Blogindlæg af Lars Muhl fra d. 13. januar 2012
I denne tid søges der mere end nogensinde efter svar på livets mange spørgsmål. Den meget omtalte krise har efter alt at dømme også ramt den såkaldt spirituelle virkelighed, hvor mennesker med et simpelt hold i ryggen, mener at opleve en kundalinirejsning, hvor nogle, i et fortvivlet forsøg på at gøre sig interessant, udbreder sig om indvielser, man har gennemgået, osv. osv.
Så længe man har brug for at berette om, hvilke og hvor mange indvielser, man har gennemgået, er det mest sandsynligt, at man mangler den vigtigste af dem alle: ydmyghed og tavshed.
Alle vi mennesker, der er inkarnerede på det jordiske plan, har lige nu allermest brug for at højne vores etiske sans, vores evne for empati og medfølelse, og ikke mindst en befriende humor, der tåler og har mod til at se det personlige selv, i et mere realistisk og rent lys.
Bag ethvert storhedsvanvid gemmer sig et mindreværd. Og når enten det ene eller det andet kommer til orde, sker det som regel i uhensigtsmæssig omgang med de kosmiske love, gennem ordskvaller uden overensstemmelse mellem tanke, realiteter, ord og handling.
Der er, i visse såkaldt spirituelle kredse, en udbredt længsel efter det sublime, en længsel, der desværre ofte afstedkommer en trang til at søge det elitære og det særlige. Det ser jeg som en børnesygdom, som høre fortiden til. I tiden lige nu og fremover, gælder Yeshua ord: Hvor to eller flere er forsamlede i SHM, vil Gud være tilstede. Det er samarbejde og gerne i store grupper, der skal flytte bjerget.
Det, den enkelte ikke magter at forvandle alene, kan vi forvandle i fællesskab.