. Videnskabsmændende tøver med at kalde denne universelle intelligens for Gud, men det er jo egentlig også ligemeget. Det er ikke navnet eller indpakningen, men essensen og indholdet, der betyder noget. Gud er for så vidt blot et begreb. Et begreb, som dækker over den intelligente, skabende kraft, hvorved alt er skabt.

Men hvis der findes sådan en universel intelligens, hvordan tillader den så, at vi her på Jorden udsættes for ulykker, må gennemleve lidelse, krig, sult og fattigdom?

Det intelligente univers gennemstrømmes af en lov, LYSETS LOV. Alle er underlagt den, ingen kan hoppe over, hvor gærdet er lavest, ingen kan unddrage sig den. Alt, hvad vi mennesker siger og gør, godt eller dårligt, efterlader et mærke i Livets Bog, som er en anden metafor for Lysets Lov. På den måde skaber hver enkelt af os vort eget liv og enten opløser gamle byrder eller pådrager os nye.

Det er gennem kendskabet og udøvelsen af denne lov, at mennesket tilsidst vil forstå vigtigheden af at det frigør sig fra alle de kunstige emotionelle og psykiske lag, det har indviklet sig i.

Den ubeskyttede tilstand. Her er jeg. Ydmyghed er ikke et begreb, men en tilstand. Taknemmelighed, tro, tålmodighed, tjeneste, tillid, tydelighed og tilgivelse er ikke teorier, men hele livets mening.

I bogen LYSETS LOV kan interesserede læse mere om, hvordan man hensætter sig i den ubeskyttede tilstand.