Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 29. maj 2020
Githa og jeg har efterhånden, hver for sig og sammen, arbejdet med healing i en halv menneskealder. Githa som lydterapeut og jeg selv med healing, baseret på visdommen i Ny Testamente, Thomasevangeliet og alt det praktiske, jeg lærte hos seeren Calle de Montsegur. Dette er ofte blevet suppleret med forskellige former for naturmedicin, homøopati etc.
Selv har jeg arbejdet med en lang række af kræftpatienter, der gennemgik kemobehandling i det konventionelle system, og som helt tydeligt kom mere ubesværet igennem behandlingen end de fleste. I det hele taget har det vist sig, at når man åbner det felt af selvhelbredende energi, ethvert menneske besidder, kan vi lettere komme igennem et sygdomsforløb.
Konventionel medicin versus naturmedicin
Jeg vil med det samme understrege, at jeg ikke underkender de konventionelle mediciner, såsom antibiotika etc. og disses virkning i visse situationer. Men jeg vil på den anden side ikke finde mig i, at det er forbudt at anprise naturens egne midler. Midler, som har været brugt i årtusinder og derfor må betragtes som værende den sande Folkemedicin, mens den kemisk fremstillede må anses for at være den alternative. Det er desværre lykkedes kommercielle kræfter at få byttet godt og grundigt rundt på betegnelserne og det i sådan en grad, at vi befinder os i en situation, hvor mange af disse midler er ukendte for borgerne.
Betaling
Penge har altid spillet en rolle, når talen faldt på healing og alternativ behandling. Mange er af den opfattelse, at fordi man er spirituel, så skal man ikke have betaling for sit arbejde. Selv var jeg i den heldige situation, da jeg arbejdede som healer, at jeg kunne tillade mig at arbejde gratis med de kræftpatienter, der opsøgte mig. Og det er da også sandt, at mange kræftpatienter, især de som er opgivet af hospitalssystemet, tyr til såkaldt alternative metoder, som tilsyneladende ingen virkning har, men som i stedet afklæder den kræftsyge for det sidste håb og de sidste økonomiske resurser. Det er selvfølgelig fuldstændig utilgiveligt.
Erfaringens betydning
I forhold til at styrke immunforsvaret, er der efterhånden en hel del litteratur, man kan købe, og hjælp at finde på nettet. Ofte er det mere tillidsvækkende at følge mennesker, der selv har gennemlevet sygdomme og kriser, og er kommet helskindet igennem dem. Sådanne baserer deres råd og vejledning på egne erfaringer, hvilket altid er et kvalitetsstempel. Der findes i Danmark en lang række terapeuter inden for snart sagt alle former for såkaldt alternativ behandling, som hver dag gør en uerstattelig indsats for mennesker med alle former for lidelser. Det er behandlere, der gennem mange års erfaring har udviklet deres kunnen til perfektionisme. Spørgsmålet er derfor, hvilken behandlingsform og terapeut man skal vælge. Se, det kunne være en opgave for Sundhedsstyrelsen at oplyse om, hvis ellers den helhjertet forstod, hvor stor en rolle alternativ behandling spiller i hverdagen, ikke alene som selvstændig behandling, men også som supplement til hospitalsvæsenets ditto.
‘Guds Apotek’
Endvidere vil jeg slå et slag for urternes kraft. Ethvert hjem burde have Maria Trebens vidunder af en bog: ‘Guds Apotek’ stående på reolen. I den kan man finde opskrifter på en lang række urtemediciner for snart sagt enhver lidelse. Det er urter, enhver kan gå ud og høste i naturen, kvit og frit. Er man ikke til dette, kan man købe alle urterne i tørret tilstand hos helsekostbutikker. Men en del af de foreslåede behandlinger kræver friske urter, til for eksempel varme omslag etc.
En anden af fremtidens mediciner er essentielle olier fra doTerra, som fremstiller nogle af de reneste olier på markedet. Olierne er så rene, at de kan indtages indvortes.
En personlig beretning om prostata
Undertegnede fylder 70 i år. Som mand i den alder tager jeg, som så mange andre mænd, livtag med en forstørret prostata. I stedet for konventionel medicin og operation har jeg valgt en kombination af at bruge kateter. Dette gøres med et kateter fra Colonplast ‘Speedycath’. Når man bliver ældre, har de fleste svært ved at tømme blæren helt. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man er uheldig. Jeg supplerer med en urte-tinktur kaldet ‘Unlocking the Gate’, samt et præparat ‘D-Mannose’, som holder urinvejene og blæren ren. Derudover tager jeg også dagligt flydende zink sammen med en hvidløgspille. Af kosttilskud tager jeg 2 stk. ‘CoQ10 Multi’ og 2 stk. ‘Bone Support’, begge fra firmaet Nature’s Own.
Hjælp til infektioner
Ellers kan jeg anbefale padderok til infektioner af især nyrer, blære og urinvejene samt en lang række andre lidelser. Pluk en håndfuld frisk padderok. Overhæld urterne med kogende vand i en gryde, og lad dem stå i fem minutter. Tag dem derefter op og læg dem i et viskestykke, som placeres der, hvor infektionen har til huse. Når urterne har den rette temperatur, laves der et omslag, hvor urterne har direkte kontakt med kroppen. Suppler med at lave padderokke-te, enten af tørrede blade eller af de friske urter.
En sådan behandling kan også suppleres med Urte-Pensil. Er der tale om en kraftig infektion, bør den anbefalede dosis sættes betydeligt op til for eksempel to gange 8 tabletter.
Skulle man have brug for antibiotika, anbefales det, at man supplerer med den her beskrevne opskrift. Og husk, at når man har gennemgået en antibiotika-kur, er det vigtigt, at man efterfølgende får genoprettet mavens fordøjelsessystem med mælkesyrebakterier.
Sund kost er medicin
Kosten spiller også en væsentlig rolle. Der findes efterhånden mange pålidelige eksperter på området, og man kunne håbe, at denne viden snart finder vej ind i hospitalsvæsenet. Sund kost er medicin og simpelthen grundlaget for et sundt immunforsvar. Her i huset benytter vi os af mange af kostvejleder og forfatter Anette Harbech Olesens supergode råd, som henvender sig til både kødspisere og vegetarer. Vi har i mange år været vegetarer og er derfor i stand til hurtigt at sammensætte et spændende og nærende måltid. Vi er endvidere så heldige, at vi i sæsonen kan hente friske råvarer fra egen køkken- og frugthave.
Rent vand
Derudover har vi fået installeret et vandrensningsanlæg, ‘Sundt-Vand’, som vi er utroligt glade for. Læs mere om dette på www.sundt-vand.com. Endvidere bruger vi en ‘Living Water Vortexer’ fra Clean Water Denmark, udviklet af Erik Lavigne. Vi lever i et område med stor landbrugs-aktivitet og må bare konstatere, at den politiske uvilje mod at forbyde sprøjtegift, fx Glyphosat, stadig udsætter det danske grundvand og borgernes helbred for urimelig belastning. Derfor er det vigtigt at anskaffe sig et vandrensningsanlæg, og dette kan købes for rimelige penge.
Menneskets selvhelbredende kræfter
Det måske allervigtigste, ifølge min erfaring, er aktiveringen af menneskets egne selvhelbredende kræfter. Dette, mener jeg, er den vigtigste komponent i ethvert sygdomsforløb og i et menneskes liv i det hele taget. Gennem studier af antikkens mysterieskoler fremgår det, at man i disse så mennesket som en integreret helhed, ikke alene med sig selv, men også med naturen, kosmos og højere bevidsthedsplaner. Det, der har været revolutionerende for mig er, at denne viden også er at finde i Kristendommens vigtigste skrift, Ny Testamente. Det er blot tankevækkende, hvor få mennesker der er klar over dette, på trods af at de fleste af os er opvokset i et såkaldt kristent samfund.
Igennem mine egne studier af det aramæiske sprog, som Yeshua (Jesus) talte, har jeg fundet en dybde i forskrifterne i Ny Testamente, som jeg har set gøre underværker for mennesker i alle former for kriser og i livet i al almindelighed, i det øjeblik de fulgte disse forskrifter og anvisninger. Yeshua siger jo selv: ‘Hvis I følger mit eksempel, vil I kunne gøre endnu større gerninger end jeg!’ Og hvad var det, Yeshua gjorde? Han helbredte de syge og oprejste de døde. Nu opfordrer han os til at gøre ligeså. Men hvordan? I Markusevangeliet siges det: ‘For den der tror, er alt muligt’. Det aramæiske begreb for tro, haimanoota, betyder ikke blind tro, men hentyder til en i ethvert menneske iboende vished, der altid er forbundet med en højere bevidsthed og intuition – hvis vi tillader denne at træde i kraft. Ifølge Yeshuas aramæiske visdom er vi allerede oplyste, vi skal blot turde erkende dette forhold og turde tage ansvaret for det. Vi skal huske på, at kristendommen, som vi kender den, først blev indført 325 år efter, at Yeshua gik på Jorden. Han havde selv aldrig hørt om kristendommen. Derfor kendte han heller ikke til den misforståede opfattelse af, hvad ydmyghed er, som kirken senere brugte til at undertrykke borgerne med.
Sand ydmyghed har ikke brug for at gøre sig til på nogen måde, den gør blot det, der skal gøres, i al ubemærkethed. Men den anerkender også den styrke, der gemmer sig i ethvert menneskehjerte, og tager ansvaret for sine handlinger med præcision og tilstedeværelse.
Når vi anerkender og tillader vort indre Lys at skinne ud i vores omgivelser, så efterlever vi Yeshuas ord om, at vi ikke bør sætte vort Lys under en skæppe. Han opfordrer os til at handle, og ikke blot se passivt til, mens verden glider forbi. Vi er her for at gøre en forskel, ikke for at fralægge os vort ansvar.
Denne livsvigtige funktion har jeg oplevet vigtighed af, i mit eget arbejde, i Githas arbejde og ikke mindst i Calle de Montsegurs.
Seerens helbredelser
Jeg har ved selvsyn erfaret, hvordan healing fungerer, og hvilke utrolige resultater healing kan afstedkomme. Ikke alene gennem fysisk håndspålæggelse og bøn, men også gennem fjernhealing, visualisering og forbøn. Men det kræver i høj grad, at healeren påtager sig et ansvar. Når mennesker fra hele verden hver dag ringede til Calle, var der jævnligt iblandt dem mennesker, der var opgivet af systemet og måske kun var givet få måneder at leve i. ‘Kan du hjælpe mig?’ spurgte disse mennesker desperat, hvortil Calle som regel altid svarede ‘Selvfølgelig!’
Og i løbet af meget kort tid, ofte efter få dage eller et par uger, var disse mennesker fuldstændigt helbredte. Andre gange supplerede han med homøopatiske midler, som havde en understøttende virkning på behandlingen. Og sådanne behandlinger havde vel og mærke ingen bivirkninger. Det skete selvfølgelig også en sjælden gang, at han ikke formåede at kunne gøre noget for en patient. Dette slog ham helt ud. Men jeg har sjældent mødt et menneske, der var så tilstedeværende og præcis i sin omgang med syge mennesker, samtidig med at han sloges med sine egne problemer med at være i denne verden.
At opgive i håbløshed eller at GIVE OP
I begrebet ’at opgive’ ligger der gemt en fuldstændig fatal holdning, som enten er resultatet af håbløshed, eller som fører til håbløshed. I stedet ligger der jo i ordene dette at give noget op, at man overgiver sig og sine problemer til de højere kræfter, en tillid til de iboende selvhelbredende kræfter, jeg omtalte tidligere. Når man har opdaget det Lys, som Yeshua også hentyder til med ordene: ‘Husk at Himmeriget er INDENI jer’, så er vejen klar: Man må turde tillade, at dette Lys og denne kraft bliver grundlaget for hele ens liv og virke. Det kræver, ifølge Yeshua, hverken at man tager til Indien eller noget som helst andet sted for at finde en guru, men at man tager Yeshuas ord alvorligt, at man så at sige tør levendegøre dem i hverdagen. En bøn og en healing kan lige så godt foregå i supermarkedet som i kirken eller i meditationslokalet. Om man sidder i lotusstilling eller ej, har i den forbindelse INGEN betydning. Det, der har betydning, er, i hvor grad man kan være NÆRVÆRENDE og TIL STEDE i det, man gør og er en del af. Det er i det, MAN GIVER og IKKE i det, man kan få eller gerne vil have, der gør hele forskellen. Når man virkelig forstår dette, vil der åbne sig et helbredende energifelt, hvori man ser, hvorfor vi er nødt til at tage vores iboende spiritualitet alvorligt.
Alting har en oprindelig og perfekt tilstand
Det har alle dage været enhver healers indsigt, at når et menneske var sygt, betød det, at dette menneske så at sige var bragt ud af sin oprindelige, perfekte tilstand. Og det kan der være mange årsager til. Calle de Montsegur var ikke interesseret i at høre klienternes livshistorie eller sygehistorie. Han var kun fokuseret på én eneste ting, at bringe mennesket tilbage til sin oprindelige perfekte tilstand. Det samme gjorde sig gældende, når han forvandlede en sur vin til den mest udsøgte årgangsvin. Som han sagde: ‘Der findes en arketypisk vin, som er al vins moder. Det er en form for oprindelig perfekt tilstand, der indeholder al vins ypperste egenskaber.’ Det samme gør sig gældende for alle former for fødevarer etc. Har vi en formodning om, at vores mad er forgiftet eller på anden måde er ude af synkronisering med sin oprindelige perfekte tilstand, kan man gennem visualisering påvirke maden og synkronisere den med dens højeste kvaliteter. Der findes mennesker, der kun har en overbærende holdning overfor healing af denne slags. Men tit og ofte er det også mennesker, som aldrig selv kunne finde på at afprøve en sådan praksis. Og der er kun én ting at gøre, hvis man ønsker at finde ud af om noget virker: At afprøve det og at praktisere det – helhjertet! Fordomme og stagnerede overbevisninger har intet at gøre her.
Når vi skal herfra
Vi lever i en tid, hvor dødsangsten er allestedsnærværende. Og dette på trods af, at det eneste, vi kan være sikre på, når vi fødes ind i denne verden, er, at vi på et tidspunkt skal herfra igen. Alligevel er det noget, vi helst ikke taler om.
Mange synes helt overraskede over, at de skal dø. Og det forekommer da også urimeligt, når børn og unge mennesker pludseligt og uventet rives bort. Min egen lillesøster døde af en hjernesvulst som seksårig. Når et barn dør, skaber det som regel dybe og langvarige traumer i den efterladte familie. Det er svært at få øje på nogen som helst form for mening med det skete. I min verden er intet imidlertid tilfældigt. Der er for mig altid en dybere mening med alt, som sker. Dette er en indsigt, som er en del af en forståelse for, hvad et menneske i virkeligheden er, hvor det kommer fra, hvad det laver her, og hvor det er på vej hen. Det er resultatet af en erkendelse af, at vi som mennesker har mere end blot en enkelt tilværelse. I de gamle mysterietraditioner sagde man, at mennesket har ét liv, men at dette liv til gengæld er evigt. Hvordan skal dette forstås? Et menneske er først og fremmest Ånd, der lige nu befinder sig i en fysisk krop. Når vi dør, forlader vi som Ånd denne krop, som efterlades og bliver til muld. Ånden lever videre, nu blot i en ikke-fysisk tilstand, hvorfra den senere vender tilbage til en ny tilværelse, enten her på Jorden eller et hvilket som helst andet sted i universet. Dette kan bevidnes af den lange række af mennesker, som har haft nærdøds-oplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser. Selv har jeg også haft erfaringer på dette område.
Derfor er det vigtigt, at vi, ligesom at vi har jordemødre, der tager imod det nyfødte barn, har mennesker med indsigt i dødsprocessen, der hjælper den døende af sted på behørig vis. Døden er ikke en definitiv størrelse, men, ligesom fødslen, en overgang fra én tilstand til en anden. Hos Calle de Montsegur fik jeg dagligt, gennem hans arbejde, og senere gennem mit eget hospice-arbejde, bevis på dette forhold.
Om at vælge og om at sige tak
Jeg arbejder ikke mere som terapeut. Mit arbejde består i dag i at formidle erfaringer og undervise på området. Githa tager i dag kun meget få klienter ind, men underviser for det meste i lydhealing, og det er en stor inspiration at følge og at være en del af dette arbejde på nært hold. Igen og igen ser jeg de her i artiklen nævnte forhold blive virkeliggjort gennem en forståelse af, hvad et menneske er, hvad det indeholder, og hvad det selv kan afstedkomme. Et menneske kan gøre sig selv sygt, ligesom det kan gøre sig selv rask. Det er udelukkende et spørgsmål om at foretage et valg. Når vi alligevel bliver syge, kan vi til enhver tid genforbinde os med de indre kræfter, der kan understøtte en helbredelsesproces, uanset om vi vælger en konventionel eller en alternativ behandling eller en blanding af begge behandlingsformer.
Uanset hvad, er det vigtigt helhjertet at kunne udtrykke taknemmelighed og tak. Vi er resultatet af Det Himmelske Ophavs generøsitet. Det er vores opgave at lade denne generøsitet strømme frit gennem os, at manifestere den og til enhver tid at lade den komme alt og alle til gode.
Længe leve livet – Tak for de himmelske gaver, vi har fået – Tak fordi vi nu bliver givet styrken til at virkeliggøre disse gaver i vores hverdag, til glæde for os selv og vores medmennesker.