Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 23. januar 2022
Når jeg skriver det følgende, så er det bestemt ikke fordi jeg ikke har andet at lave, tværtimod. Jeg skriver, fordi nogen bliver nødt til at skrive det. Jeg er også klar over, at det efterhånden er nærmest umuligt at stille kritiske spørgsmål til andre end dem, som tillader sig stiller kritiske spørgsmål, uden at man risikerer udelukkelse af det såkaldt ’gode’ selskab. Here we go:
I Østrig har regeringen netop besluttet, at alle østrigske borgere skal vaccineres. Lader man sig frivilligt vaccinere kan man vinde 3.700 kr. Vaccinefrie skal derimod betale en bøde på kr. 4.700, såfremt man ikke kan fremvise et gyldigt c-nitten-pas, der beviser, at man er vaccineret.
Det er svært at finde logik i sådan en beslutning, når man ved, at vaccinerne ikke beskytter mod smitte, samt at vaccinerede kan smitte andre. Det hedder sig nu, at er man vaccineret, bliver man ikke alvorligt syg. Men de vaccinefrie smittede, jeg kender, oplever også kun milde symptomer af omikron-varianten. Så den forklaring holder heller ikke.
Og så er der de øjeblikkelige bivirkninger ved vaccinen, som ikke er en del af den officielle fortælling. Og hvad med bivirkningerne på længere sigt?
Det ser ud til, at de vaccinerede og vaccinefrie, som smittes og bliver syge, alle oplever meget forskellige forløb. Hvad dette skyldes er svært at svare på, og det ser ud til at de forskere, der er fortalere for vaccinen, enten ikke ønsker eller ikke er i stand til at udtale sig om spørgsmålet.
Jeg har som sagt gode venner og bekendte blandt både vaccinerede og vaccinefrie. Min oplevelse er, at mange af mine venner, som er vaccinerede, pådrager sig alle mulige og umulige små og store lidelser, der dukker op i kølvandet på vaccinationen. Og størstedelen af dem smittes af omikron-varianten. De vaccinefrie får ikke disse bivirkninger, og mange af os har ikke været syge eller smittede. I stedet går jeg rundt med sår i næsen efter de utallige hurtig-tests, jeg er tvunget til at tage for at kunne færdes nogenlunde frit i samfundet og passe mit arbejde.
Det er interessant at være vidne til, hvordan begrundelsen for, hvorfor det er nødvendigt at blive vaccineret, hele tiden ændrer sig. Nu hedder det sig, at en af bivirkningerne ved at blive smittet med c-nitten, skulle være blodpropper i hjertet og på lungerne. Skyldes denne nye forklaring mon, at det netop er en af de mest alvorlige bivirkninger efter vaccination, man har kendt til længe? Det er et spørgsmål, der bliver nødt til at stilles og meget gerne besvares. Og medierne burde være dem, der stiller spørgsmålet og sørger for at få svaret.
Ekstrabladet har i en artikel mere eller mindre hængt to undervisere på CBS i København ud, fordi de har skrevet til de studerende, at de ikke underviser, før vaccinepasset er ophørt med at eksistere. De to undervisere sammenligner vaccinepasset med jødepasset under 2. verdenskrig, hvilket har fået Ekstrabladet til at efterlyse dokumentation for de to underviseres diverse påstande.
Men den dokumentation ligger vel lige for, eller hvad?
Mig bekendt er det første gang siden 30’ernes og 40’ernes jødeforfølgelser, at man i dag afkræves dokumentation for, at man har en bestemt status, som myndighederne definerer. I dette tilfælde, at man har taget en medicin, hvis eneste virkning er (når man ser bort fra evt. bivirkninger), at den giver adgang til dele af samfundet, hvor vaccinefrie ikke er velkomne. Altså vaccinernes eneste reelle funktion lige nu, er at man er nødt til tage dem, for at kunne bevæge sig frit i dagligdagen.
Ekstrabladet har fået nyt slogan: ”Når ingen andre tør.” Det kunne være interessant at høre bladets egen definition af, hvordan de, i forhold til de øvrige medier, mener at leve op til dette slogan. Der foreligger efterhånden så mange alternative udsagn, rapporter og forskningsresultater fra seriøse læger og forskere, der giver et andet og bredere perspektiv på c-nitten-krisen, at danske medier – hvis ypperste opgave, man må formode er at agere borgernes vagthunde og ikke politikernes og kommercielle interessers skødehunde – med få midler kunne udfordre myndighedernes og politikernes ensidige spin.
For et par uger siden gik det op for store dele af medierne, at Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut har fiflet med indlæggelses- og smittetal. Dette burde give anledning til en lang række spørgsmål og at medierne begyndte at grave dybere i myndighedernes generelle fortælling. Man kunne starte med at følge pengestrømmen: Hvem bliver sponsoreret af hvem? Hvor mange penge donerer fx Bill Gates til medierne (som fx BBC, New York Times, CNN etc.), universiteter og institutter (som fx Johns Hopkins etc.) og sundhedsfaglige organisationer (som fx WHO etc.)? Hvilke medicinalfirmaer har Gates interesser i? Hvor meget betaler firmaer som Pfizer i reklamepenge til medierne? Hvem tjekker alle de Tjek-Det-medier, der er dukket op, og som bruges eller misbruges til at undertrykke kritiske stemmer, som partout dømmes ude som fake-news, såfremt de fraviger den herskende fortælling? Hvilke sammenhænge er der mellem de store sociale medieplatforme og kommercielle interesser? Og hvad med den flove rapportering af de masse-demonstrationer, der foregår verden over, hvor hundredetusinde og i nogle tilfælde millioner af mennesker, som for eksempel i Brasilien, samles for at give deres utilfredshed til kende? At man i medierne har behov for at reducerer disse demonstranter – som består af alle lag af samfundet, fra børnefamilier og pensionister og alt der imellem – ¬til en lille flok af voldelige bøller, må da også undre journalisterne på de respektive medier, såfremt de gør sig den ulejlighed at undersøge sagerne nærmere?
Det burde være meget enkelt for de store medier at lave mere dybdeborende research. Hvorfor man ikke gør det, kan man kun gisne om. Og netop denne mangel på journalistisk nysgerrighed har dannet grobund for alternative web-medier startet af journalister, der forsøger at holde den journalistiske fane højt, men som ofte kæmper en ulige kamp mod censur og hacking.
Langt de fleste danske borgere stoler på de nyheder, som DR formidler. Men kan man altid eller overhovedet regne med, at DR lever op til sin status som landets største og licensbetalte public-service-medie, der har forpligtet sig til at give borgerne dækkende og sandfærdig information om begivenheder i ind-og udland?
I det vedlagte link kan du se den omstridte og kontroversielle engelske aktivist, Tommy Robinson, da han besøgte Danmark for at modtage Trykkefrihedsselskabets Ytringsfrihedspris. I den anledning var han inviteret ind i DR’s Deadline for at blive interviewet. Grunden til, at jeg bringer dette link her, betyder bestemt ikke, at jeg er enig i Tommy Robinsons politiske holdninger, men at jeg mener, at han, og alle andre, som jeg heller ikke nødvendigvis er enige med, skal have lov at ytre sig frit. Ellers giver ytringsfrihedsprincippet ligesom ingen mening.
Tommy Robinson har udfordret de engelske politikere og massemedier samt den politiske venstrefløj i en sådan grad, at han udsættes for en lang række fordomme og ikke dokumenterede påstande ad libitum, som i takt med at de er blevet gentaget igen og igen, nu er blevet til selve sandheden om Robinson.
Hvorfor er det vigtigt at henvise til dette link? Døm selv. Hvis man kan manipulere med sandheden om en person, som det påvises gjort her, blot fordi man ikke bryder sig om mandens holdninger, eller fordi han er uortodoks, grænsebrydende, konfronterende og politisk ukorrekt, så må man stille spørgsmålet, hvad ellers man manipulerer med?
Tommy Robinsons afsløring af DR-værtens tendentiøse vinkling af Tommy Robinson:
https://youtu.be/xx7vq75vDwk
Lars Andersens kritiske gennemgang og kommentar til samme udsendelse: https://youtu.be/cNMn0xGJB2U
Er dette udtryk for anstændig og uafhængig journalistik?
På samme måde er der grund til at være skeptisk overfor DR’s dækning af c-nitten-situationen. Hvorfor undlader DR fx at beklage og rette de forkerte oplysninger om smittetallene, som direktørerne for henholdsvis Seruminstituttet og Sundhedsstyrelsen udbasunerede i den bedste sendetid for ikke så længe siden? Da kun et mindre udvalg af den danske befolkning læser Politiken, Information, Weekendavisen eller Berlingske, efterlader man borgerne, der får deres informationer på DR, i den tro, at de fejlagtige oplysninger er sande.
Når dagbladende og Danmarks store public-service-medie alt for ofte svigter deres grundlæggende opgave, så giver det grobund for mange forskellige teorier. At man konsekvent har døbt disse for konspirationsteorier, uden at gøre sig den mindste ulejlighed med at grave dybere, eller at lytte til den seriøse alternative forskning, er det ikke blot et demokratisk svaghedstegn, men kan vise sig at have katastrofale følger for de beslutninger, vi borgere ender med at tage.
Hvorfor anmelder medierne fx ikke Robert F. Kennedys roste og veldokumenterede bestseller ’The Real Anthony Fauci, Bill Gates, Big Pharma, and the Global War on Democracy and Public Health’? Kennedy er erklæret demokrat, er medlem af Demokraternes Parti i USA og kan altså ikke beskyldes for at være højredrejet eller ekstremist, og han har ingen økonomiske interesser i medicinalindustrien. Hans primære virke er som aktivist og talsmand for bl.a. menneskerettigheder, demokrati, retfærdighed, sundhed og specielt udsatte børns rettigheder.
Bill Gates bog ’Sådan undgår vi klimakatastrofen’ er til gengæld anmeldt og rost i høje vendinger i dele af dansk presse, uantastet, at Gates har økonomiske interesser i mange af de mest klimabelastende firmaer i verden, samt har interesser i de fleste af de firmaer, han peger på har løsninger til at afhjælpe klimaproblemet. Det er fint for mig, for som sagt, lever vi et demokratisk samfund. Men, man er nødt til at forstå, at en mand som Bill Gates, er blandt de få enkeltpersoner med størst indflydelse på, hvilke dagsordener, alle vi andre er underlagt. Og uanset om man er fan af manden eller ej, er vi nødt til at stille spørgsmålet om dette forhold er rimeligt? Under alle omstændigheder burde han, i kraft af sin store indflydelse, være genstand for langt mere undersøgende og kritisk journalistik, samt kontrol foretaget af diverse myndigheder. Når dette ikke er tilfældet, kan det kun give anledning til at man må formode, at der eksisterer en skjult alliance mellem Gates og de medier og myndigheder, hvis opgave det burde være at stille kritiske spørgsmål til ham og hans forretningsmæssige interesser.
Tre andre bøger, de danske medier burde interessere sig for, er bestsellerne ’The Smear’, ’Stonewalled’ og ’Slanted’ af journalist Sharyl Attkisson.
Attkisson har modtaget 5 Emmy Awards for sin undersøgende journalistik og har i 30 år skrevet for CBS News, PBS og CNN. I bøgerne beskriver hun blandt andet, hvordan medierne alt for ofte styres af udefrakommende økonomiske interesser, der har bestemte dagsordener, de ønsker at fremme. Bøgerne viser også, hvor let det er for disse kræfter at latterliggøre og undergrave kritikere af den dagsorden, man ønsker at promovere. Og er det ikke netop det, vi er vidner til i disse år, at enhver, der vover at stille kritiske spørgsmål til c-nitten håndteringen udsættes for alt fra udskamning og latterliggørelse til apartheid og berufsverbot? Vi har nået et kritisk punkt i demokratiets historie, hvor det ikke mere er nok at medierne stigmatiserer kritikere som værende konspirationsteoretikere, sølvhatte, højreekstremister, Trump-sympatisører, ny-nazister eller terrorister. Der skal simpelthen mere til end at være opportunt talerør for interesser, som desværre ikke ser ud til at have borgernes sundhed som højeste prioritet.
I mine 71-årige lange levetid har jeg aldrig oplevet en så udpræget mangel på dybdeborende og nysgerrig journalistik, som generelt har præget landets medier i de seneste to år. Tilbage står spørgsmålet, som de danske medier og borgere bør stille sig selv i demokratiets og ytringsfrihedens navn:
Hvem tør, hvor andre tier?
