Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 20. november 2015
Er tiden, som vi forstår den, ved at løbe ud? Selv børn og unge giver nu udtryk for at tiden går for hurtig, et fænomen som indtil for nylig kun var kendt blandt mennesker over 30 år.
Ifølge Asaph Muzethi, er det den såkaldte Fremskyndelse, der nu er trådt i kraft. I Fremskyndelsen vil netop menneskets oplevelse af knonologisk orden, af den fremadskridende, mod horisonten målrettede tid, opløse sig. Men, det er vigtigt at være opmærksom på, at denne opløsning ikke sker uden at noget andet træder i stedet.
Fremskyndelsen tvinger mennesket væk fra den horisontale tænke- og handlemåde, som hidtil har været enerådende, til en vertikal værensform, der fremfor den blindt intelektuelle fundering, nu lægger vægten på en mere indfølende form for nærvær, med udgangspunkt i hjertet.
Altså, det er med andre ord nu, at alle verdensreligionernes og de nyspirituelle fraser; kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, tillid, tålmodighed og nuets kraft, skal have lov at stå deres prøve. Er disse begreber blot fraser, eller magter mennesket at realisere dem som virkelighed? Det er spørgsmålet. Heldigvis er der noget, der tyder på det. Flere og flere er ved at vågne op til de nye, fantastiske muligheder, og er er ifærd med at iklæde sig arbejdstøjet/Herlighedsdragten.
Alt skal vejes nu. Alt skal løftes op på et højere plan. Uanset om man er stripteasedanser, sygeplejer, sanger, læge, jord- og betonarbejder, direktør, healer, lærer eller købmand. Uanset hvad man beskæftiger sig med, skal det transcenderes. Det, der ikke løftes op, det, der ikke transcenderes, må falde og forgå. Det er såre enkelt. Hver i sær har vi et valg. I alle situationer og under alle omstændigheder. Bevægelse eller stagnation. Stilhed eller larm. Nærvær eller fravær.
Mennesket er i besiddelse af en overlevelsesdrift, en seksuel drift, en kreativ drift og en religiøs drift. Disse fire driftsområder bør nu forbindes med deres spirituelle overbygning, eller med det højere Selv i Hjertet. Og den proces er vigtigere end alt andet, fordi den netop vil resultere i at de førnævnte begreber, kærlighed, nærvær, tilgivelse etc. vil få ben at gå på. Fra at være slidte fraser i diverse teoretisk tankespind, inkarnerer mennesket nu disse himmelske kvaliteter og gør dem til levende virkelighed, der kommer til udtryk under alle forhold.
Alle mennesker oplever eller har oplevet smerte. Derfor er det umuligt at gradbøje den. Smerte er altid relativ. Et menneske bliver sat ud af spillet, blot vedkommende får en finger i klemme i en dør, mens et andet menneske, der køres over af en damptromle, straks rejser sig og fortsætter som om intet var hændt. Når vi forstår, at vi alle har del i smerten og at den er et grundlæggende vilkår i den række af processer, mennesket gennemgår i en enkelt inkarnation, ved vi, at den enes konkurs er alles konkurs, at den enes sult er alles sult. Men vi ved også, at den enes sejr er alles sejr. Derfor er der heller ingen grund til at misunde nogen noget.
Alle må vi bruge de evner, vi hver især er blevet udstyret med og gøre det, vi er kommet her for at gøre. Mennesket er først og fremmest forvandlere, der er her på jorden for at forvandle mørke til lys og materie til ånd. Derfor kan det ikke nytte, at man på tyvende år ønsker at gøre det ene eller det andet, hvis ikke man er i stand til at bakke det op med handling. Hvis fornemmelsen for dej ikke er tilstede, bør man nok ikke blive bager. Heller ikke selv om en hel verden står og skriger på sukkerboller.
Det er netop den fine indfølende fornemmelse eller mangelen på samme, der er afgørende for alt, hvad vi beskæftiger os med. Når vi smelter sammen med vore gøremål på en måde, så det får betydning for helheden, bliver vi medskabere af den himmelske virkelighed og gør dermed alting nyt. Når man, på en og samme gang, er drevet af kærlighedens og nærværets vertikale idealer, går alt op i den berømte højere og evige Enhed.
Der er tale om en praksis og ikke en teori.
